Styring ved hjælp af hjernebølger er rykket et stort skridt nærmere
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Styring ved hjælp af hjernebølger er rykket et stort skridt nærmere

Et forskerhold ved DTU har fundet en metode, der gør det lettere at anvende hjernens signaler til at styre f.eks. en kørestol. Via elektroder på hovedbunden måles de elektriske impulser, der løber gennem hjernen, og hvis man kan få personen til at danne et bestemt elektrisk mønster, kan dette bruges til at udføre en given handling.

Hidtil har det været omstændeligt at få tunet et sådan system, og har krævet individuel tilpasning fra person til person. Og det er her, DTU-forskerne har fundet en genvej, hvor opsætningen for den enkelte person kan ske i løbet af få minutter.

»Tidligere har man brugt forskellige frekvenser, som man kunne registrere i hjernen til at udføre forskellige handlinger. En nyere metode er baseret på en pseudo-tilfældig blinkesekvens, hvor markørerne til forskellige ønskede handlinger faseforskydes,« fortæller videnskabelig assistent ved Aalborg Universitet Jonas L. Isaksen, der sammen med DTU-forskerne lektor Sadasivan Puthusserypady og Ali Mohebbi står bag det nye gennembrud.

Der findes dog mange forskellige ‘tilfældige’ sekvenser, og det tager timer at teste dem alle sammen, da mennesker reagerer forskelligt ved forskellige sekvenser.

»Men vi har nu fundet en genvej til at forudsige, hvilken sekvens der er bedst for den enkelte bruger. På den måde behøver vi kun at finde frem til én sekvens, som systemet skal sættes op med,« forklarer Jonas L. Isaksen.

Forskerne fra DTU var også de første i verden, der kunne styre en kørestol via elektroder, der måler hjernens signaler på denne måde.

Kan styre flere apparater samtidig

Apparatet består af en skærm, hvor forskellige symboler netop svinger med den sekvens, der er tilpasset den pågældende bruger. Ved at kigge på symbolet ‘pil frem’ dannes i hjernen et elektrisk billede, der via elektroderne og en computer kan oversættes til at få kørestolen til at køre frem.

Ifølge Jonas L. Isaksen har den nye teknik et kæmpe potentiale, bl.a. fordi metoden giver mulighed for at styre flere apparater samtidig, så man både kan skifte kanaler på fjernsynet og skrue op og ned for lyden. Forskerne har kun brugt en almindelig pc til teknikken og forestiller sig, at den inden for et par år nemt vil kunne kommercialiseres og f.eks. kunne være i en smartphone.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten