Succes for Japan: Sten fra asteroide landede efter tur på fem mia. km

Et stjerneskud over den australske ødemark var en asteroidesten i en kapsel. Illustration: Jaxa

Stjerneskud tegner jævnligt streger på nattehimlen over den australske ødemark, men i går var et stjerneskud helt særligt.

Søndag den 6. december blev et af stjerneskud nemlig forvandlet til en faldskærm med en lille kapsel, der landede forsigtigt i den australske ødemark Woomera.

Kapslen i sin faldskærm blev spottet af en helikopter. Illustration: Jaxa

I kapslen, der havde været på en fem milliarder kilometer lang tur, befandt sig prøver fra asteroiden Ryugu, prøver som var indsamlet af det japanske fartøj Hayabusa2.

Læs også: Japan giver Nasa baghjul: Dumper asteroide-sten i outbacken - og rejser videre

Kapslen separerede fra Hayabusa2 den 5. december og mens kapslen styrtede mod Jorden, så foretog Hayabusa2 en række tændinger af sin raketmotor for at undslippe Jordens tyngdefelt og fortsætte på en ny mission mod asteroiden KY26. Asteroiden befinder sig 800.000 kilometer fra Jorden, omtrent dobbelt så langt væk som Ryugu - og Hayabusa2 har kun brugt halvdelen af sit brændstof og fartøjet fungerer upåklageligt.

På Jorden blev kapslen fundet af en helikopter, der deltog i eftersøgningen, som er et samarbejde mellem det japanske rumagentur Jaxa og australske myndigheder.

Den seneste melding fra Jaxa er, at kapslen og prøven med asteroidesten ser intakt ud, og forseglet - og over de kommende dage vil forskere begynde at foretage de første analyser af prøven.

Asteroidestenene er hentet fra dybereliggende lag i Ryugu, og forskerne håber derfor, at de kan bringe ny viden til, hvordan solsystemet blev dannet.

Illustration: Mi Grafik / Lasse Gorm Jensen
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"og mens kapslen styrtede mod Jorden, så foretog Hayabusa2 en række tændinger af sin raketmotor for at undslippe Jordens tyngdefelt"

Småting, men du undslipper aldrig jordens tyngdefelt, så det korrekte ville være at skrive "for at slippe bort fra Jorden igen".

Hvor langt ude skulle Månen være for ikke at have et kredsløb om Jorden?

  • 6
  • 2

Indrømmet, det her er ikke lige mit felt, hvorfor det sikkert er et dumt spørgsmål.. Men hvis Ryugu befinder sig ca. halvt så langt væk som KY26 antager jeg at det er ca. 400.000 km. Så må kapslen da have taget den nærmeste omvej, hvis den har tilbagelagt 5 mia. km?

  • 0
  • 0

Hayabusa2 skal jo lige en længere tur rundt om solen for at ramme Ryugus bane. Endvidere har den en ion-motor, der arbejder i meget lang tid med en ganske lille thrust, hvilket ikke gør det muligt at tage en mere direkte vej. Den får også undervejs lidt hjælp at jordens tyngdekraft:

https://en.wikipedia.org/wiki/Hayabusa2#/m...

  • 1
  • 0

Indrømmet, det her er ikke lige mit felt, hvorfor det sikkert er et dumt spørgsmål.. Men hvis Ryugu befinder sig ca. halvt så langt væk som KY26 antager jeg at det er ca. 400.000 km. Så må kapslen da have taget den nærmeste omvej, hvis den har tilbagelagt 5 mia. km?

800.000km er den afstand den har haft til jorden under krydsning af jordbanen. Men KY26 kredser i en elliptisk bane om solen med afstande mellem 1 og 1,5 AU, hvor en AU er ca. 150 millioner km. Det betyder at afstanden til jorden svinger mellem 0 (hvis den en dag er på kollisionskurs) og 2,5 AU (375 millioner km). I langt det meste af et omløb er afstanden til jorden meget meget større end 800.000 km.

Desuden skulle Hayabusa2 følge KY26 i dens bane, og dens banelængde er i størrelsesorden 1 milliard km.

Så nej, KY26 er kun meget sjældent 800.000km væk.

  • 3
  • 0

Som sagt, slet ikke min boldgade.. hvilket også kom til udtryk med min beskedne købmandsregning :) Mange tak for forklaringen.

  • 0
  • 0

Hvor langt ude skulle Månen være for ikke at have et kredsløb om Jorden?

Det var noget der slog mig angående rumfartøjets tur forbi Jorden.

Jeg er ikke sikker på tallet, men 2 millioner kilometer baneradius skulle give en omløbstid på et år, svarende til jordens omløb om Solen. Lagrange punkterne L1 og L2 ligger ca 1,5 millioner kilometer fra Jorden, så hvis Månen var så langt væk bliver det svært at betragte den som en Måne til Jorden.

L3 og L4 ligger henholdsvis 150 mill km før og efter i jordens bane, og legemer der kaldes trojanske ateroider.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten