Stamceller kan muligvis behandle den invaliderende sygdom sclerose.
Et videnskabeligt forsøg, som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige magasin, The Lancet Neurology, har med succes behandlet 21 sclerosepatienter med stamceller.
Ingen af de 21 sclerosepatienter, som deltog i forsøget fik forværret deres sygdom i løbet af de tre år, forsøget varede.
Sclerose er en autoimmun sygdom, som skyldes en defekt i immunsystemet. De hvide blodlegemer vender sig simpelthen imod kroppens egne celler og begynder at nedbryde centralnervesystemet.
Ved forsøget blev stamceller taget ud af patienterne og frosset ned. Patienterne blev derefter behandlet med medicin, som dræbte de hvide blodlegemer, som forårsagede sygdommen.
Efter behandlingen blev stamcellerne transplanteret tilbage i patienterne, hvor de overtog de dræbte blodlegemers funktioner.
Til at starte med viser sclerose sig som lettere symptomer for eksempel ved følelsesløshed i armen. Symptomerne forsvinder igen, når immunsystemet falder til ro og standser angrebet på nervesystemet.
Men efterhånden som immunsystemet angriber igen og igen, opstår der varige skader i centralnervesystemet. Sygdommen kan være særdeles invaliderende med lammelser, kramper og manglende evne til at kontrollere blærefunktionen.
Dokumentation
