Strøm på hjernen stopper rystelser hos Parkinsons-patienter

Strøm på hjernen stopper rystelser hos Parkinsons-patienter

Dyb hjernestimulering virker ofte helt fantastisk og giver patienterne livskvaliteten tilbage. Men behandlingen kan også medføre ændringer i patientens personlighed, viser erfaringer fremlagt på international konference.

Du ligger fastspændt til et operationsbord. Dit hoved er fikseret med metalskruer. Et skarpt bor monteret i et håndbor betjent af en kittelklædt mand baner sig langsomt vej gennem dit kranium. Gennem hullet i hovedet implanteres elektroder dybt inde i din hjerne. Mens du stadig er ved fuld bevidsthed sættes der strøm til elektroderne, og dit liv bliver aldrig mere det samme. De elektriske stød i din hjerne ændrer, hvem du er.

Det lyder som et mareridt. En uhyggelig dystopi, som taget ud af en science fiction-film, hvor folk kan fjernstyres via hjerneimplantater. Men faktisk er det noget af en ønskedrøm for tusindvis af mennesker, der lider af en invaliderende sygdom med udspring i hjernen.

En sygdom, hvor man bliver ude at stand til at styre sine bevægelser, sine handlinger eller sit humør. Eller en tilstand, hvor hver dag er et smertehelvede. De elektriske impulser fra elektroderne i hjernen kan gøre livet værd at leve for sådanne patienter.

I et tysk forsøg fik ti dybt deprimerede patienter, der ikke havde reageret på andre behandlinger, opereret to elektroder ind i hjernen. Samtlige har fået det bedre. (Foto: Universitätsklinikum Bonn)

I dag har omkring 70.000 patienter med Parkinsons sygdom fået implanteret elektroder i hjernen, og langt de fleste af dem har fået det meget bedre. De har fået kontrol over deres krop, og de frustrerende rystelser og den pinagtige muskelstivhed er mere eller mindre forsvundet. Sygdommen forsvinder ikke, men det gør symptomerne, så længe der er strøm på elektroderne.

Og det er ikke kun Parkinsons-patienter, der kan hjælpes med dyb hjernestimulering - deep brain stimulation, forkortet DBS - som behandlingsmetoden kaldes. Symptomerne på mange andre hjernesygdomme kan lindres med DBS, og der er en hel del spændende kliniske forsøg i gang kloden rundt. Det fremgik af oplæggene på en international DBS-konference i Warszawa.

Hjerneforsker, professor Morten Kringelbach, der leder TrygFonden Research Group ved Aarhus og Oxford universiteter, var med på konferencen. Han fortæller:

»Det vigtigste perspektiv er at benytte DBS til at forstå fundamental hjernefunktion. På den måde kan vi finde bedre behandlinger; gerne uden brug af DBS.«

Og der er sket rigtig meget på området i de seneste par år:

»Vi har fået en bedre forståelse af fundamental hjernefunktion og i særdeleshed vigtigheden af oscillationer i hjernen,« siger Morten Kringelbach.

»Vi har for eksempel fundet neurale signaturer for Parkinsons sygdom og kronisk smerte, som vil kunne hjælpe med at lave smartere og bedre DBS.«

Det virker - men hvordan?

Ved selve DBS-operationen føres et eller to kabler med fire millimeter store elektroder for enden ind til dybtliggende hjernestrukturer, som på forhånd er udvalgt på grundlag af hjernescanninger. Via hullet i kraniet føres kablerne under huden rundt om øret og ned til brystet, hvor en batteridrevet hjernestimulator - en hjerne-pacemaker, om man vil - er opereret ind ved kravebenet.

Den kan programmeres med en fjernbetjening, så man kan styre strømpulserne helt præcist - spændingen, frekvensen og pulsernes bredde kan reguleres, til den ønskede effekt forhåbentlig opnås.

Men præcist hvordan virker DBS - hvad er det for en fantastisk virkning, elektroderne har på hjernevindingerne? Sandheden er, at forskerne ikke rigtig ved det.

De indrømmer lidt modstræbende, at de ikke er helt klar over, hvad der foregår, men de elektriske signaler får tilsyneladende hjernecellerne - neuronerne - i de berørte hjernecentre til at opføre sig ordentligt. Holdningen er, at det vigtigste er, at behandlingen virker, og så kan man bagefter prøve at finde ud af, hvordan den virker.

Og der er slet ingen tvivl om, at DBS-behandlingen kan være uhyre gavnlig i forhold til bevægeforstyrrelser som Parkinsons sygdom, essentiel tremor (rystende, rytmiske bevægelser), dystoni (spændinger i musklerne) og Tourettes syndrom (motoriske og vokale tics).

Fælles for patienter med disse sygdomme er, at deres muskler ikke fejler det mindste. Bevægeapparatet får bare forkerte signaler fra hjernen, så der opstår ufrivillige bevægelser, som kan være til enorm gene i dagligdagen.

Ved behandling af Parkinsons sygdom er det hjernens subthalamiske kerne og/eller globus pallidus, der får besøg og påvirkes med elektriske pulser, der eksempelvis kan have en spænding på 3 volt og en frekvens på 130 hertz. Disse hjernecentre er involveret i kroppens bevægelser, men også i følelseslivet.

Ved andre sygdomme kan det være et af hjernens nydelsescentre, nucleus accumbens, der stimuleres. Det giver mening i forhold til depression, hvor patienterne ikke længere finder nydelse i noget som helst, og ved tvangshandlinger, hvor man hele tiden forsøger at tilfredsstille hjernen ved at foretage ting, der ikke give nogen rationel mening.

Det er også oplagt at forsøge at påvirke nydelsescentre, når man vil behandle forskellige former for afhængighed.

Normalitetens udfordringer

Der er masser af solstrålehistorier, hvor patienter fortæller om at få livet tilbage efter en DBS-operation. Før-og-efter-videoer fortæller da også deres tydelige sprog. Det er utroligt rørende at se en stærkt forkrampet lille pige med dystoni forvandle sig til en normalt fungerende glad pige, der kan lege på lige fod med kammeraterne.

Patienter med langvarige, svære depressioner, der uden held er forsøgt behandlet med læssevis af medicin, psykoterapi og elektrochok, bliver fra den ene dag til den anden til mennesker, der fungerer fint i dagligdagen og kan se en værdi i det at leve.

Men brugen af DBS er absolut ikke uden problemer. Der opstår komplikationer i form af blødninger eller infektioner i hjernen ved 3-4 procent af operationerne, og DBS virker ikke altid som håbet. Forventningerne er naturligt nok store hos patienterne, og det er en stor skuffelse, hvis virkningen for eksempel begrænser sig til en velfungerende lillefinger, som det var tilfældet med en dystoni-patient.

Selv når operationen er vellykket set fra lægernes side, kan der være problemer, for det kan være svært at vænne sig til at være normal, når en alvorlig sygdom har fyldt det meste af éns liv igennem mange år. En del patienter har svært ved at forstå, at livet ikke bliver en dans på roser, når sygdommens symptomer endelig er afhjulpet. Når man har tilskrevet sygdommen sin ensomhed, kan det være frustrerende, at man ikke ved et trylleslag får masser af venner og måske endda en kæreste, når sygdommen ikke længere står i vejen. Men livet har jo masser af andre fortrædeligheder at byde på.

Etiske dilemmaer

DBS kan også have bivirkninger, der byder på etiske dilemmaer. På konferencen i Warszawa blev der for eksempel fortalt om en mand, der fik DBS-behandling for fremskreden Parkinsons sygdom.

Symptomerne forsvandt, men patienten ændrede personlighed og fik maniske symptomer. Han begyndte at spille formuen op og provokerede folk med en seksuel frimodighed, der slet ikke lå til ham. Og han kunne ikke selv fornemme, at han havde ændret sig.

Nu var dilemmaet, om man skulle afbryde behandlingen eller ej. Patienten fik selv lov til at vælge, mens der var slukket for elektroderne. Han valgte at fortsætte med behandlingen, men måtte så indlægges på et psykiatrisk hospital.

En anden patient begyndte at power-shoppe og udviste generelt en ukritisk og manisk adfærd. Lægerne ville regulere signalet til elektroderne for at afhjælpe bivirkningen, men de fik ikke lov af manden, der selv mente, at han havde det glimrende. Hvad gør man så?

I dette tilfælde narrede lægerne patienten og fik slukket for hjernestimuleringen under påskud af at ville tjekke apparatet. Da manden således havde genvundet sin fornuft (og sin Parkinsons), blev han klar over sin uheldige opførsel og ville gerne have ændret parametrene.

Det hører med til historierne, at det trods alt kun er i cirka fem procent af tilfældene, at patienterne får personlighedsændringer, og at de ikke altid er til det værre. Men selvfølgelig er en behandling, der kan ændre personligheden hos folk, værd at være ekstra forsigtig med at bruge. Det er forskerne pinligt klar over.

Årtiers ukritiske brug af lobotomi - det hvide snit - som behandling for psykiske sygdomme er et mareridtsscenarie, der ikke glemmes så let. Der er bred enighed om, at DBS kun må foretages for at øge livskvaliteten for patienter, hvor alt håb i øvrigt er ude, og at fordelen altid skal stå mål med bivirkningerne.

»DBS skal kun bruges til at øge livskvaliteten for patienter, der er fuldt informeret. Målet skal være at normalisere og ikke at forbedre hjernen,« siger Morten Kringelbach. Han understreger, at behandlingen aldrig må bruges til at "rette op" på kriminelle eller anderledes politisk tænkende - og at der er brug for internationale regler, der sikrer dette.

Kommentarer (10)

Morten Kringelbach skriver:” behandlingen aldrig må bruges til at "rette op" på kriminelle eller anderledes politisk tænkende”.

Hvorfor ikke det? Hvis man er syg og ens sygdom betyder at man ikke kan træffe rationelle beslutninger og her igennem f.eks. begår noget kriminelt har man ret til behandling. Vi tvangsindlægger gerne folk og giver dem medicin der ændrer radikalt på deres symptomer og der personlighed, hvorfor ikke indsætte elektroder. Denne behandling er fuld ud lige så reversibel som den medicinske behandling (hvor der også er masser af komplikationer)
Jeg tror Morten Kringelbach skal passe på ikke at lade sig skræmme at det avancerede og at metoden måske fremstår lidt sci-fi.
Folk der begår overgreb mod børn kan også blive tilbud medicinsk kastration. Hvis vi kan rette op på disse mennesker med medicin eller andre metoder, så de kan fungere i samfundet er det bedre end at spærre dem inde.

  • 0
  • 0

Man starter med, at give en patient ganske svage strømpulser og vedkommende har det fint et stykke tid, men ligesom med al anden stimulering (medicin og narkotiske stoffer), så kommer der et tidspunkt hvor hjernen skal have mere og mere for, at opretholde det stadie den har opnået.
Dette er skruen uden ende og hjernen bliver brændt ud og man ender som et "vrag" (elektro wreck).

  • 0
  • 0

Alle vore organer styres jo af el-impulser og derfor kan alle organer påvirkes af sådanne.
Hjerneskader kan utvivlsom også opstimuleres til at "genfinde" forbindelsen/kontakten til et af kroppens organer , der ellers har mistet bevægelses-eller funktionsevnen .
Et eksperiment med el-impulser mellem et kompliceret benbrud fremskynnede helingen i utrolig grad og som sidegevinst blev blodforsyningen af benet langt bedre .
Det undrer mig blot man ikke har hørt dette forsøg videreført

  • 0
  • 0