Superfølsom detektor finder intet spor af mørkt stof

31. oktober 2013 kl. 12:05148
Tre måneders drift med verdens mest følsomme detektor for mørkt stof fandt ingen partikler. Næste år skal mørkt stof enten findes, eller også må en række teorier lade livet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Under de første 90 dages eksperimenter med Large Underground Xenon-eksperimentet (LUX) i USA lykkedes det ikke forskere at finde spor af partikler af mørkt stof, som formodes at udgøre omkring 85 pct. af den samlede masse i universet. Det fremgår af en videnskabelig artikel, som forskerne netop har lagt frem på arxiv.org.

Alligevel er forskerne tilfredse, for eksperimentet har vist sig at være det hidtil mest følsomme til detektion af partikler af mørkt stof. Desuden har forsøgene tilbagevist de indikationer på mørkt stof, som forskere har set i andre eksperimenter.

I 2014 vil der blive gennemført en måling over 300 dage. Under denne periode forventer Rick Gaitskell fra Brown University i USA, der er talsmand for LUX-eksperimentet, enten at finde partikler af mørkt stof eller at kunne udelukke en meget stor del af de teorier, der findes. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Brown University.

Det er ikke første gang, at forskere, der leder efter mørkt stof, har måttet melde ud, at de intet har fundet. Det samme er tidligere sket fra et tilsvarende internationalt eksperiment, der gennemføres i Italien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Forskerskuffelse: Kæmpeeksperiment finder ingen partikler af mørkt stof

Skulle man ikke finde partikler af mørkt stof med LUX i 2014, foreligger der allerede nu planer om en mulig opgradering til LUX-Zeplin i et samarbejde mellem LUX-eksperimentet og det lignende europæiske Zeplin-projekt, der gennemføres i Storbritannien. Giver det heller ikke resultat, så får teoretikerne for alvor noget at tænke over.

Intensiv jagt på mørkt stof

Eksistensen af mørkt stor, der stort set kun vekselvirker med almindeligt stof, som vi kender det, via tyngdekraften, blev allerede forudsagt for mere end 80 år siden. I de senere år har forskerne taget hul på en lang række eksperimenter og observationer, der har til hensigt at finde disse weakly interacting massive particles (Wimps), som udgør mørkt stof.

Da tyngdekraften er ganske svag, er det de meget sjældne tilfælde, hvor der sker en anden form for vekselvirkning mellem mørkt stof og almindeligt stod, der undersøges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Jagten på mørkt stof nærmer sig målet

LUX, Zeplin og en lang række andre eksperimenter søger at foretage en direkte detektion af partikler med mørkt stof, når de i meget sjældne tilfælde rammer direkte ind i atomkerner (xenonatomer er det foretrukne mål) og derved giver anledning til lysudsendelse.

Derudover leder man også med mere indirekte metoder efter spor af partikler af mørkt stof i universet. Partikelfysikerne vil undersøge, om det er muligt at skabe partikler af mørkt stof, når Large Hadron Collider ved Cern genåbner i 2015 med højere energi end hidtil.

Læs også: Positroner på rumstationen er tegn på mørkt stof i universet

Når LUX ikke har fundet partikler af mørkt stof med deres superfølsomme detektor, betyder det også, at en måling, som Cryogenic Dark Matter Experiment (CDMS) har offentliggjort tidligere i år og som viste tegn på partikler af mørkt stof, nu må anses som en tilfældig hændelse.

Læs også: Forskere finder tegn på partikler af mørkt stof

Detektor under jorden

Alle forsøg på direkte detektion af partikler af mørkt stof sker dybt under jorden, for at kosmisk stråling ikke skal forstyrre eksperimenterne.

LUX-eksperimentet befinder sig ved Sanford Underground Research Facility i en nedlagt guldmine i South Dakota.

Her har man placeret en tank indeholdende 370 kg flydende xenon, som ydermere er pakket ind i mere end 300.000 liter vand for at skærme bedst muligt fra kosmisk stråling. Partikler af mørkt stof iagttages ved, at de kan give anledning til frigivelse af fotoner og elektroner i væsken.

148 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Nye debatindlæg kan ikke længere udgives på dette indhold.
settingsDebatindstillinger
258
29. november 2013 kl. 12:53

Kære debattører

Denne debat er nu lukket for yderligere indlæg.

Mvh. Martin Bjerge Community

253
28. november 2013 kl. 20:52

Ja når du un kigger på en ting så ser du kun den - og vender du blikket hen et andet sted i CMB billedet, sted så ser du en forandring.

Hvis du måler CMB og tegner et kort nu, og gentager det en gang i fremtiden, så får du samme kort igen. CMB flukturerer altså ikke, den er konstant. Hvis du kigger på et landskab og drejer hovedet ser du også noget andet. men det er ikke landskabet som flytter sig.

Det er lidt ligesom når du kun ser på tyngdekraften så ser du naturligvis kun den. Men ser du dig lidt rundt omkring så ser du at der virkelig er andre ting der virker - men det er du jo ikke interesseret i.

Jeg bruger Maxwell på elektromagnetiske kræfter og Newton/Einstein på massetiltrækning. begge dele fungerer. Har du nogen sinde forsøgt at sætte dig ind i Maxwells ligninger?

Du vader rundt som en blind i elektromagnetiske kræfter, også der hvor de er virkningsløse.

Jeg er interesseret i fysiske teorier som kan regne rigtigt. Du derimod plaprer løs med en gang hjemmestrikket tankespind som hverken kan regne eller bruges til noget som helst.

Mvh. Peter

249
28. november 2013 kl. 20:05
244
28. november 2013 kl. 18:55

At baggrundsstrålingen ikke er ens i alle retninger er helt nyt for mig. Jeg har altid troet (og mener at have læst), at dette netop er kendetegnende for den. Man skal lære nyt hele tiden, men det kan da vidst ikke være mange promille, den afviger med, og er der ikke noget med, at TK (tyngdekraft) også kan svinge (meget) lidt. Men udgangspunktet er naturligvis et ensartet strålingstryk.

Du kan læse lidt om den kosmiske baggrundsstråling her, inklusive et kort over styrken: https://en.wikipedia.org/wiki/Cosmic_microwave_background

Bemærk at den IKKE flukturerer, den har forskellig intensitet i forskellige retninger, men altid samme intensitet i samme retning.

Tyngdekraften på jorden flukturerer heller ikke. Tyngdekraften er ikke den samme overalt på jorden, men på et og samme sted er den konstant. Du kan måle så ofte du vil, men på et og samme sted er den altså konstant. Nå ja, et meget følsomt instrument kan vise forskel, f.eks. kan det vise den ekstra massetiltrækning fra en lastbil der passerer.

Ivar misbruger ordet flukturerer, hverken CMB eller tyngdekraften flukturerer som han påstår.

Mvh. Peter

242
28. november 2013 kl. 18:16

@ Bernhardt. Jeg er rigtig glad for, at det nok ikke er strålingstryk, vi skal takke for, at vi kan blive stående på jorden, for så var jeg jo blevet stegt på no time, og det ville jeg være meget ked af. Som jeg skrev til Peter, var det også det argument, der gav mig problemer. Behøver I også at komme med så irriterende argumenter? Men jeg er "lidt" overbevist, også fordi bare her på jorden kan solens stråler i koncentreret form sætte ild til ting uden ar flytte dem så meget som en my. Men nu indeholder solens stråler jo også en masse infrarød varmestråling, så det er måske ikke den, vi skal sammenligne med. Men stråling er jo energi, der kan konverteres til varme så du/I har jo nok ret under alle omstændigheder. Tyngdekraften siges ikke at repræsentere energi, (selvom den kan udløse potentiel energi) men er derimod en kraft. Men med hensyn til "flytteenergi" fortæl mig følgende: Hvis du tager rulleskøjter på, kan jeg skubbe dig hele vejen fra Kerteminde til Esbjerg uden at du vil blive spor varm af det? Du vil tværtimod hundefryse i det her vejr. Men du har jo været udsat for et pres, der energimæssigt er stort nok til virkelig at flytte dig langt. Hvorfor fryser du så? Pointen er her at spørge om det nødvendigvis er sådan at man hvad energi angår skal blive varm af at modtage den nødvendige flytteenergi til at falde ned, også selvom denne skulle bestå af en type stråling, vi ikke kan gøre rede for. Hvis pres udefra opvarmer os, hvorfor gør træk indefra det så ikke. Svaret er nok, at tyngdekraften i modsætning til stråling ikke er en energi. Men hvad er den så? Hvis et æble falder, fordi rummet er krumt, hvorfor falder det så ned og ikke op eller bliver, hvor det er i det krumme rum? Eller er det jorden, der accelererer op imod det? (den gør det jo faktisk en lille smule i passende forhold til vægtforskellen på jord og æble). Jeg ved godt, at en tumpe kan spørge om mere, end ti aviser kan svare på, men der er jo noget muggent ved tyngdekraften, og mit ærinde var bare bare at få belyst, om en gammel teori under de rette forhold kunne stille op med en tyngdekraft som ligner den, vi oplever. Det ser det så ikke ud til den helt kan. Men der MÅ jo være noget, der trækker (eller skubber :-)), eller gør noget andet, som vi ikke kan forstå. Steen

239
28. november 2013 kl. 12:52

...går det op for fantasterne at et strålings-tryk af den størrelses orden der presser jeres krop ned med den vægt i har vil være så stor at i bliver stegt i jeres eget fedt ???

Et par tal, lad os antage et strålingstryk af 9,81 Newton per kvadratmeter, ikke nok til at give jeres vægt, nej, men... For at trykke med denne kraft skal der være et strålings flux af intet mindre end ca. 3000 megawatt per kvadratmeter. Denne strålingstæthed haves i en afstand af ca. 2760 kilometer fra solen . Hvor længe tror i at man kan tale om jeres "vægt" under disse forhold ? I vil være historie uden at nå bare at tænke bogstavet "v" af vægt !! Tænk først og tal derefter !

238
28. november 2013 kl. 10:53

@Peter: Under det første punkt 2) skrev jeg at tyngdekraften ville skyldes forskel på tryk p.gr.a skyggeeffekt fra én retning. Jeg skal for fuldstændighedens skyld lige sige, at skyggeeffekter godt kunne (og i jordens og det meste andets tilfælde altid vile) komme fra flere retninger samtidig. Fuldstændig ligesom ved den normale "trækkraft". Steen

237
28. november 2013 kl. 10:52

Vi prøver igen.

Korrekt, men du må vel give mig at man skulle have kigget nærmere på <em>hvorfor</em>* observationen gik imod de allerede givne forudsigelser i galaksen, hvilket man har skøjtet uvidenskabeligt let hen over og bare har teoretiseret en tilføjelse til modsigelsen.

Det er jo PRÆCIST det man gør! På bedste videnskabelig vis. Observationen går imod det forventede. Hvad fortæller det? Der er noget vi mangler et sted. Eftersom tyngdekraften virker så fremragende, opstiller vi følgende antagelse: Der er noget stof vi ikke observerer direkte som vekselvirker via tyngdekraft og ikke via ret meget andet. Ikke en urimelig antagelse, vi kender f.eks neutrinoer der vekselvirker fantastisk svagt. Vi kan nu gå på jagt og se om vi kan finde "mørkt stof". Dette er på alle måder en videnskabelig fremgangsmåde. Man tager en teori, finder noget der ikke passer umiddelbart. Skal teorien være korrekt, må der være noget stof vi ikke ser. Det kan vi så give os til at lede efter. Vi kan TESTE teorien, hvilket er hvad mange videnskabsfolk har travlt med i disse år. Et postulat er ikke uvidenskabeligt hvis det kan testes.

Men da man ud fra eksperimenter på Jorden og i lukkede lokaler, har afvist en påvirkning fra et æter-medie uden at have inkluderet de enorme hastigheder i rummet som kan give et betragteligt æter-pres på store objekter, så har æter-teorien jo ikke mange muligheder for at finde gehør.

Nu må du blive enig med dig selv. Du påstår at æterpres er ansvarligt for tyngdekraften på Jorden og når jeg så illustrerer med et simpelt eksempel at det ganske enkelt er uforeneligt med observationer, så virker det lige pludseligt kun på store objekter? (Hvor store er disse i øvrigt?). Nej, din æterteori har ikke mulighed for at vinde gehør, når du først siger at den er ansvarlig for tyngdekraften på Jorden og eks. tidevand og derefter argumenterer med at vi ikke vil anerkende den, da målinger på Jorden har udelukket en æter som værende ansvarlig for observationerne. Så den virker altså på Jorden, men påvirker ikke de målinger vi laver? Det hænger altså ikke sammen.

Bare et enkelt spørgsmål til sidst: Hvordan forklares det med tyngdetræk-ideen at denne udviser en stærk fluktuering når tidevandet er kraftigst, når jord, måne og sol ligger i samme plan (ekliptika), ved forårs- og efterårsjævndøgn?.

Tidevandet er kraftigst ved jævndøgn, hvis sol, måne og jord står på linie, da det er her kræfterne adderer maksimalt, eftersom Jordens rotationsakse er vinkelret på Sol-Jord linien. Ikke noget mystisk der. Og i din tyngdepres teori er der jo ikke nogen forskel på tyngdepresset afhængig af årstiden, så det er STADIG ikke forklaringen. Heller ikke selvom du tilsyneladende ikke kan blive enig med dig selv, om æterpresset påvirker jorden eller ej.

Ang. "halen" af solvinden, er det formentlig en kombination af vekselvirkning mellem solvindspartiklerne og det interstellare medie (ingen påstår at rummet mellem stjernerne er tomt...) samt det galaktiske magnetfelt.

236
28. november 2013 kl. 02:03

@Peter: Der er følgende forskel på Ivars og "min" teori, som jeg ser det: Hos Ivar handler tyngdekraften på jorden primært om, at jorden i sin flugt om solen modtager et pres fra en stationær fluktuerende "æter", som er ansvarlig for kosmisk mikrobølgestråling. Presset som rammer jorden kommer hele vejen rundt, jeg ved ikke hvordan (måske en slags turbolens?) Der indgår også noget om skyggevirkninger og atmosfærens betydning. Jeg har det lidt svært med modellen, fordi den forekommer lidt uoverskuelig, og fordi, jeg umiddelbart synes, den må levere en lidt for upræcis tyngdekraft. Dette er også ment, som en direkte kommentar til dig Ivar (og ikke kun som en omtale). Den model, jeg spørger indtil, handlede oprindeligt om tachyoner, som hvis de findes er hurtigere end lyset, hvad nogle mener også gælder for gravitation (andre mener kun den har lyshastighed). Jeg mener stadig på trods af dine svar, at denne model måske burde kunne levere en TK, som lever op til det, vi observerer. Der er dog én af dine pointer, der har givet mig lidt stof til eftertanke. Men her kommer mine kommentarer til dit svar: Min viden er desværre ikke på et niveau, hvor jeg er i stand til at opstille formler. Derfor nøjes jeg også kun med at spørge indtil det, jeg mener er rimeligt, og forsøge at forklare hvorfor, jeg synes det. Her kommer mine kommentarer til dine kommentarer:

  1. Jeg forveksler normalt ikke vægt og masse, men i denne sammenhæng, ser jeg ikke det store problem. Vi ved jo, hvad vi snakker om, og det er jo to sider af samme sag. Strålingen behøver (i mine øjne) ikke nødvendigvis at handle om de hurtige tachyoner. Det kunne vel lige så godt være baggrunds eller anden stråling, hvis den havde tilstrækkelig kraft og gennemtrængsevne, men den skulle komme jævnt fra alle retninger og med samme hastighed uanset jordens bevægelse (lige som lys). At baggrundsstrålingen ikke er ens i alle retninger er helt nyt for mig. Jeg har altid troet (og mener at have læst), at dette netop er kendetegnende for den. Man skal lære nyt hele tiden, men det kan da vidst ikke være mange promille, den afviger med, og er der ikke noget med, at TK (tyngdekraft) også kan svinge (meget) lidt. Men udgangspunktet er naturligvis et ensartet strålingstryk.
  2. Jeg ved ikke helt, hvad du vil med det, men det er rigtigt opfattet at TK skulle skyldes forskelligt strålingstryk på gr. a. større eller mindre læ fra én retning.
  3. Det er rigtigt, men som jeg før har skrevet vil det altid være sådan, at tætheden af stråling (i rette linjer) mod et punkt vil aftage med kvadratet på afstanden til punktet. Det er et almindeligt geometrisk faktum, så det behøver jeg ikke at sætte på formel.
  4. Der fik du mig. Det er jo rigtigt, at hvis strålingen kan flytte ting, indeholder den energi, og hvis strålingen er reduceret, når den kommer ud på den anden side, må noget af energien være blevet afsat i den pågældende masse. Asteroider er jo ikke så store og tunge, så der bliver måske ikke lagret så meget energi, arggg, og hvad med jordens varme kerne. Kunne den skyldes G-strålingen? Nahh. Her må jeg vidst hellere ringe til en livline. Hallo! er der en livline tilstede? Strålingstrykket kunne måske være langt større end nogen nogensinde har kunnet forestille sig eller registrere, fordi det altid ophæver sig selv, untagen hvis man kommer i læ af en masse. Dybhavsfisk har heller ingen anelse om, hvilket tryk de svømmer rundt i, og de ville pure afvise det, fordi det var over alt og i dem selv. !) Lyset afbøjes af et tyngdefelt, fordi gravitationen trækker i fotonerne (nogle vil sige , at rummet krummer, men det er efter min mening bare en anden måde at sige det samme på). Så hvis TK kan trække i fotonerne (og det kan vi jo se), er der vel heller ikke noget i vejen for, at et sterålingstryk kan skubbe til dem, hvis de komme i læ af noget med masse. Jeg ser ingen problem her. Heller ikke for gravitationslinser.
  5. Hvis jordens snurretopstendenser skyldes ujævn stoffordeling, vil den også være der ved strålingstrykteorien. Det samme gælder, hvis den skyldes påvirkninger fra sol, måne og andre planeter. Jeg kan ikke se, hvorfor, det ikke skulle være sådan. En snurretop ved heller ikke om den er udsat for et skub eller et træk. Hvis påvirkningen er overalt i den, kan det vel komme ud på ét. Tro nu ikke, at det her er noget, jeg påstår, for det er det slet ikke. Mit ærinde er kun at forsøge at få afdækket, om det var en MULIGHED, at strålingstryk kunne generere en TK som den, vi kender under den forudsætning, at tachyoner eller andet var i stand til at yde det fornødne tryk. Indtil videre føler jeg ikke, at muligheden er totalt afvist, selvom jeg indrømmer, at det med varmen ikke er så godt. Måske en livline kan hjælpe mig. Jeg har bemærket, hvor meget energi, du har brugt på mig og andre, så du skal ikke investere mere i svar til mig, end du selv synes er rimeligt. Steen
234
27. november 2013 kl. 23:37

@Ivar. Hej igen. Nu er der jo gået lidt tid, og jeg og jeg kan næsten ikke huske, hvad det var, jeg ville skrive, men jeg mener, det bl.a. var noget med, at jeg fornemmede en fordomsfri holdning hos dig til spørgsmål, der handler om, hvordan man skal forså ting som religion, bevidsthed måske endda øverste bevidsthed og lignende. Jeg har ingen fasttømrede meninger om disse ting, men er af en eller anden grund religiøst orienteret/interesseret, uden at det har noget med fundamentalisme eller dogmatik at gøre overhovedet, så det var da lidt opmuntrende, at du ikke bare afviste det, jeg skrev. Hvis du kigger med i mit svar til Peter, kan du også se, hvad jeg mener er forskellen på din og "min" model, for jeg har lidt på fornemmelsen, at de måske bliver blandet lidt sammen. Jeg ved endnu ikke, om jeg skal deltage i ingeniørdebatten. Vi får se. Jeg har heller ikke rigtig tid for tiden. Men tak for denne gang indtil videre. Vh Steen

232
27. november 2013 kl. 21:03

Når jeg stiller alvorlige spørgsmål til tyngdekrafts forholdende på Jorden, så udspringer disse af, at den gængse teori om tyngdekraft i galaksen er modsagt og da solsystemet er en integreret del af galaksens rotation og formation, spørger jeg naturligvis logisk ind til hvorvidt ideen om tyngdekraften så også er forkert i solsystemet.

Det er selvfølgelig fuldt forståeligt. Der er jo heller ingen der påstår at vi har forstået alt. Netop galaksebevægelsen viste jo at der er "huller" i vores viden. Eftersom rigtig mange ting kan forklares med tyngdekraft + noget stof vi ikke har observeret direkte, hælder langt de fleste til den teori. Men der er også andre tyngdeteorier på banen som ikke arbejder med dette. De har så til gengæld andre og flere forklaringsproblemer end vores nuværende teori, der derfor stadig er den der er accepteret. Igen, den kommer med en forudsigelse: "Der er noget stof i galakserne som vi ikke kan observere direkte". Dette kan så testes da man kan stille en masse krav til hvilke egenskaber sådan noget stof skal have og så kan man gå på jagt. Og det er jo netop det der foregår. At vi ikke har fundet det endnu, betyder ikke at det ikke findes.

Solsystemet bevæger sig rundt i galaksen med lidt mere end 800.000 km/t og Jorden bevæger sig med cirka 108.000 km/t omkring solen og det er ganske utænkeligt for mig at disse hastigheder i rummet IKKE skulle blive påvirket med en modstand som skaber et grundliggende pres på én eller anden måde.</p>
<p>Derfra kommer mine spekulationer om hvorvidt mange bevægelser og vægtforhold kan forklares med dynamiske og interaktive pres (samt med elektromagnetiske forhold) i stedet for den efter min mening mere statiske opfattelse hvor 2-3 legemer alle trækker i hinanden som med Solen Jorden og Månen i vores diskussioner om tidevand.</p>
<p>Jeg stiller jo IKKE spørgsmålstegn ved diverse observationer og målinger, kun til hvorvidt disse kan anskues på en anden måde med udgangspunkt i "pres eller skygget pres". Men da man ud fra eksperimenter på Jorden og i lukkede lokaler, har afvist en påvirkning fra et æter-medie uden at have inkluderet de enorme hastigheder i rummet som kan give et betragteligt æter-pres på store objekter, så har æter-teorien jo ikke mange muligheder for at finde gehør.

Her er rammer vi vist problemets kerne. At noget er ganske utænkeligt for dig er ikke ensbetydende med at det derved ikke er rigtigt. Jeg har jo netop i mine tidligere indlæg illustreret et eksempel på hvor din idé netop giver konsekvenser der er i MODSTRID med det vi observerer, ovenikøbet på lokalt plan hvor vi kan teste/observere ting i stor detalje. Her burde man jo især kunne se det. De store ting i rummet såsom planeter følger jo altså også tyngdelovene. Her er man så nødt til at acceptere at selvom det forekommer utænkeligt for en selv, kan det altså godt forholde sig sådan. For mig er det også utænkeligt at nogle mennesker kan synes at det er fantastisk at tage på campingferie til den samme campingplads flere gange om året, men det betyder jo ikke at der ikke er nogen der nyder det.

En grundsten i fysikken er jo netop at ting følger de samme love uanset hvor vi er, så vi kan stole på at folk i Århus og på Bornholm måler det samme som folk i Santiago eller på Månen. Var dette ikke tilfældet ville vores verden jo mere eller mindre bryde sammen, da man så ikke kunne stole på at ting der virker i Nasas laboratorie også virker i rummet, eller på månen, eller på mars eller i udkanten af solsystemet, for nu at blive i astronomien. Det er dog gudskelov tilfældet.

Jeg har intet imod alternative teorier, men de skal altså stadig være konsistente med det der observeres, ikke mindst i vores nærområde.

230
26. november 2013 kl. 20:14

Som flere debattører har været inde på her i tråden er der et par minimumskrav man må stille til en videnskabelig teori for at den skal kunne blive taget mere alvorlig end den hidtil accepterede teori. Blandt de vigtigste kan nævnes:

  1. Den skal som minimum forklare de samme ting som den eksisterende, til samme nøjagtighed. Altså være i overensstemmelse med observationerne.
  2. Kan disse ting forklares mere simpelt end den accepterede teori er det et plus.
  3. Den skal kunne forklare noget som den nuværende teori ikke kan.
  4. Den skal komme med forudsigelser der skal kunne testes!

Lad os betragte tidevandet igen og sammenholde observationer med konsekvenserne af Ivars "tyngdepres".

Ser man bort fra små anomalier (for at holde det simpelt) opfører tidevandet sig på følgende vis (observation!!):

  • Ebbe og flod forekommer to gange i døgnet.

Betragt 4 følgende situationer:

a) Månen er foran Jorden, i Jordens omløbsretning og vinkelret på en linie mellem Solen og Jorden. b) Månen er bagved Jorden, i Jordens omløbsretning og vinkelret på en linie mellem Solen og Jorden. c) Månen er på linie mellem Jorden og Solen, på Solsiden. d) Månen er på linie mellem Jorden og Solen, på den fjerne side ifht Solen.

Observeret tidevand:

Tidevand i (c) = tidevand i (d) > tidevand i (a) = tidevand i (b)

Ivar: Tyngdepresset fra Jordens omløb i sin bane er den største effekt, månen vil skygge for tyngdepresset når den er foran Jorden.

Anders: Aha! Jamen så må tidevand i (a) > tidevand i (b) = tidevand i (c) = tidevand i (d). Dette er i modstrid med hvad vi observerer.

Ivar: Der er en drag-effekt og desuden glemmer du Solens daglige påvirkning.

Anders: Ok, drageffekter kan enten skabe et lavtryk på bagsiden (mindre tyngdepres, i modstrid med observationer) eller turbulens (i modstrid med observationer) alt efter typen af flow. Skal Solen bringes ind i billedet for at kunne forklare den observerede opførsel af tidevandet må effekten fra Solen være i samme størrelsesorden som effekten fra Jordens kredsløb, i strid med Ivars første postulat. Lad os antage at den er det. I så tilfælde må tidevand i (b) = tidevand i (d) som igen er forskellig fra tidevand i (a) og (c). Bemærk her at tidevandet i (a) og (c) heller ikke vil være ens. Dette strider igen mod observationerne.

Ivar: Du glemmer effekten af vejrsystemer

Anders: Nej, det er det der kan forklare de små afvigelser vi ser fra den eksakte opførsel, altså at tidevand ikke er lige højt hver dag. Skulle dette være forklaringen på det observerede, ifølge Ivar, så m det jo betyde at effekten af tyngdepres, Solen og vejrsystemerne er af samme størrelsesorden. Det ville desuden mene at vejrsystemerne/trykforholdene skulle udvise en periodisk opførsel der netop forårsagede højvande to gange om dagen. Det er mig bekendt ikke tilfældet.

Så jeg må konstatere at Ivars teori om tyngdepres fejler på nogle meget afgørende punkter ifht. hvad man kan forlange af en videnskabelig teori. Den forklarer IKKE det observerede og det giver samtidig forkerte forudsigelser. Så her dumper teorien om tyngdepres allerede. Der er ikke noget i vejen med at overveje alternative forklaringer på det observerede, men de er altså NØDT til at være konsistente. Og lad os holde tingene lokalt før vi bevæger os ud i universet, det er trods alt lettest at undersøge ting der er tæt på.

De ovenstående ting er i øvrigt smukt forklaret af klassisk Newtons'k tyngdeteori

Der er ingen der påstår at teorien for tyngdekraft er perfekt, men indtil videre er der ikke andre teorier på banen der har samme forklaringskraft og kommer med det samme antal testbare forudsigelser.

Det virker som om at muligheden for at det er Ivar der tager fejl, slet ikke er til stede. Det er ikke en diskussion der handler om at finde styrker og svagheder ved en teori, men et forsøg på at overbevise verden om at Ivar har ret og alle andre tager fejl. Ivar har set sig sur på tyngdekraften og derfor er den per definition forkert. Så er det ligegyldigt at der kan påpeges adskillige huller/modstridende ting i hans egen teori, den er per definition korrekt, og så er det jo umuligt at diskutere noget som helst.

Peter Larsen, du er en meget tålmodig mand...

227
26. november 2013 kl. 14:35

Hver eneste gang du kan henvise til "tyngdelove", kan jeg finde adskillige eksempler på anomalier, i dette tilfælde <a href="https://en.wikipedia.org/wiki/Flyby_anomaly">https://en.wikipedia.org/w…; - hvor man teoretiserer at problemerne bl. a. kan skyldes:
1) The anomaly may be due to the rotation of the Earth.
AD: Altså at man ikke har kunnet udregne baneforløbet fordi man ikke har forstået Jordens rotation.
2) A dark matter halo around the Earth.
AD: Hver gang der er noget galt tænker man på noget sort der ikke kan findes!

Proportioner Ivar, proportioner!

En satellit laver flyby med en hastighed i omegnen af 13 kilometer pr. sekund. Efter flyby afviger hastigheden med ca. 13 millimeter pr. sekund. Det er en anomali på en milliontedel! Og den kunne også skyldes en ujævn massefordeling i jorden, i så fald er der egentlig ikke tale om en anomali overhovedet.

Men du farer i blækhuset og kasserer al eksisterende fysik på grund af en titusindedel af en procent! Og så vil du oven i købet erstatte det hele med din fysik, en teori som overhovedet ikke kan benyttes til beregninger, det er simpelt hen en ren voodoo teori.

Nu spørger jeg dig: forestil dig at du skal ansætte en bogholder til firmaregnskabet. Du få to ansøgninger. Den første ansøger er ikke perfekt, han regner en krone forkert for hver million kroner. Den anden regner aldrig forkert, han kan nemlig slet ikke regne! Hvem af dem ansætter du?

Mvh. Peter

225
26. november 2013 kl. 13:04

ØH, hvordan kan man videnskabeligt påstå at noget fungerer når man ikke ved årsagsmæssigt og dynamisk HVORDAN det skulle kunne fungere?

Din bil og din computer fungerer også, selv om du ikke ved hvordan de virker. Og tyngdekraften holder altså ikke op med at virke bare fordi du ikke forstår den.

Hvordan kan 2 objekter tiltrække hinanden uden at være i kontakt med hinanden?

Det ved vi ikke, men vi kan måle at de gør det!

</p>
<p>Hvor kommer deres formodede trækenergi fra?

Potentiel energi. Det er basal skolefysik.

Og modarbejder de 2 modsatrettede træk imellem 2 legemer ikke hinanden når de arbejder?

jeg fatter ikke hvad du mener!

Forbinder tyngdekraften 2 legemer med usynlige snore eller hvad?

Med massetiltrækning, ja. Og vi kan måle den uanset hvor meget du brokker dig.

Eller af tyngdefelter hvor kræfterne fra et objekt kan virke modsat foran og bag om en planet?

Tyngdefelter kan kun tiltrække. Du tænker nok på tidevand. Tidevanden på modsat side skyldes at større afstand giver mindre massetiltrækning.

Består tyngdekrafts-snorene måske af "sorte strenge" som (heller) ingen kan finde?

Vi ved som sagt, AT MASSETILTRÆKNING KAN MÅLES, ikke hvad der forårsager den.

Vejer 2 legemer på Jorden med samme vægt mindre når de fjerner sig fra hinanden på det horisontale plan?

Deres masse ændres ikke. Forstå det nu!

Dine mange henvisninger til at du bruger Newton´s og Einsteins´s formler til rumfart, er jo bare tom luft der klæber sig til en 350 år gammel ide. Du kunne lige så godt have anvendt simpel geometri og bevægelseslære til at udregne banerne (husk at kompensere for det atmosfæriske tryk ved opsendelsen) uden at blande de bemeldte herrer og deres underlige, usammenhængende og uforklarlige ideer ind i billedet.

DET ER UTROLIGT SOM DU KAN VRØVLE! LÆS HER: https://www2.jpl.nasa.gov/basics/bsf4-1.php

Læg især mærke til afsnittet om gravitational assist.

Hvis NASA havde brugt simpel geometri til månelandingerne havde de aldrig ramt månen! Og astronauternes lig ville stadig være i kredsløb om jorden.

Mvh. Peter

223
26. november 2013 kl. 10:52

Nu da du ifølge dig selv har så skråsikkert har modbevist og fejet kosmisk strålingstryk; (men ikke kosmisk strålngstryk fra solen!?) atmosfærisk tryk og planetarisk omløbs-ætertryk så definitivt og kategorisk af banen som mulige kandidater til begrebet tyngde, så bedes du venligst forklare HVAD tyngdekraft er; hvordan den mekanisk og dynamisk virker og med hvilke midler den BEVISLIGT skulle fungere ud fra.

@Ivar

Hvornår går det op for dig:

... at ingen ved hvad tyngdekraft er, hverken dig eller mig eller nogensomhelst andre.

... at vi ved helt detaljeret hvordan tyngdekraft VIRKER.

... at Newtons og Einsteins teorier udgør modeller for bl.a. tyngdekraften, modeller som ved utallige forsøg har vist sig at stemme overens med virkeligheden.

... at man i fysikken sagtens kan leve med at noget virker uden nødvendigvis at vide hvorfor. Superledning er et glimrende eksempel: ingen ved i dag hvordan højtemperatur superledere virker. Men virker, det gør de.

... at man ikke kan tænke sig til hvordan universet fungerer. Der skal observationer og eksperimenter til.

... at din metode med at tænke og postulere uden at afprøve med eksperimenter blev vejet og fundet for let i Renæssancen for en ca. 500 år siden.

Din teori om strålingstryk er som tidligere vist i modstrid med det vi observerer. Jeg ved godt at det i din verden betyder at observationerne må forkastes. I min verden betyder det at din teori må forkastes, idet jeg foretrækker at tro på observationerne.

Mvh. Peter

220
25. november 2013 kl. 21:40

@Peter . Absolut NEJ, siger du. Jeg tror heller ikke, det forholder
sig sådan. Når jeg alligevel spørger til muligheden, er det af følgende grunde: Præcisionen af afskygningen, (som du efterlyser), ville altid være ét 100%, da den ville være suverænt styret af de masser, der gav læet. Det vi kalder en "tung" og tæt masse ville bremse mere af strålingen og dermed give et bedre læ, end det, vi kalder en "let" og porøs masse, som ville lade en større del af strålingen passere uhindret igennem og derved give mindre læ. Dette måtte give en fuldstændig "læ-præcision", som fungerede aldeles fuldautomatisk.
Da teorien handler om stråling, og den direkte indstråling mod et punkt må øge stråletætheden imod punktet således, at strålingstætheden er mindre med kvadratet på afstanden til punktet, måtte en tyngdekraft baseret på dette princip have samme egenskab som vores normale tyngdekraft, hvad dette forhold angår.
Da strålingstrykket ville blive ved med at påvirke et legeme, der falder (trykkes) ind mod et læ, ville dette legeme fortsat accelerere, og hvis trykket havde den rette størrelse, var der vel ikke noget i vejen for, at det kunne svare til vores normale tyngdeacceleration.

Hvis du vil lege med ideen, vil jeg opfordre dig til at bruge den videnskabelige metode. Den er ikke fejlfri, men alt andet har vist sig at være værre.

Opstil en hypotese, i dette tilfælde at massetiltrækning i virkeligheden er strålingstryk fra alle sider, og legemer tiltrækker hinanden ved at skygge for dette strålingstryk. Hypotesen skal gerne munde ud i en komplet teori, og med komplet mener jeg et sæt formler som kan bruges til konkrete beregninger. Det er et absolut krav at beregningerne ud fra formlerne skal være i overensstemmels med det vi kan observere. Newtons og Einsteins formler kunne sende astronauter til månen og sonder til planeterne, så det skal dine formler også kunne. Hvis dine formler også forudsiger noget som ikke er observeret, men som kan bruges til at afprøve deres gyldighed, så er du på rette vej.

Hypotesen må selvfølgelig ikke være i modstrid med vores observationer, så lad os se på hvad vi har af observationer. Den følgende liste er ikke komplet.

  1. du skal skelne mellem masse og vægt. Masse måles med en arm og to skåle hvor lodder med kendt masse bruges til afbalancering. Vægt måles ved at sammenpersse en fjeder. Tyngdekraft måles med en vægt. Hvis du vejer en genstand på forskellige tidspunkter, vil du opdage at den altid vejer det samme, uanset tidspunkt, og uanset jordens orientering. Det er altså et krav at strålingstrykket er konstant og helt ensartet i alle retninger. Dermed kan den kosmiske baggrundsstråling udelukkes, den er ikke ens i alle retninger. Det samme gælder i øvrigt alle andre kendte former for stråling.

  2. tyngdekraft antages at opstå ved at legemer skygger for denne stråling. legemer med stor masse skygger mere end legemer med lille masse. Deraf følger at en del af strålingen må gå tværs igennem selv ret massive legemer, og kun delvis absorberes. Strålingen interfererer kun svagt med legemer med masse.

  3. det er påvist utallige gange, at massetiltrækning falder med afstanden i anden potens. Det er absolut nødvendigt at dine formler viser samme opførsel.

  4. Vi må følgelig antage at den del af strålingen som absorberes og danner tyngdekraft påvirker legemet med en impuls og en kraft. Påvirkning med en impuls betyder at legemet tilføres energi i form af opvarmning. Da strålingen kommer fra alle retninger, og er helt ensartet, må det forventes at f.eks. asteroider efterhånden bliver temmelig varme. Massive legemer af klippematerialer har meget ringe varmeledning fra det indre til det ydre. Den varme som din ukendte stråling afsætter i asteroidens indre slipper ikke ud til overfladen før kernen smelter og der dannes vulkaner. Planeten Mars burde også være et rent inferno. Her har du et meget alvorligt prolem: asterioders temperatur er kendt, de er særdeles kolde, og det strider mod din teori.

Punkt 4 kunne man godt regne lidt på. jeg bruger Newtons formler, de rammer nemlig rigtigt. Tag jorden som eksempel. Tyngdeaccelerationen er 9,82m/s^2. Et legeme på 1kg udsættes følgelig for en kraft på 9,82N (N = Newton). Men det er bare det fravær af stråling som jordens skygge giver. Det samlede strålingstryk må være langt større. Pudsigt nok mærker vi ikke dette enorme tryk, og vi kan heller ikke måde det. Du må selv gætte hvorfor.

  1. det er utallige gange observeret at lys afbøjes af tunge legemer, den såkaldte gravitationslinse effekt. Jeg kan ikke se hvordan et strålingstryk på nogen måde kan forklare gravitationslinse effekten. her har du også et alvorligt problem.

  2. jordens rotationsakse er udsat for præcession, dvs. at aksen slingrer i et fast mønster. Det kender du sikkert fra en snurretop. Det kan både Newton og Einstein fint forklare. Hvordan forklarer du det med strålingstryk?

Af ovenstående grunde plus meget mere tillader jeg mig at konkludere AT STRÅLINGSTRYK IKKE KAN FORKLARE DET VI OBSERVERER! BASTA!

Ivar må hoppe på tungen eller hvad han ellers har lyst til, MEN IVARS TEORI STRIDER MOD DET VI OBSERVERER!

Mvh. Peter

218
25. november 2013 kl. 18:06

Ivar, var det ikke dig der linkede til noget med Holger bech ? Kan du sætte linket ind i næste post ?

217
25. november 2013 kl. 15:54

@Peter . Absolut NEJ, siger du. Jeg tror heller ikke, det forholder sig sådan. Når jeg alligevel spørger til muligheden, er det af følgende grunde: Præcisionen af afskygningen, (som du efterlyser), ville altid være ét 100%, da den ville være suverænt styret af de masser, der gav læet. Det vi kalder en "tung" og tæt masse ville bremse mere af strålingen og dermed give et bedre læ, end det, vi kalder en "let" og porøs masse, som ville lade en større del af strålingen passere uhindret igennem og derved give mindre læ. Dette måtte give en fuldstændig "læ-præcision", som fungerede aldeles fuldautomatisk. Da teorien handler om stråling, og den direkte indstråling mod et punkt må øge stråletætheden imod punktet således, at strålingstætheden er mindre med kvadratet på afstanden til punktet, måtte en tyngdekraft baseret på dette princip have samme egenskab som vores normale tyngdekraft, hvad dette forhold angår. Da strålingstrykket ville blive ved med at påvirke et legeme, der falder (trykkes) ind mod et læ, ville dette legeme fortsat accelerere, og hvis trykket havde den rette størrelse, var der vel ikke noget i vejen for, at det kunne svare til vores normale tyngdeacceleration. Man kunne opstille læ-forsøg med tunge ting, der gav læ for en evt. stråling og forsøgene ville vise, at det gjorde de, men man kunne ligeså godt fortolke resultaterne sådan, at det er læ-objekterne, der udøver et træk, og det er jo den model, vi normalt vælger. Hvis man ville fortælle en stenaldermand, at han befandt sig i et meget stort tryk, ville han sikkert sige: Sikke noget vrøvl. For han var ude af stand til at mærke det, da trykket kom fra alle sider og også var inden i ham. Et tryk registreres jo kun, hvis det kommer i nærheden af et lavtryk eller vacuum, men så kan der også ske voldsomme ting, og det slår mig lige, at universets ekspansion måske er bevis for at det er omgivet af et vacuum på alle sider (og kom så lige med den Nobelpris :-)), Måske er vi helt ude af stand til at registrere eller bare forestille os, hvor meget den kosmiske stråling er i stand til at flytte rundt med (selvom vi måske ser og mærker det hver dag), fordi vi aldrig har oplevet andet, end at strålingen i meget stor grad ophæver sig selv, fordi den kommer fra alle retninger samtidig (og også i nogen grad går igennem os), medmindre vi er i læ af et eller andet (f.eks. jorden). Dette var de overvejelser, der gjorde, at jeg ikke helt turde afvise strålingsmodellen (som kunne handle om tachyoner, hvis de findes - og også kunne lade være og bare handle om anden type kosmisk baggrundsstråling f.eks. KMB). Jeg synes selv, at argumenterne for at det MÅSKE KUNNE være en mulighed er meget gode, men der er sikket endnu bedre argumenter for, at det kunne det så IKKE alligevel. Hvordan er de? Alle må deltage. Steen

@Ivar. Tak for svar. Jeg har ikke tid til mere lige nu, men du får en kommentar senere.

213
25. november 2013 kl. 14:36

Der er en person her i tråden som mener at der er en kraft som trykker i alle retninger (og som virker med afstanden i 2. potens):
<a href="https://ing.dk/artikel/superfoelsom-detekto..">https://ing.dk/artikel/s…;.

@Ivar

Du har en helt utrolig evne til at misforstå eller misfortolke hvad andre skriver.

Lufttrykket kommer ganske rigtigt fra alle retninger, MEN DET VIRKER IKKE MED AFSTANDEN I ANDEN POTENS. Det gør massetiltrækningen, IKKE LUFTTRYKKET. Hvis du følger di eget link vil du se at du lægger mig ord i munden som jeg aldrig har sagt.

Mvh. Peter

210
25. november 2013 kl. 07:55
208
25. november 2013 kl. 00:13

Hej Ivar (hvis du stadig kigger med). Jeg ved ikke , hvor meget jeg kan bruge det link til, du gav mig tilbage, men der er lidt i dét, Sir Oliver Lodge, som jo var religiøst orienteret, citeres for, der giver lidt resonans: Æteren kunne være den øverste bevidsthed (mind). Vildt syret. Og dette: Universet ikke bare understøtter liv, men pulserer med liv. Det er jo én af mine kongstanker, at livet ikke er noget, der på et bestemt tidspunkt ved et heldigt tilfælde er opstået, men er noget grundlæggende, der har været med os fra første start, (hvis der har været en sådan,) i kraft af naturlove og elektriske og magnetiske realiteter, som med nødvendighed måtte medføre en "stoffets evolution" og senere med nødvendighed det, vi kalder den levende evolution, de steder, hvor det er muligt. Også en lidt religiøs tanke. Atmosfæren som en del af tyngdekraften kommer jeg ikke til at tro på. Ting falder mindst lige så godt i lufttomt rum, og atmosfæren har aldrig fået noget til at falde ned, så derfor nej. Om jordens tyngde punkt. Jamen jeg mener da, at du ville være vægtløs i jordens tyngdepunkt, for hvis du flyttede dig udenfor, ville den større masse trække dig tilbage i tyngdepunktet. Det ser ikke ud til at legemer, der bevæger sig gennem rummet oplever modstand fra nogen æter, men i nærheden af lysets hastighed, bliver der jo gjort modstand, men det er vidst kun mod yderligere acceleration. Den hastighed, en gang er opnået, bliver ikke antastet, så om denne accelerationsmodstand skyldes en slags æter ?????????? At solsystemets rotation også kan have noget at gøre med mælkevejens rotation, lyder ikke urimeligt, men dette medfører ikke, at disse ting genererer tyngdekraft. Det er nok snarere en følge af den. @Alle: Hvis man forestillede sig, at jorden konstant ramtes af et strålingspres fra alle retninger, og dette strålingspres var af en sådan natur, at det var i stand til at flytte tunge ting, og denne stråling kunne gå relativt nemt gennem mere porøse materier , men sværere gennem mere massive ting, så disse i højere grad end de "porøse" ting kunne skygge for strålingen, VILLE en sådan model så så være i stand til at fremvise en tyngdekraft, der ser ud som og fungerer som den, vi kender. (ikke helt samme model som Ivars, men med den lighed, at begge modeller operer med skyggeeffekter). Hvis svaret skulle være ja, medfører det naturligvis ikke, at det er sådan, det hænger sammen. Steen

203
22. november 2013 kl. 16:37

...for den yderst komiske forestilling, Ivar, du er (sikkert uden at vide det) den bedste stand-up-komiker Danmark har for øjeblikket... jeg har fået nok nu, latter kramperne giver mig problemer. Jeg vil anbefale dig...

201
22. november 2013 kl. 16:13

Glæder mig at du mener at der i det hele taget ER ydre kræfter end den formodede tyngdekraft, og at du mener elektricitet virkelig HAR en indflydelse på hvordan ting og sager bevæger sig i kosmos og som giver afvigelser fra beregningerne.

Hvis en satellit er elektrisk ladet og bevæger sig i et magnetfelt, så ja, magnetfeltet påvirker satellitten med en kraft. Da jordens magnetfelt er svagt bliver kraften tilsvarende svag.

Men du kan ikke tage det til indtægt for at hverken jordens eller månens baner påvirkes af magnetfelter, der er tale om så små ladninger og så svage felter at de drukner i Newton og tyngdekraft.

Mvh. Peter

198
22. november 2013 kl. 15:09

Det som rent faktisk beskrives her er en "selektiv tyngdekraft"

Gu er den ej selektiv!

Når solvinden puster på en komet og på et støvkorn, så er det nu engang lettere at flytte støvkornet, og det er netop grunden til komethalen. Det har intet med tyngdekraft at gøre.

Prøv at lægge lidt mel på en folkevogn og pust på den. Hvad flytter sig, melet eller bilen?

Mvh. Peter

197
22. november 2013 kl. 15:03

Det er jo uanset man vender blikket så er der ALTID tyngdekrafts-anomalier og undtagelser fra de vedtagne love.

Misforstået igen. De anomalier der tales om er dels at sattelitter kan være elektrisk ladede, og dermed svagt påvirket af jordens magnetfelt, dels at mange satellitter befinder sig i så lav højde at de bremses af jordens atmosfære. Det er ikke ægte anomalier, og det er ikke tyngdekraften der er noget i vejen med.

Der er ikke noget galt med Newton, men da satellellitterne påvirkes af ydre kræfter bliver banerne påvirket. En elektrisk neutral sattellit i høj bane vil ikke opleve nogen anomalier.

Mvh. Peter

195
22. november 2013 kl. 14:55

Læse her:https://ing.dk/artikel/er-manen-pa-vej-vaek-fra-jorden-99519

Citat: (Susanne Vennerstrøm) "Det er rigtigt, at Månen nu bevæger sig langsomt væk fra Jorden. Dette skyldes tidekræfterne, der langsomt men sikkert bremser Jordens rotation.

Til gengæld skubber de samme kræfter Månen længere og længere væk, således at det samlede impulsmoment of Jord-Måne systemet er nogenlunde konstant.

Effekten er dog meget lille. I øjeblikket er afstanden til Månen målt til at vokse med 3.8 cm om året."

...men du anser hende nok bare som en der ikke kender de fysiske love, som du er specialist indenfor... Logik for perlehøns kalder man det, men det er nok ikke din stærkeste side :o)

mvh Bernhardt

193
22. november 2013 kl. 13:46

Ergo: Jo længere væk en satellit befinder sig fra Jorden jo mindre vejer den?

Åh Gud, giv mig kræfter... ja DU er til grin !

Ivar, hvorfor bliver du ved at mene du ved bedre end fagfolk ? Hvordan kan det nu være, for at præcisere Peters spørgsmål til dig, at uanset hvad satellitten vejer, så skal den have samme hastighed for at forblive i en bestemt bane. Om den vejer et kilogram eller 1000 tons, så er banehastigheden for en satellit fastlagt sådan her

V(bane)=(Go*mjord/(Rjord+afstand))^0,5

Som du ser indgår satellittens vægt overhoved ikke i formlen. Og så skal jeg lige fortælle dig at satellitten, uanset i hvilken bane, slet ikke vejer noget som helst. Den er vægtløs, men har stadig massen af fx 1000 tons. Fordi vægt er en funktion af tyngdekraften, som rigtignok er en funktion af afstanden. Så din udtalelse, at satellitten vejer mindre og mindre med afstanden, gælder kun når den ikke bevæger sig i sin bane, men så falder den jo ned igen.

Med dine forunderlige forestillinger ville satellitten slet ikke kunne forblive i en stabil bane. Men GPS satellitterne er stadig deroppe, ja og månen også. Hvorfor tror du den bliver der ?

Svaret er: fordi Newtons love virker. Og dine latterlige ideer virker ikke uanset hvor meget du skaber dig ! Newtons love synes at opgive ånden først når man kommer op på hastigheder tæt på lysets og er i tilfælde af GPS satellitterne kun en factor 1,0000000002638 afvigende i den højde og ved den hastighed og derfor bruger man hans love for at komme til planeterne. Når du nu ikke forstå disse forhold, hvorfor vil du så diskutere dem ? Var det ikke bedre at spørge og lytte til svarene ?

mvh Bernhardt

192
22. november 2013 kl. 12:52

Ergo: Jo længere væk en satellit befinder sig fra Jorden jo mindre vejer den?

Tip: du skal skelne mellem masse og massetiltrækning. Massen ændres ikke, men det gør massetiltrækningen.

Satellitters bane er både beregnet og målt utallige gange. Du har vel set at en astronut på rumvandring følger samme bane som runstationen. Præcist som forudsagt af Newton.

Men du vil vel benægte at satellitter har den bane som de har.

Prøv at beregne følgende: sæt to satellitter i omløb om jorden over ækvator, 35800km over jorden. Den ene har en mase på 1kg, den anden 1000kg. Hvad bliver deres omløbstider ud fra din teori?

Mvh. Peter

188
22. november 2013 kl. 11:52

Når man ser en komet kredse tæt omkring solen, bliver dens hale presset væk fra solen. Hvordan passer det med at solen skulle have en stor tyngdekraft som efter teorien skulle kunne trække i Jorden og dens havoverflader?

Elementært min kære dr. Watson! Solens tyngdekraft trækker ligeligt i komet og hale, men solvinden påvirker småpartiklerne meget mere end den massive komet. Det er solvinden som blæser halen væk.

Så spørger jeg dig: hvordan kan det være at satellitters bane om jorden alene afhænger af deres afstand, og slet ikke af deres masse og fysiske størrelse? Tip: Newtons love giver en enkel og fyldestgørende forklaring. Men jeg tvivler ikke på din evne til at misfortolke den.

Hvis du fortsat ønsker at optræde på slap line som landsbytosse bliver det din sag. men du er til grin her.

Mvh. Peter

186
22. november 2013 kl. 11:09

Du må da være bekendt med at atomer har elektromagnetiske egenskaber som igen skaber magnetiske felter der kører i et kredsløb og som opvarmer omgivelserne så de påvirkes plasmatisk?

Det kræver en ret væsentlig mængde energi. Hvor kommer den fra? Magnetiske felter kører ikke i kredsløb, du vrøvler igen!

Hvor svært kan det være at forestille sig at dette også virker i en galakse hvor der bevisligt forekommer gamma stråler fra den enorme elektromagnetiske formationsproces i galaksens centrum?

"enorme elektromagnetiske formationsproces" er atter engang noget vrøvl!

Det er jo hvad jeg har skrevet om hele tiden - og du har ikke fået en dyt ud af det.

Her har du for en gangs skyld helt ret. Heldigvis er jeg ikke den eneste. Faktisk tror jeg ikke at der findes en eneste bruger her som forstår dig eller tror på dine fantasier!

Endnu engang må jeg konstatere at du fremsætter dine teorier som om de er absolutte kendsgerninger, og derefter vrider, misfortolker, eller benægter konkrete observationer for at få virkeligheden tilpasset til dine teorier.

Mvh. Peter

185
22. november 2013 kl. 10:46

Når æteren hviler er dette i strid med Michelson forsøget, når æteren er i bevægelse er dette i strid med den astronomiske aberation. Stakkels udskældte æter. Newtons tyngdelære ikke bare virker glimrende, men er fundamental for Apollos månefærd. Skal astronauterne returnere sikkert, er det Newtons tyngde der forudsættes i det omfattende matematiske arbejde - Ivars elektromagnetisme vil smadre rumfarten. De grundlæggende Newton ligninger for rumfarten, er glimrende beskrevet af H.Stub i Illustreret Videnskab. Ivar må hade astronauterne, når han vil udsætte dem for sin elektromagnetiske selvmordsmission.

184
22. november 2013 kl. 10:21

At tidevandet påvirkes (i lille grad) af ting som vejrsystemer har ikke noget at gøre med at vejrsystemer påvirker tyngdekraften. Som det tydeligt fremgår af grafen i det link du henviser til, så er det en lille afvigelse fra den rene tyngdekraftseffekt fra måne/sol der viser sig. Som kan forklares med eks. vejrsystemer. Det er jo velkendt at storme osv kan flytte vand og derved forårsage disse anomalier. Skulle det "pres" være en erstatning for tyngdekraften, ville vandet være tungere ved steder med øget "pres" og der skulle derved bruges mere energi for at flytte det, ergo et øget "pres" som igen ville øge vægten etc. etc.

Der skal selvfølgelig også tages højde for fordelingen af landmasser når man ser på tidevand, i den forstand at tidevandet vil være højere, steder hvor der ikke er meget plads til vandet, som en fjord og lign.

Men din forklaring svarer til at man vader i vand til livet i modvind, og hævder at den største faktor der gør at man bevæger sig langsomt er blæsten og ikke det faktum at man bevæger sig gennem vandet.

Ok, så fra din forklaring omkring æteren til Steen Ø. kan jeg kun forstå at æteren i dit billede er et stillestående medie som Jorden bevæger sig igennem, a la en pind der rører i en spand med vand. Således er der et konstant pres på Jorden modsat bevægelsesretningen. Altså en modstand. Hvor får Jorden energien fra til at blive ved med at bevæge sig?

Ang. drag-effekter som du har linket til adskillige gange, så er svaret nej. De kan ikke forklare at der er tidevand på begge sider af jorden. Alt efter hastigheden/viskositeten af din æter vil der enten være laminart flow eller turbulent flow. Ingen af delene giver anledning til forhold der bare ligner tidevandet på hhv for- og bagside. Ved laminart flow har du eks. tryk (og dermed kræfter) som set på side 5 i disse noter https://ocw.mit.edu/courses/earth-atmospheric-and-planetary-sciences/12-090-special-topics-an-introduction-to-fluid-motions-sediment-transport-and-current-generated-sedimentary-structures-fall-2006/lecture-notes/ch3.pdf så den modsatte effekt af hvad du har brug for.

Har vi høje hastigheder for vores flow, er der turbulens på bagsiden, så vi skulle se STORE forskelle mellem den side af jorden der er i rotationsretningen og bagsiden. Situation 4) og 5) på Fig. 2 her :https://www.grc.nasa.gov/WWW/k-12/airplane/dragsphere.html Det stemmer heller ikke ligefrem overens med det observerede.

181
22. november 2013 kl. 07:47

Tak for dit intetsigende ikke-svar!

</p>
<p>kvadrupolært elektromagnetisk plasmatisk kredsløb</p>
<p>

formativt kredsløb.</p>
<p>

Det er vel nok nogle flotte ord du der har opfundet!

Ved du selv hvad de betyder, eller er det bare tomt ordgejl? Din sprogbrug minder mig om kejserens nye klæder, han havde jo heller ikke noget på!

Nå, men jeg trækker mig igen. Det er mere udbytterigt at snakke med en dør end med dig. Døren svarer heller ikke på det man spørger om, men i det mindste vrøvler den ikke. Jeg må efterhånden konkludere at du har det hele i munden, og ikke noget mellem ørerne.

Mvh. Peter

177
21. november 2013 kl. 22:56

Det er også det jeg mener om de 350 år gamle ideer om tyngdekraft og objekters bevægelser i himmelrummet som bliver direkte modsagt af observationer af galaksernes bevægelser.
Og da solsystemet er en integreret del af bevægelsen og formationen i galaksen, er det logisk at slutte sig til at "tyngdekraften" heller ikke virker i solsystemet.

Så får du den en gang til, og hermed sidste gang:

Ja, galaksers rotation kan ikke forklares med den masse vi observerer.

Ja, galaksers rotation kan forklares, hvis vi antager at de har en (endnu) ikke observeret masse.

Nej, hverken Newton eller Einstein kan afvises så længe vi ikke kender galaksers massefordeling i detaljer.

Forestil dig at vi vil undersøge Newtons love i en boksering, nærmere bestemt vil vi se på loven om aktion og reaktion. Vi vil bestemme impuls og energi i et boksestød.

To boksere, A og B går i ringen, begge med boksehandsker, og vi kender massen af en boksehandske. A slår omgående B i gulvet med et hårdt slag. Med et højhastighedskamera måler vi A's handskes hastighed lige før slaget, og B's hastighed lige efter slaget. Vi beregner herefter hvordan impuls og energi overføres fra A til B.

Det viser sig at både impuls og energi overført til B er meget større end hvad der kan forklares ud fra Newtons love. Men hvis vi antager at A's handske har større masse end forventet falder brikkerne på plads. Så hvad nu Ivar?

Vil du 1. anse Newtons love for modbeviste?

Eller 2. undersøge om A havde en hestesko i handsken?

Hvis du svarer 1 er du vel også typen som skifter hele motoren når et tændrør er kaput?

Mvh. Peter

176
21. november 2013 kl. 22:14

Og da solsystemet er en integreret del af bevægelsen og formationen i galaksen, er det logisk at slutte sig til at "tyngdekraften" heller ikke virker i solsystemet.

Der er allerede masser af fornuftige folk som har givet dig ret i at der er et problem med galaksers rotation.

Det problem løses bare ikke ved at man river hele den etablerede fysik itu, og opfinder en teori om alting som i hvert fald utallige gange er blevet modbevist af utallige forsøg.

Og slet ikke når en sådan teori i stedet for matematik bygger på drømmetydning !

Kære Ivar, du har hovedet fuldt af gode ideer, og jeg fatter ikke at du er så genstridigt modstander i bare at sætte et par enkle formler på.

I stedet opfører du dig som en 6. klasses skoleelev med storhedsvanvid, du nægter at forholde dig til matematik, du har nok i dine "ideer". Men så ville damebladenes horoskop-spalter nok være et bedre forum end dette.

Jeg tror at du vil have meget større held med at overbevise en flok midaldrende overvægtige damer om at tyngdekraften er en illusion, end at overbevise nogen her.

Men ærlig talt, jeg gider ikke spilde mere tid på dig. Det må nu være op til redaktionen hvor længe de vil stille spalteplads til rådighed for dine forskruede ideer, som intet har at gøre på et teknisk fagtidsskrift ! IMHO !

170
21. november 2013 kl. 20:44

Jeg anvender Newtons 2. lov til at beregne tidevandskræfter. Og må skuffe dig, jeg har ikke tænkt mig at regne på din idé, da du ikke har en matematisk formulering af den. Havde du en sådan var det en anden sag, men for at kunne beregne noget som helst må du formulere dine ideer mere præcist og med matematik involveret. Ellers kræver det ikke kun at folk kan regne, men desuden forlager du at de skal udvikle en komplet matematisk teori for dine ideer, som du så bagefter kan skyde ned hvis det ikke lige var dét du mente. Det kan man vist hurtigt bruge nogle år på.

Du taler om en dynamisk æter, men det er ikke klart hvad du mener med dette. Har æteren en retning ifht. Jorden eller er den et stillestående medie som Jorden bevæger sig igennem rundt om Solen?

Ang. Allais effekten, så er det allerhøjst et stort "måske" om effekten er reel. Som wiki artiklen også beskriver, er der ét tilfælde hvor der måske er set en anomali. De resterende moderne målinger ser ud til at kunne forklares med konventionelle begreber.

Og det at månen trækker i Jorden er præcist forklaringen på hvorfor der er tidevand på begge sider af jorden på samme tid.

169
21. november 2013 kl. 20:27

@Ivar. Du har på samme tid flere ting i spil, som kan forårsage tyngdekraft. Jeg tror kun, tyngdekraft handler om én ting (hvad det så er for en ting?). Af ét af dine links fremgår det, at det interstellare medium/ætermedium, som (du mener) kan forårsage tyngdekraft består af flere ting, nemlig: skyer af gasarter, støv af forskellige materialer (og sikkert også grus og småsten) og kosmisk stråling. Stråling kommer vi tilbage til, for den tør jeg ikke helt afvise, men at modstand mod fysiske materialer som jorden støder på i sin bane om solen, kan generere tyngdekraft, tror jeg ikke på, uanset, hvor meget materiale, det handler om. Ellers forklar hvordan. Det er rimeligt at tænke, at hvis ikke tyngdepresset er større på den side, der vender mod "trykket", end på den, der ligger i læ, er det nok ikke her vi skal søge forklaringen på tyngdekraft, hvis det altså handler om modstand fra skyer af støv og lignende. Men hvis det handler om stråling, som rammer alle sider af jorden ens uanset dens bevægelse, kan det muligvis være anderledes? Om atmosfæren: Tyngdekraften har retning mod jordens tyngdepunkt og får ting til at falde ca. den vej (altså nedad). Atmosfæren (eller dybhavets) tryk har ikke nogen retning, og får ikke ting til at falde hurtigere, end i lufttomt rum. Det er derfor rimeligt at frikende atmosfæren for at være medskyldig i tyngdekraften. Magnetismens betydning skal jeg ikke udtale mig om, men kan ikke se sammenhængen. Jeg har nævnt, at jeg for år tilbage er stødt på en strålingsteori (som, jeg også mener, har været oppe at vende herinde) og er kommet i tanke om, at det handlede om tachyoner, som (,hvis de findes,) altid bevæger sig hurtigere end lyset, og det er der jo nogen, der mener, at tyngdekraften også gør. Jeg har prøvet at se, om jeg kunne finde noget, og ved ikke, hvordan man lægger links ind, men hvis du i googlefeltet skriver følgende: gravity shadows - taqchyons push-gravity, kommer du ind på en grøn side, der fortæller noget om det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, men der i hvert fald stof til raske alternativteoretikere. Steen

167
21. november 2013 kl. 18:55

"Et legeme som ikke er påvirket af en kraft, eller af kræfter, der ophæver hinandens virkning, vil enten være i hvile eller foretage en jævn retlinet bevægelse".

Desværre Ivar, her dumper du igen ! Jorden ER netop påvirket af kræfter som ganske nøje ophæver hinanden - tyngdekraften og centripetalkraften (som nogen gange lidt misforstået kaldes centrifugalkraften).

Og det er netop her dine teorier om "æterpres" bryder sammen: HVIS jorden virkelig var påvirket af en sådan kraft - eller pres, hvis du hellere vil kalde det det, ja så ville jorden forlængst være styrtet i solen. Simpelthen fordi der så ville være en modstand mod jorden i dens banebevægelse om solen, en modstand som det netto ville koste energi at overvinde. Jorden ville miste fart i sin banebevægelse, og dermed ville banen konstant skrumpe ind indtil jorden blev opslugt af solen.

Det er som det må forudsættes være bekendt, ikke sket endnu !

Og hvis du så nu spørger hvorfor jorden ikke bevæger sig i en ret linie, kan jeg anbefale dig også at studere Newtons 2. og 3. lov.

164
21. november 2013 kl. 14:20

Vi skal jo også have Solens daglige påvirkning som også presser, med i billedet. Og når Månen står foran Jorden i linjen til Solen vil presset fra Solen blive skygget hvilket afføder et aktuelt mindre pres på havene som derved løftes.

Din forklaring holder ikke vand, beklager.

Dit "tyngdepres" paa Jorden fra din paastaaede aeter vil vaere det samme hvis: a) Maanen er mellem Sol og Jord (paa linie) b) Maanen er bagved Sol og Jord (paa linie) c) Maanen er bagved Jord (ifht. omloebsretning)

Derudover kommer saa din postulerede paavirkning fra Solen.

Altsaa; paavirkningerne fra Solen er ens i (b) og (c), da maanen ikke skygger for Solen. Tyngdepresset fra aeteren er det samme i alle tre situationer (Maanen skygger ikke i nogen tilfaelde). Ergo; den totale tidevandseffekt i (b) og (c) maa vaere ens i din teori. Desuden "skygger" maanen for solen i (a), saa tidevandseffekt i (a) < tidevandseffekt i (b) = tidevandseffekt i (c)

Observation: Tidevandseffekt i (a) = tidevandseffekt i (b) > tidevandseffekt i (c) saa din teori er i direkte modstrid med observationerne, der derimod er enkelt forklaret med Netwons tyngdekraft.

Jeg saetter fortsat mine penge paa Newton.

160
21. november 2013 kl. 13:10

Men det forklarer jo stadig ikke hvorfor vi saa ikke observerer forskelle i tidevand naar maanen er bagved jorden og foran den ifht omloebsretningen, hvilket der jo skulle vaere jfr. din forklaring.

De roterende vejrsystemer er desuden forklaret ved corioliskraften, men det har ikke noget at goere med mit tidligere indlaeg.

156
21. november 2013 kl. 09:40

Hvis tyngdepresset var forklaringen, ville ethvert punkt paa Jorden ogsaa rotere forbi stedet med maximal paavirkning en gang i doegnet. Dermed ville man observere maximum i tidevandet en gang i doegnet i stedet for de observerede to gange i doegnet. Igen noget der er simpelt forklaret med klassisk Newtonsk tyngdekraft.

155
21. november 2013 kl. 09:30

Ivar skriver:

"Men en større effekt er når månen er placeret foran Jorden i Jordens omløbsretning hvor der vil være en maksimum skyggeeffekt (dark flow om du vil) på Jordens omløbspres som kunne være en god forklaring på væsentlige målte afvigelser. Ligeledes vil et sådant konstant omløbspres skabe en daglig tidevandsrytme på grund af Jordens rotation såvel som fra solens og månens interaktive indflydelse på Jordens tyngdekraft/tyngdepres"

Skulle tyngdekraften primaert vaere forklaret ved Ivars "tyngdepres" fra en aeter i universet, ville forskellen i effekten man maaler vaere stoerst, hvis man ser paa hhv maanen foran Jorden i Jordens bane (minimal "tyngdepres") og naar Maanen er bagved Jorden ifht. bevaegelsesretningen (maximalt "tyngdepres"). Her ville man jo saa forvente at tidevandseffekterne man observerer er stoerst naar Maanen er bagved Jorden og mindst naar den er foran Jorden ifht. omloebsretningen.

Hvad man derimod observerer er, at tidevandseffekterne er de samme naar maanen er hhv. bagved Jorden og foran Jorden i omloebsretningen. Desuden ser man de stoerste tidevandseffekter naar Maanen og Solen er paa linie, set fra Jorden. Dette er i klar modstrid med hvad Ivar skriver i det ovenstaaende og er ganske simpelt forklaret ud fra klassisk Newtonsk mekanik.

154
21. november 2013 kl. 07:51

Jordens tyngdekraft kan ikke "trække i de aller letteste gasser": Allerede i 1916 måltes elementarladningen via forstøvede oliedråber, selv på disse oliestøv fungerede Newtons tyngde glimrende. Var støvets tyngde erstattet med magnetisme, ville forsøget være gået i koks.
Og videre - store tunge bavianer er altså mere magnetiske ende deres lette brødre, en effekt der aldrig er observeret.

152
20. november 2013 kl. 18:48

"Det er jordens magnetfelt der holder på atmosfæren". ??? Atmosfæren er altså magnetisk (en effekt der i så fald er nødvendig for at magnetatmosfæren kunne interagere med jordmagnetismen). I følge Ampere har al magnetisme sin oprindelse i strømmende ladninger, atmosfæren er altså hjemsted for en gang omfattende strømme: Vi kunne energi udnytte disse strømme - nå nej - så vil atmosfæren miste sit magnetiske fodfæste og fise ud i rummet.

148
20. november 2013 kl. 13:10

Som sædvanligt ser du helt bort fra de fakta der bliver nævnt for dig... her mht magnetfelt styrken og strålingstrykket... du vil ikke diskutere... du vil postulere uden "viden om", INGEN Ivar, er i stand til at lytte til det ret længe ad gangen uden at føle sig pinligt berørt, men du har stadig ikke accepteret at det er sådan...

145
20. november 2013 kl. 12:41

Det må jeg nok sige er en overraskelse... i allerhøjeste grad endda, men sig mig hvem har lært dig det sludder ? Hvordan skulle et magnetfelt kunne holde på noget så ekstrem svag magnetisk som luft ? Oxygen er lidt magnetisk og flydende oxygen kan tiltrækkes af en magnet, men det er ikke nok til at holde det i jordens magnetfelt. Derudover må man nok forvente at ilten, lige som en håndfuld søm ville samle sig ved polerne når kræfterne (de magnetiske) er af den størrelsesorden du vil have dem til. HVIS jordens magnetfelt var stor nok til at KUNNE holde på atmosfæren, ville enhver hurtig bevægelse af dig eller din bil resultere i voldsomme strømme i din krop... de ville dræbe dig når du bevæger dig. Vid noget, før du taler, i stedet for at gribe det ud af luften !!

Og hvis "dit famøse strålingstryk" bare tilnærmelsesvis var så kraftig at det kunne formidle dig følelsen af den vægt du nu har, så ville du i løbet af mikrosekunder være stegt i dit eget fedt og total desintegreret... asken ville falde ned og gasserne blæse borte med vinden... intet ville tyde på at du nogensinde har eksisteret efter bare et sekund... og det kalder du et alternativ model ? Jeg vil foreslå dig at bygge skibsmodeller... det KAN du klare.

Jeg er til enhver tid villig til at diskutere, sålænge der er holdbare argumenter på bordet, men altså ikke på børnehave niveau. (Men heller ikke på mainstream niveau !)

Det er absolut IKKE alternative forklaringer Ivar, det er det værste sludder der fortæller alt om din viden om fysik... jeg er ked af det, men når du ikke vil høre må du føle... Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro du gør grin med folk. Uanset hvor flot og veltalende dit tilløb til en diskussion må være... hvis du ville diskutere om muligheden for en flad eller hul jord, får du verbale øretæver... sådan er det også for mig.

mvh

PS. Jeg er IKKE fornærmet, men stærk irriteret over at skulle læse noget så kraftig tyktflydende SLUDDER.

144
20. november 2013 kl. 12:22

Der er hvis kun en her der ikke kommer videre.

142
20. november 2013 kl. 01:27

...det her er ved at blive pinligt. Ivar, hvornår kommer du med erkendelsen at jorden faktisk er flad ? Tyngdekraft, tyngdepres, tyngdetræk... det er kræfter hele bundtet. At der i det hele taget ER et lufttryk skyldes tyngdekraften ! Men din forestilling som realitet ville atmosfæren for længst have forladt jorden... fejet af planeten af din fjollede æter substans og solvinden. Men du forbliver hårdnakket ved din forklaring selv om den er mere end bare "langt ude"... Det hele forekommer mig som en samtale imellem en hedning og en præst, hvor hedningen (du) vil fortælle præsten hvad der står skrevet i biblen... Det er på tide at du erkender at din viden om fysik er lige NUL... på hele linjen. Det eneste jeg kan blive enig med dig om er at der ER fejl i fysikken, men dem kan du først finde når du gør dig umage at læse den fysik der er skrevet ned... derefter kan du tillade dig at stille spørgsmål ved teorierne, men slet ikke lige nu !!!

mvh

140
19. november 2013 kl. 16:24

@ Ivar. For år tilbage var der en teori, der sagde, at tyngdekraft skyldtes et strålingspres, som ramte enhver masse med samme kraft of hastighed fra alle sider uanset massens bevægelse. Enhver masse, som kom mere elller mindre i læ for dette tryk fra en bestemt retning, ville blive presset mod den masse, som afstedkom læet. Hvis det virkelig er/var sandt at et sådant pres kan/kunne skubbe så meget til ting, som vi ser, kan det efter min ringe indsigt ikke udelukkes, at en sådan situation kunne afstedkomme en tyngdekraft som den, vi oplever. 1)Men dette var en form for kosmisk stråling, og det er mit indtryk, at det er denne model, der er med i dine tanker om tyngdekraft, og det kan sikkert være legitimt nok, at gå ind for denne teori. 2) I følge dit link, handler "det interstellare medium" udover stråling om alt muligt andet. Rummet er ikke tomt, men indeholder masser af stof, (som jorden støder ind i under sin tur om solen) - herunder materiale fra skyer af gas og støv. I følge dig, danner jordens sammenstød med disse ting et "ætermediumpres", som skulle være med til at generere tyngdekraft. Hvad, der får dig til at mene, at det skulle være tilfældet, fatter jeg ikke, og igen: Hvorfor er tyngdekraften ikke mindre på den side af jorden, der under rotationen om sig selv ligger i læ for trykket, end det er på den side, der modtager trykket? Hvorfor stiller du ikke selv disse spørgsmål? Og mener du, som jeg synes det fremgår, at det er disse materialer, der er det medie, som lyset kan takke sin udbredelse for? 3) Atmosfæren generer også tyngdekraft på jorden, mener du. Hvorfor skulle den det? Selv dybhavsfisk på bunden af Fillippinergraven bliver ikke trykket ned mod bunden af det helt ekstreme tryk, der er dernede, fordi de også har trykket under sig (og indeni sig for den sags skyld). Så hvorfor skulle atmosfæren skabe tyngdekraft. Hvorfor stiller du ikke selv disse spørgsmål? Steen

138
18. november 2013 kl. 18:45

@Ivar: Jeg synes alternative forklaringer er spændende, men denne her, som minder om den forklaring, der holder et fra alle retninger kommende strålingstryk (hvor forskellige masser skygger for strålingstrykket) ansvarlig for tyngdekraften, kræver lidt fordøjelsestid. Du udtrykker, at den væsentligste årsag til tyngdekraft på jorden er ætermediumpresset fra omløbshastigheden (gennem rummet) omkring solen. Men jorden drejer jo omkring sig selv under flugten. Så skulle man da tro, at den side, der vendte mod dette pres på et givet tidspunkt, ville være behæftet med større tyngdekraft, end den side, der på samme tidspunkt lå i læ af presset. Hvad er din forklaring på, at det slet ikke forholder sig sådan. Hvis atmosfæren har en del af æren for tyngdekraften, synes jeg det er mærkeligt, at tyngdekraften på månen (som jo ikke er belemret med den slags) virker fuldstændig, som den skal. Synes du ikke også? Steen

136
16. november 2013 kl. 16:29

Allais’s explanation for another anomaly (the lunisolar periodicity in variations of the azimuth of a pendulum) is that space evinces certain anisotropic characteristics, which he ascribes to motion through an aether which is partially entrained by planetary bodies

Jeg kan se at vi nok tolker Allais noget forskelligt. Men det er også skrevet så kompakt at det er svært at gennemskue.

Jeg har aldrig rigtig sat mig dette før, bortset fra at jeg var klar over at det ser ud til at han har spekuleret i ”anisotropic characteristics”https://en.wikipedia.org/wiki/Anisotropy

For mig ser det ud til at Allais har gjort sig tanker noget i samme retning at den russiske forsker Michael Gerstein (der i forbindelse med Allias Effekt forskning har udført omfattende eksperimenter i Moskva). Det samme spor som jeg følger, bare med den forskel at jeg har tænkt tanken et par trin længere.

Men dette her er da også interessant which he ascribes to motion through an aether which is partially entrained by planetary bodiesJeg synes at dette kunne tyde på at Allais også har tænkt på at det netop er bevægelsen gennem rummet , som er årsag til ”anisotropic characteristics”

Om du vil det eller ej, dette kan faktisk læses som en meget komprimeret udgave af det jeg har skrevet overfor, -men hvem ved?

At Aeter er anvendt om rummet spiller ingen rolle, det udtrykker bare at rummet har en eller anden ukendt struktur, som det jo egentlig ikke er noget mærkeligt i, fordi uden en struktur kan det vel ikke krumme.

Mao.hvorvidt man bruger ord som krummer, struktur eller æter, kan i sidste ende være samme pibe tobak, i sidste ende er det jo kun ord.

Men dermed ikke sagt at alle Æter teorier er faktum, men kun at rummes tilknytning til stof, ser ud til at spille en rolle i Allais tanker omkring dette fænomen.

Med hensyn til det atmosfæriske tryk, da måler man ofte også variationen i trykket samtidigt med gravitations målinger, men det spiller som regel en målbar, men meget beskeden rolle - det skal du nok ikke ligge meget i.

134
15. november 2013 kl. 23:18

@Kim For det første, de 2 aspekter jeg nævner, - dels det snart 100 gamle faktum, - at det kræver stadig større energi for at fastholde en konstant acceleration, - og dels at et Dark Flow (opdaget af NASA), kan begge være faktum, - og ikke underforstået værdiløst spekulation, - men derimod kendsgerninger som langt fra er fuldt forstået, - som burde indgå som muligheder der meget nemt kan høre hjemme som uundværlige aspekter af vores verdensbillede. Det at de ikke er der, kan være årsagen der efterlader størstedelen af verdensbilledet med mørkt add hoc. Når du efterlyser et matematisk bevis, da kan du dersom du læser artiklen, se at du ved hjælp af Lorentz transformation kommer rigtig langt, - men da meget er ukendt selvfølgelig i første omgang kun til mulig matematisk sammenhæng, som ikke er sådan ligetil at verificere, da universet som du sikkert ved er for stort til at komme ind i et laboratorium.

Hele klimaksen i det jeg skriver, er jo, at først beregner man groft, om det jeg skriver kan være rigtigt. Derved ender du i en hypotetisk Dark Flow Acceleration (DFA). Det er denne størrelse der er krumtappen, hvorom alt drejes. Denne kan direkte udledes af at du tilnærmelsesvis kender Dark Flow Hastigheden (DFH), og som du kan læse dig frem til netop er et resultat af DFA.

Så sig ikke at du ikke har noget matematisk at forholde dig til.

Der hvor slaget skal slås, er om alt dette kan bevises. Og da er græsrødder altså godt på vej, men der er ufattelig langt endnu. Vi har allerede målt al verdens slags forstyrrelse af det ene og andet. Kunsten er så at kunne forudsige både dit og dat, hvor der med fordel skal måles, hvor der ikke er resultat, hvor meget osv... Og netop her er et helt nyt abstrakt univers altså en nødvendighed.

Husk på at dit univers lige nu er også kun abstrakt, både big bang mørke elefanter / galakser osv...

Og det er netop her at man kunne ønske sig at forskningen ikke var så ortodoks,ensidig ensporet hjernevasket fanatisk, men blot en smule uskyldig åbensindet alsidig...