Superbi skal besejre blodsugende mide
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Superbi skal besejre blodsugende mide

Små flokke af varroamider som den, der her kan ses på ryggen af bien, kan i løbet af få måneder slå en bifamilie ihjel, fordi miderne formerer sig eksponentielt. Illustration: Scanpix

Med kemiske våben fører en alliance af forskere, bier og biavlere krig mod en lille ondsindet fjende, der i 30 år har truet danske bier. Fjenden er de skovflåtlignende varroamider, der er et rent mareridt set fra biernes synsvinkel:

Forestil dig en flok flåter på størrelse med en tallerken, som kravler ned i dine børns vugger og suger sig fast til deres ryg. Mens dine børn vokser op, går de rundt med mider, der overfører sygdomme. Velkommen til varroamiderne.

Kampen mod varroamiden har raset siden 1980’erne, hvor miden kom til landet fra Indien, hvor den lever i symbiose med landets bier.

I Danmark er varroamiden den absolut største trussel mod bier. Og når internationale forskere månedligt udsender nye rapporter, der viser, hvordan massiv bidød over hele verden hænger sammen med brugen af sprøjtegifte, bliver rapporterne kun opfattet som fjern morterild langt fra en slagmark mellem de allierede biavlere, bier og forskere på den ene side, og varroamiden på den anden.

»Vi får aldrig bugt med varroamiden, men biavlerne vil få nye værktøjer i fremtiden, der kan holde miderne i skak, så vi undgår år med store tab af bifamilier,« siger Danmarks førende ekspert i varroa og virussygdomme hos honningbier, seniorforsker Per Kryger fra Aarhus Universitet.

Superbier udklækkes i Tyskland

I dag kan bier og biavlere lige netop holde varroamiderne i skak ved at kombinere angreb med f.eks. oxal¬syre, myresyrer og indgreb i bistaderne. Uden behandlingen ville bier være lige så sjældne som ulve i Danmark, men i flere europæiske lande arbejder biavlere og forskere på at skabe en slags superbi, der selv kan tage kampen op mod varroa.

Ifølge Per Kryger sker de mest inter¬essante forsøg i øjeblikket i Tyskland, der har en lang tradition for forskning i bier, som går tilbage til Karl Von Frich, der fik nobelprisen for at studere, hvordan honningbier viser vej til nektar ved at danse for hinanden.

I Tyskland finder et spektakulært forsøg bl.a. sted på Hohen Neuendorf Biinstitut, hvor forskere skiftes til at overvåge seks bifamilier 24 timer i døgnet under en rød lampe. Alle bier er nummererede, og dag efter dag, nat efter nat, stirrer forskerne ind i bistadet i skæret fra den røde lampe, indtil en dag, hvor en bi gør en bevægelse, der får forskerne til at spærre øjnene op.

De europæiske bier har nemlig ingen forsvarsmekanisme over for varroamider, men beskidte bier bliver pudset af andre bier, og en sjælden gang sker det, at forskerne opdager en bi, der er så ivrig efter at pudse andre, at den fjerner varroa. Forskerne har også set bier, der kravler ned til unge bilarver og fjerne varroa.

De særlige bier bliver udvalgt til at udklække superbier, og i en højere sags tjeneste bliver de presset til at gennemføre en forvandling.

Forskerne anbringer nemlig bierne i en familie med kun unge bier, og uden en dronning. En sådan bifamilie er dømt til døden uden sin æglægger. Derfor må den ældste bi – i dette tilfælde den særligt udvalgte – forvandle sig til en æglægger.
Da bien er en arbejderbi, der ikke er befrugtet, kan den kun lægge hanner, de såkaldte droner. Men dronerne bærer netop på den særlig udvalgtes gener, og ved at parre udklækkede dronerne med en dronning kan forskerne skabe nye bier, der kan pudse varroa væk og fjerne varroa fra unge larver. Mindst lige så vigtigt er det, at forskerne kan undersøge bierne og kortlægge, hvilke gener der koder for de særlige evner.

»Når tyskerne får kortlagt generne, kan vi plukke bier ud i Danmark og finde præcis dem, som egner sig bedst til at kæmpe mod varroa,« forklarer Per Kryger.

Langvarig kamp mod varroa

Andre steder i Europa, og snart også i Danmark, foregår der forsøg med fremavling af bifamilier ved en mere klassisk metode. Ved biinstituttet i Kirchhain i Tyskland har forskere gennem otte år overvåget midernes vækst i 5.000 bifamilier to gange om året.

Hvert år bliver familier med mange mider fjernet, mens familier med færrest varroa bliver sat sammen. På øer ved Vadehavet og Rügen i Østersøen kan forskerne så isolere bier med gode egenskaber og fremavle dem.

»Men det går virkelig, virkelig langsomt,« siger Flemming Vejsnæs, der er biolog og konsulent for Danmarks Biavlerforening.

Han undrer sig over, at kampen mod varroa tager så lang tid.

Dræberbier overlever varroa

Til gengæld dukker der hele tiden rygter op om lokale biavlere, der påstår at have fremavlet bier, som de aldrig behandler. En af de mest berømte er den amerikanske biavler John Keyfuss, der er bosat i Toulouse i Frankrig og efter eget udsagn ikke har behandlet sine bier i 15 år. Flemming Vejsnæs har selv inspiceret John Keyfuss’ bistader, og bierne har det godt, selv om de er lidt mere aggressive end danske familier.

Per Kryger fra Aarhus Universitet har dog hørt så mange af den slags historier, at han er meget skeptisk:

»Typisk viser det sig, at de fremavlede bierne alligevel bukker under for varroa, når de bliver solgt til andre biavlere. Det er frustrerende og virker mystisk. Bierne er typisk også mere aggressive, har lav honningproduk¬tion og sværmer let. Så er det svært at gøre dem populære blandt biavlere.«

Et stort problem ved at indføre nye bier i Danmark er, at mange egenskaber ikke passer til danske forhold.

F.eks. findes der en afrikansk bi, der lever i Sydamerika og klarer sig fint mod varroa. Men bien har et temperament, der har givet den tilnavnet ‘dræberbien’.

»Bierne er så megaaggressive, at arbejdet med dem kræver to biavlere, der er fuldstændig pakket ind i beskyttelsesdragter og udstyret med kæmpe røgpustere for at berolige bierne. Slipper bierne fri på et idrætsstadion, får de folk til at løbe skrigende bort. Danmark er for lille til den slags bier,« siger Flemming Vejsnæs.

Gensplejsning, nej tak

Danske eksperter kender ikke til egentlige forsøg med gensplejsning af bier, og vurderingen er også, at gensplejsede bier vil møde voldsom modstand fra biavlere, der lægger stor vægt på, at honning er et naturprodukt, siger sektionsleder og ekspert i honningbier ved Aarhus Universitet Steen Lykke Nielsen.

Det tætteste forskerne kommer gensplejsning er det israelske firma Beelogic – der i dag er opkøbt af sprøjtegiftproducenten Monsanto – der har udviklet et foder, der skulle gøre bier mere modstandsdygtige over for de virussygdomme, som varroa overfører. Foderet indeholder nemlig et dobbeltstrenget RNA, der forhindrer virus i at danne proteiner.

»Produktet lader dog ikke til at have vundet særlig stor udbredelse, og det er heller ikke en langtidsholdbar løsning. Det er jo bare en medicin, som man skal give til bierne igen og igen,« siger Per Kryger.

Sammen med andre danske forskere og tyske kolleger skal han bruge de næste tre år på et avlsprogram i Danmark for at finde varroaresistente bier og undersøge, hvordan behandlingen herhjemme kan effektiviseres. Forskningen er støttet af
EU’s honningprogram med 3 mio. kr.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er vel ikke en symbiose, hvis samlivet er til skade for bierne?
Traditionelle begreber er så vidt jeg husker:
Symbiose - til gavn for begge
Kommensal - samlevende, uden ulempe, deler føden
Parasit - snylter

  • 0
  • 1

Der står at miderne lever i symbiose med de indiske bier. Jeg ved ikke helt hvad miderne bidrager med (udrydder konkurrende bier af andre arter?) men de indiske bi-familier dør i hvert fald ikke af varroamiden.

  • 1
  • 0

Jeg er helt enig i, at det er svært at se det symbiotiske forhold mellem bien og miden. Ved lejlighed skal jeg spørge en af bi-eksperterne herhjemme (medmindre en vil være så venlig at skrive her i debatten) om forholdet rent faktisk er symbiotisk. Årsagen til jeg skriver det er, at et hav af især udenlandske rapporter beskriver forholdet mellem den asiatiske bi og varroa som "symbiotic". Men tja...jeg mangler endnu en forståelse af, hvad miden giver bien.
Og i øvrigt tak for rosen Carl-Erik Ravn. Det motiverer.

  • 2
  • 0