Sundt indeklima i skolen koster kun 12.500 kroner per elev

2. november 2009 kl. 08:20
Sundt indeklima i skolen koster kun 12.500 kroner per elev
Illustration: Tom Ingvardsen.
Kommunerne behøver kun bruge 2,5 procent af de samlede udgifter til en barns skolegang på at få bugt med dårligt indeklima i skolerne, viser beregninger foretaget af Alectia.
Artiklen er ældre end 30 dage

Kommunerne behøver ikke gøre det store greb i lommen, hvis de ønsker at forbedre indeklimaet i den danske folkeskole.

For blot 2,5 procent af de samlede udgifter til et barns ni-årige skolegang kan skolerne undgå trætte elever, der ikke kan koncentrer sig på grund af dårlig luft i klasserne, viser analyser fra Alectia.

Undersøgelser fra DTU har netop påvist, at det står skidt til med luften i danske klasselokaler. I over halvdelen af de godt 800 klasser, der deltog i undersøgelsen, overskred CO2-koncentrationen Arbejdstilsynets grænseværdier, og mange steder stortrivedes svimmelsvampesporer. 

Sådan behøver hverdagen ikke se ud for danske skoleelever, fortæller ingeniør Kasper Lynge Jensen fra Alectia, der står bag de økonomiske beregninger, og som har udarbejdet en erhvervs-ph.d. hos Alectia i samarbejde med Center for Energi og Indeklima på DTU.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet undersøger sammenhængen mellem indeklima og produktiviteten på arbejdspladser, men mange af forholdene kan overføres til klasselokaler.

»12.500 kroner per elev er en ubetydelig udgift i forhold til gevinsten. Forskning har påvist, at der kan opnås op til 15-20 procent bedre indlæring ved et godt indeklima, Det svarer til, at eleverne kan 'spare' et års ekstra skolegang, så samfundsøkonomisk er det en rigtig god investering,« siger Kasper Lynge Jensen.

Omkostninger per klasseværelse: 250.000 kroner

Beregningerne fra Alectia bygger på et overslagstal, og tallet kan variere fra skole til skole alt afhængig af bygningernes standard.

I gennemsnit vil omkostningerne per klasseværelse til mekanisk ventilation, akustiske lofter, solafskærmning og nye lavenergi-vinduer beløbe sig til 250.000 kroner, hvilket med 20 elever i en klasse svarer til en omkostning per elev på 12.500 kroner. Udregningen forudsætter, at ni års skolegang koster staten cirka 520.000 kroner per elev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Forbedringerne vil i mange tilfælde kunne gøres for et langt mindre beløb end de 12.500 kroner. Vores analyser er et konservativt estimat,« siger Kasper Lynge Jensen.

Mekanisk ventilation som i Sverige kan løse problemet

Han understreger, at udover stigende produktivitet er der sidegevinster i form af bedre komfort, færre klager fra lærerne, bedre fastholdelse samt mindre sygefravær blandt lærere og elever.

Ifølge Kasper Lynge Jensen er problemet med dårligt indeklima omfattende i Danmark på grund af gamle og nedslidte skoler. I den type bygninger vil særligt mekanisk ventilation, som er påkrævet i de svenske skoler, kunne gøre en væsentlig forskel. Og selv om der allerede findes ventilationsanlæg også i en del danske skoler, er de ofte ikke i brug.

»Når vi går rundt og besøger skolerne, oplever vi tit, at man har skruet ned for ventilationsanlægget for at spare på driftsomkostningerne. Det er absurd, da der i dag ofte er rigtig mange elever i meget små klasselokaler,« siger han.

SF: Vi får flere børn med indlæringsvanskeligheder

SF's folkeskoleordfører Pernille Vigsø kalder de 12.500 kroner til indeklimaforbedringer en 'overskuelig sum', som regeringen burde støtte kommunerne med.

»Vi kan ikke forvente, at kommuner, der i forvejen er pressede, selv skal kunne finde de midler. Hvis vi ikke gør noget ved problemet nu, risikerer vi, at endnu flere unge aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse, fordi de har mistrives og haft indlæringsvanskeligheder i folkeskolen,« siger hun.

En investering i indeklimaforbedringer ville desuden være med til at skubbe gang i byggeriet og dermed kunne afhjælpe krisen, påpeger Pernille Vigsø.

Undervisningsministeren Bertel Haarder er kaldt i samråd om indeklima-problematikken i folkeskolen, og her vil SF blandt andet foreslå, at skoleelever bliver omfattet af Arbejdsmiljøloven.

»Det er et paradoks, at lærere er omfattet af arbejdsmiljøregler, mens elever, der opholder sig i samme lokaler, ikke er. Der er behov for en børnemiljølov med konkrete grænseværdier,« siger Pernille Vigsø.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger