Sundhedspakke giver grønt lys til fem supersygehuse

Sygehusenes Danmarkskort er i hovedtræk færdigt efter Regeringen i dag præsenterede sin Sundhedspakke. Fire nye hospitalsbyggerier har fået tilsagn om støtte, dog uden eksakte kronebeløb, så der i alt er givet tilsagn til 11 projekter.

»Vi kommer nu med en samlet plan for fem store supersygehuse,« fortalte sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) begejstret, da han præsenterede sundhedspakken på et pressemøde i dag.

Supersygehusene, som sundhedsministeren kalder dem, er de planlagte barmarksbyggerier i Skejby, Odense, Aalborg Øst, Gødstrup og Hillerød. Skejby og Odense har begge fået en foreløbig total ramme på 6,3 mia. kr., mens der endnu ikke er sat beløb på de andre byggerier.

Afklaringen omkring placeringerne af nybyggerier i Gødstrup og Hillerød har været de mest omstridte.

Region Midtjylland besluttede i sommers at satse på at få et nyt hospital i Gødstrup vest for Herning til 4,1 mia. kr, selvom regeringens ekspertpanel i første omgang foretrak en udbygning af det eksisterende hospital i Herning til knap 5. mia. kr. Henover sommeren har regionen med nye beregninger imidlertid fået overbevist ekspertudvalget om, at sygehuset skulle placeres i Gødstrup.

Imidlertid bliver akutfunktionen i Holstebro bibeholdt, dog ikke på ubestemt tid.

»Vi garanterer, at der er en akutdækning på Holstebro Sygehus i mange år frem. I hvert fald indtil Gødstrup står færdig.«

Det vil sige cirka ti år endnu. For regionen vurderer, at det indledende byggearbejde kan begynde om 2,5 år, og derefter vil byggeprocessen tage minimum 7 år, ifølge en rapport som Cowi har lavet for regionen.

Regionsformand er glad for regeringens udmelding

Den anden store kamp foregår i Region Hovedstaden, hvor ekspertudvalget har kritiseret, at regionspolitikerne ville investere kraftigt i nærhospitalerne i stedet for at samle specialer på færre sygehuse. Blandt andet frarådede de planer om en ombygning af sygehuset i Hillerød og en stor investering på Bispebjerg Hospital.

Det har regionens indvendinger ikke ændret på. Ekspertudvalget anbefaler stadig, at der laves et nyt sygehus ved Hillerød, og at planerne for Bispebjerg skaleres ned. Regeringen har med sin nye udmelding valgt at følge ekspertudvalget.

Regionsrådets formand, Vibeke Storm Madsen (R) er nu positiv overfor regeringens meldinger.

»Det er jo dejligt med et nyt sygehus i Hillerød til borgerne i Nordsjælland, og så er det rigtig fint, at regeringen har forstået, at Bispebjerg Hospital også må moderniseres. Så nu er vi forhåbentlig på plads med regionens fire store akuthospitaler - Herlev og Hvidovre, som blev lovet penge i første omgang - og nu Hillerød og Bispebjerg,« siger hun i en pressemeddelelse.

Regeringen har ikke sat endelige beløb på de projekter, der har fået tilsagn. Der er i alt 15 mia. kr. 10 fra regeringen og resten fra regionernes ordinære budgetter tilbage til sygehusene, men pengene vil først blive fordelt i november 2010.

Dokumentation

Læs Sundhedsplanen her
Få overblik over sygehusbyggerierne her.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Beslutningen om placeringen ved Gødstrup er når politik er værst og ikke vurdere på det faktuelle...

Man har ikke valgt den placering der ud fra Cowi-rapporten giver den kortest mulig afstand til flest mulig. Til gengæld er en af argumenterne at lægerne ikke skal have for lagt hvis man skulle kunne tiltrække dem. Et argument, der overhovedet ikke er undersøgt, men blot er en løs påstand...

Et andet punkt man ikke har undersøgt er, hvad er kritisk afstand inden patienter dør... (et ret væsentlig punkt egentlig).

Det kan kun foregå i politik. Havde det været en privat virksomhed var der helt sikkert nogle ting man ville have undersøgt grundigere...

..... Men nu er placeringen valgt og akutfunktionen allerede nu har været nedlukket i Holstebro. Det har så den naturlige konsekvens at der er flere ambulancer mellem Holstebro og Herning. Jeg har hørt flere udtale sig om at de ser flere farlige situationer, fordi trafikken er tæt og man ikke hører ambulancerne før de nærmest er lige bag en.... jeg har også hørt en udtale at der kommer så mange ambulancer, så man gider nærmest ikke trække ind til siden længere...

Nu vil man så genoprette akutfunktionen i Holstebro, men man vil se problemet igen når den igen lukkes...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten