Sultne bakterier æder benzinrester

Helt uden brug af kemikalier kan en bakteriekultur nedbryde MTBE (methyl-tert-butyl-ether) i grundvandet. Bakterierne æder stoffet, og vandet bliver 98 procent renset for MTBE.

MTBE erstattede i midten af 1980'erne bly i benzin. Men man var ikke opmærksom på, at stoffet er meget vandopløseligt og udvaskes til grundvandet.

Det er ikke umiddelbart sundhedsskadeligt, men det både lugter og smager grimt. I dag er det kun 98 oktan benzin, der indeholder MTBE.

Det biologiske filter, som kan udføre vidunderkuren, er udviklet i et samarbejde mellem DTU Miljø, Danmarks Miljø Undersøgelser (DMU), Statoil og ingeniørfirmaet Jord Miljø.

Den bagvedliggende teknologi har været otte år undervejs i et samarbejde mellem DMU og DTU Miljø, men nu er det endelig nået ud i virkelighedens verden, en Statoil-station i Farum, og her fungerer det også.

Et anlæg bestående af tre bioreaktorer på hver tre kubikmeter har siden februar i år stået ved tankstationen i Farum, og efter 70 dage var bakteriekulturen så veludviklet, at den kunne nedbryde 98-99 procent af MTBE.

Filtrene er allerede i gang med at rense det vand, der tidligere er blevet forurenet, så det kan ledes ud til en recipient, en regnvandsledning eller et vandløb.

Med filteret er det muligt at rette op på en af fortidens synder, uden at vandet bliver forurenet med et nyt skadeligt stof.

»Bakterierne bruger MTBE til næring. De lever simpelthen af det, og der kommer kun kulsyre og vand ud af det,« fortæller professor ved DTU Miljø, Erik Arvin.

Bakteriefilteret kan anvendes ved oprensning af grundvandsforureninger med benzin, der er sket fra midten af 1980'erne, hvor man begyndte at tilsætte MTBE til benzinen frem til udfasningen i 2001, fortæller direktør i Jord Miljø, Rasmus Krag.

Mindre forurening med MTBE

Efter udfasningen af MTBE i Danmark er tankanlæggene blevet yderligere sikret mod udslip. Hvis man samtidig har en rensningsmetode, der er bæredygtig og økonomisk retabel, kunne man efter Rasmus Krags mening overveje, om det ville være samfundsøkonomisk fornuftigt at genindføre tilsætningen af MTBE til benzinen.

»Så vil man kunne rense, hvis der har været et udslip, som har forurenet grundvandet,« siger Rasmus Krag.

Problemet med MTBE i grundvandet er ikke vanvittig stort i Danmark, men ifølge Jord Miljø har filteret eksportpotentiale. For eksempel til USA, hvor flere drikkevandsboringer blev lukket i 1990'erne på grund af MTBE.

Næste skridt på vej mod en kommercialisering er ifølge Rasmus Krag først og fremmest en udbredelse af kendskabet til filteret.

En forhindring på filterets vej ud i verden er dog, at myndighederne ikke fører statistik over omfanget af MTBE-forurenet grundvand. Nogle steder i udlandet bliver det undersøgt, men mange steder vælger man at ignorere problemet.