Studerende har gjort sin bil selvkørende for 5.000 kroner

En løsning til 1.000 dollars, der gør en helt almindelig bil selvkørende.

Det var det produkt, programmøren George Hotz satte sig for at udvikle, da han i slutningen af 2015 grundlagde firmaet comma.ai.

Men det, der skulle have været et billigt gør det selv-alternativ til de autopiloter, der sidder i flere nyere biler, blev i november 2016 pludselig droppet som kommercielt produkt og i stedet gjort open source og lagt på nettet.

Det skete, efter at George Hotz var blevet kontaktet af den amerikanske trafikmyndighed National Highway Traffic Safety Administration med en kraftig advarsel om, at han var ansvarlig, hvis nogen kom til skade som følge af brugen af hans produkt.

Minder om Teslas første Autopilot

Neo, som produktet hedder, var anden udgave af comma.ai's system, som ifølge Hotz kan nogenlunde det samme som Teslas oprindelige Autopilot. Det vil sige, at bilen selv kan speede op, bremse og holde sin bane, efter at systemet er blevet installeret.

I stedet for at begynde at sælge løsningen frigav Hotz altså softwaren Openpilot samt manualen til sit hardwaredesign til fri afbenyttelse - på eget ansvar. Reservedelene løber op i omkring 5.000 kr.

Læs også: På ét år er de selvkørende biler blevet meget bedre

Den udfordring har flere entusiaster taget op og dermed gjort deres biler selvkørende ved hjælp af Hotz' løsning, der dog indtil videre kun virker på Honda Civic eller Acura ILX.

En af dem er den studerende Brevan Jorgensen. Han byggede sin Neo af en OnePlus-smartphone udstyret med Openpilot, en printplade, som forbinder smartphonen med bilens elektronik, samt en 3D-printet holder, der sidder dér, hvor bakspejlet normalt sidder.

Bilens indbyggede radar og kameraet i telefonen er det, der bruges til at holde øje med - og afstand til - den forankørende trafik.

Læs også: Minister: Selvkørende biler skal ud på de danske veje, så snart de er sikre nok

Jorgensen fortæller til MIT Technology Review, at systemet virker fænomenalt på motorvej. Dog havde han i begyndelsen lidt problemer med, at bilen trak til højre, men efter en systemopdatering fra comma.ai oplever han ikke flere problemer.

Brevan Jorgensen har lagt en video på nettet af, hvordan hans selvstyrende bil virker med Neo installeret.

Skal stadig bruge en chauffør

Juraprofessor Bryant Walker Smith fra University of South Carolina, siger til MIT Technology Review, at er der ikke umiddelbart er regler i USA, der forbyder menigmand at producere og installere en opgradering på bilen, der gør den selvkørende.

Men opgraderingen betyder ikke, at man bare kan læne sig tilbage og nyde turen. Kørslen skal stadig være forsvarlig.

Læs også: Forsøg med selvkørende biler i Danmark rykker tættere på

For at motivere ordentlig kørsel råber Neo op, hvis chaufføren ikke har hænderne på rattet mindst hvert femte minut, og den beder om menneskelig indblanding, hvis der kommer elementer forude, den ikke umiddelbart forstår eller ved, hvordan den skal reagere på.

Kritik af softwaren

George Hotz var for et års tid siden kraftigt eksponeret i medierne, fordi den på det tidspunkt 26-årige programmør påstod, at han på en måned havde gjort en Honda Civic selvkørende ved hjælp af fem smartphonekameraer, et laserbaseret radarsystem på taget og en computer med Linux-styresystemet Ubuntu.

Læs også: 26-årig bygger selvkørende bil på en måned - nu vil han slå Tesla

Han benyttede blandt andet medieinteressen til at tage en journalist fra Blooomberg med på en nervepirrende køretur.

Hotz' løsning blev dog kritiseret, fordi den bagvedliggende software bruger deep learning, der gradvist lærer sig selv at styre bilen i forhold til omgivelserne. Det har den udfordring, at hver gang bilen udsættes for noget, den ikke har oplevet før, ved den ikke, hvilken reaktion der er mest hensigtsmæssig.

Bilen kan så at sige kun navigere i situationer, den har været i før, og ikke selv tænke sig til, hvordan en given situation løses bedst.

Læs også: »WHOOOPS!« Vi pressede Teslas autopilot til kanten - og lidt over

Ikke desto mindre ligger løsningen frit tilgængeligt på nettet, og du risikerer altså at køre foran en bilist, der suser ned af motorvejen på en hjemmebygget autopilot baseret på George Hotz open source-design.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg blev helt glad over dette gør det selv projekt. Herligt at se nogle standard teknologier brugt og sat sammen på en overraskende fantastisk måde. En øjenåbner for mig, som viser hvor langt man egentlig kan komme med deep learning (gratis via f.eks. Google) og interface til den fysiske verden (her bilen). Det er ikke så meget den selvkørende bil - men mere det at man kan sige : så må det også være muligt at lave.......(find selv på noget).

  • 0
  • 0

Jeg har som udgangspunkt stor respekt for hobbyprojekter og kombinationen af billig eksisterende teknologi til at løse opgaver i hjemmet. Men vi snakker ikke om at få et mediecenter til at køre på en Raspberry Pi, men om en bil som bevæger sig med høj hastighed sammen med os andre trafikanter. Når vi andre laver produktudvikling er det jo ikke for sjov at der er krav til lodninger, godkendelse af operatører, kvalitetskontrol af print, ESD håndtering og ikke mindst krav til EMC test.

Hvilken garanti har vi for, at bilen ikke pludselig trækker skarpt til højre når den passerer en mobilmast samtidig med at førerens telefon ringer ?

Det er meget muligt at det juridisk stadig er førerens ansvar, men hvor realistisk er det lige at man er ligeså opmærksom på trafikken og kan reagere ligeså hurtigt på en farlig situation i en selvkørende bil som hvis man er manuel fører ?

Jeg kan ikke se andet, end at selvkørende biler, som selvfølgelig kommer, skal gennem typegodkendelse af den anvendte teknologi på samme måde som alt andet der bliver brugt hvor menneskers sikkerhed er på spil.

Open-source gør-det-selv respirator - nej vel ?

  • 0
  • 0

Hvilken garanti har vi for at føreren af bilen ikke falder i søvn eller er uopmærksom, hvis han selv skal køre den?

  • 0
  • 0

Selvkørende biler vil helt sikkert have en positiv effekt på trafiksikkerhed med folk som sover, piller næse og især skriver SMS'er mens de kører.

Men igen - min pointe er, at der er teknologier hvor der er behov for godkendelser og tests og certificering inden de bliver rullet ud i offentlig brug. Jeg snakker ikke om papnæse ordninger som energimærker o.lign men typegodkendelse på sammme måde som avionics udstyr eller navigationssystemer til skibe.

Hvor bureaukratisk de end forekommer en gang i mellem, så repræsenter de ofte smertefuld dyrtkøbt erfaring.

Forestil dig lige kaptajnen på flyet som lige inden afgang siger, at de sparede autopiloten væk som option fra Boeing fordi den var lidt dyr, til gengæld har de fået tre studerende til at lave en rigtig god en som afgangsprojekt :-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten