Strøm på hjernen stopper rystelser hos Parkinsons-patienter

Dyb hjernestimulering virker ofte helt fantastisk og giver patienterne livskvaliteten tilbage. Men behandlingen kan også medføre ændringer i patientens personlighed, viser erfaringer fremlagt på international konference.

Du ligger fastspændt til et operationsbord. Dit hoved er fikseret med metalskruer. Et skarpt bor monteret i et håndbor betjent af en kittelklædt mand baner sig langsomt vej gennem dit kranium. Gennem hullet i hovedet implanteres elektroder dybt inde i din hjerne. Mens du stadig er ved fuld bevidsthed sættes der strøm til elektroderne, og dit liv bliver aldrig mere det samme. De elektriske stød i din hjerne ændrer, hvem du er.

Det lyder som et mareridt. En uhyggelig dystopi, som taget ud af en science fiction-film, hvor folk kan fjernstyres via hjerneimplantater. Men faktisk er det noget af en ønskedrøm for tusindvis af mennesker, der lider af en invaliderende sygdom med udspring i hjernen.

En sygdom, hvor man bliver ude at stand til at styre sine bevægelser, sine handlinger eller sit humør. Eller en tilstand, hvor hver dag er et smertehelvede. De elektriske impulser fra elektroderne i hjernen kan gøre livet værd at leve for sådanne patienter.

I et tysk forsøg fik ti dybt deprimerede patienter, der ikke havde reageret på andre behandlinger, opereret to elektroder ind i hjernen. Samtlige har fået det bedre. (Foto: Universitätsklinikum Bonn)

I dag har omkring 70.000 patienter med Parkinsons sygdom fået implanteret elektroder i hjernen, og langt de fleste af dem har fået det meget bedre. De har fået kontrol over deres krop, og de frustrerende rystelser og den pinagtige muskelstivhed er mere eller mindre forsvundet. Sygdommen forsvinder ikke, men det gør symptomerne, så længe der er strøm på elektroderne.

Og det er ikke kun Parkinsons-patienter, der kan hjælpes med dyb hjernestimulering - deep brain stimulation, forkortet DBS - som behandlingsmetoden kaldes. Symptomerne på mange andre hjernesygdomme kan lindres med DBS, og der er en hel del spændende kliniske forsøg i gang kloden rundt. Det fremgik af oplæggene på en international DBS-konference i Warszawa.

Hjerneforsker, professor Morten Kringelbach, der leder TrygFonden Research Group ved Aarhus og Oxford universiteter, var med på konferencen. Han fortæller:

»Det vigtigste perspektiv er at benytte DBS til at forstå fundamental hjernefunktion. På den måde kan vi finde bedre behandlinger; gerne uden brug af DBS.«

Og der er sket rigtig meget på området i de seneste par år:

»Vi har fået en bedre forståelse af fundamental hjernefunktion og i særdeleshed vigtigheden af oscillationer i hjernen,« siger Morten Kringelbach.

»Vi har for eksempel fundet neurale signaturer for Parkinsons sygdom og kronisk smerte, som vil kunne hjælpe med at lave smartere og bedre DBS.«

Det virker - men hvordan?

Ved selve DBS-operationen føres et eller to kabler med fire millimeter store elektroder for enden ind til dybtliggende hjernestrukturer, som på forhånd er udvalgt på grundlag af hjernescanninger. Via hullet i kraniet føres kablerne under huden rundt om øret og ned til brystet, hvor en batteridrevet hjernestimulator - en hjerne-pacemaker, om man vil - er opereret ind ved kravebenet.

Den kan programmeres med en fjernbetjening, så man kan styre strømpulserne helt præcist - spændingen, frekvensen og pulsernes bredde kan reguleres, til den ønskede effekt forhåbentlig opnås.

Men præcist hvordan virker DBS - hvad er det for en fantastisk virkning, elektroderne har på hjernevindingerne? Sandheden er, at forskerne ikke rigtig ved det.

De indrømmer lidt modstræbende, at de ikke er helt klar over, hvad der foregår, men de elektriske signaler får tilsyneladende hjernecellerne - neuronerne - i de berørte hjernecentre til at opføre sig ordentligt. Holdningen er, at det vigtigste er, at behandlingen virker, og så kan man bagefter prøve at finde ud af, hvordan den virker.

Og der er slet ingen tvivl om, at DBS-behandlingen kan være uhyre gavnlig i forhold til bevægeforstyrrelser som Parkinsons sygdom, essentiel tremor (rystende, rytmiske bevægelser), dystoni (spændinger i musklerne) og Tourettes syndrom (motoriske og vokale tics).

Fælles for patienter med disse sygdomme er, at deres muskler ikke fejler det mindste. Bevægeapparatet får bare forkerte signaler fra hjernen, så der opstår ufrivillige bevægelser, som kan være til enorm gene i dagligdagen.

Ved behandling af Parkinsons sygdom er det hjernens subthalamiske kerne og/eller globus pallidus, der får besøg og påvirkes med elektriske pulser, der eksempelvis kan have en spænding på 3 volt og en frekvens på 130 hertz. Disse hjernecentre er involveret i kroppens bevægelser, men også i følelseslivet.

Ved andre sygdomme kan det være et af hjernens nydelsescentre, nucleus accumbens, der stimuleres. Det giver mening i forhold til depression, hvor patienterne ikke længere finder nydelse i noget som helst, og ved tvangshandlinger, hvor man hele tiden forsøger at tilfredsstille hjernen ved at foretage ting, der ikke give nogen rationel mening.

Det er også oplagt at forsøge at påvirke nydelsescentre, når man vil behandle forskellige former for afhængighed.

Normalitetens udfordringer

Der er masser af solstrålehistorier, hvor patienter fortæller om at få livet tilbage efter en DBS-operation. Før-og-efter-videoer fortæller da også deres tydelige sprog. Det er utroligt rørende at se en stærkt forkrampet lille pige med dystoni forvandle sig til en normalt fungerende glad pige, der kan lege på lige fod med kammeraterne.

Patienter med langvarige, svære depressioner, der uden held er forsøgt behandlet med læssevis af medicin, psykoterapi og elektrochok, bliver fra den ene dag til den anden til mennesker, der fungerer fint i dagligdagen og kan se en værdi i det at leve.

Men brugen af DBS er absolut ikke uden problemer. Der opstår komplikationer i form af blødninger eller infektioner i hjernen ved 3-4 procent af operationerne, og DBS virker ikke altid som håbet. Forventningerne er naturligt nok store hos patienterne, og det er en stor skuffelse, hvis virkningen for eksempel begrænser sig til en velfungerende lillefinger, som det var tilfældet med en dystoni-patient.

Selv når operationen er vellykket set fra lægernes side, kan der være problemer, for det kan være svært at vænne sig til at være normal, når en alvorlig sygdom har fyldt det meste af éns liv igennem mange år. En del patienter har svært ved at forstå, at livet ikke bliver en dans på roser, når sygdommens symptomer endelig er afhjulpet. Når man har tilskrevet sygdommen sin ensomhed, kan det være frustrerende, at man ikke ved et trylleslag får masser af venner og måske endda en kæreste, når sygdommen ikke længere står i vejen. Men livet har jo masser af andre fortrædeligheder at byde på.

Etiske dilemmaer

DBS kan også have bivirkninger, der byder på etiske dilemmaer. På konferencen i Warszawa blev der for eksempel fortalt om en mand, der fik DBS-behandling for fremskreden Parkinsons sygdom.

Symptomerne forsvandt, men patienten ændrede personlighed og fik maniske symptomer. Han begyndte at spille formuen op og provokerede folk med en seksuel frimodighed, der slet ikke lå til ham. Og han kunne ikke selv fornemme, at han havde ændret sig.

Nu var dilemmaet, om man skulle afbryde behandlingen eller ej. Patienten fik selv lov til at vælge, mens der var slukket for elektroderne. Han valgte at fortsætte med behandlingen, men måtte så indlægges på et psykiatrisk hospital.

En anden patient begyndte at power-shoppe og udviste generelt en ukritisk og manisk adfærd. Lægerne ville regulere signalet til elektroderne for at afhjælpe bivirkningen, men de fik ikke lov af manden, der selv mente, at han havde det glimrende. Hvad gør man så?

I dette tilfælde narrede lægerne patienten og fik slukket for hjernestimuleringen under påskud af at ville tjekke apparatet. Da manden således havde genvundet sin fornuft (og sin Parkinsons), blev han klar over sin uheldige opførsel og ville gerne have ændret parametrene.

Det hører med til historierne, at det trods alt kun er i cirka fem procent af tilfældene, at patienterne får personlighedsændringer, og at de ikke altid er til det værre. Men selvfølgelig er en behandling, der kan ændre personligheden hos folk, værd at være ekstra forsigtig med at bruge. Det er forskerne pinligt klar over.

Årtiers ukritiske brug af lobotomi - det hvide snit - som behandling for psykiske sygdomme er et mareridtsscenarie, der ikke glemmes så let. Der er bred enighed om, at DBS kun må foretages for at øge livskvaliteten for patienter, hvor alt håb i øvrigt er ude, og at fordelen altid skal stå mål med bivirkningerne.

»DBS skal kun bruges til at øge livskvaliteten for patienter, der er fuldt informeret. Målet skal være at normalisere og ikke at forbedre hjernen,« siger Morten Kringelbach. Han understreger, at behandlingen aldrig må bruges til at "rette op" på kriminelle eller anderledes politisk tænkende - og at der er brug for internationale regler, der sikrer dette.

Kommentarer (10)

Morten Kringelbach skriver:” behandlingen aldrig må bruges til at "rette op" på kriminelle eller anderledes politisk tænkende”.

Hvorfor ikke det? Hvis man er syg og ens sygdom betyder at man ikke kan træffe rationelle beslutninger og her igennem f.eks. begår noget kriminelt har man ret til behandling. Vi tvangsindlægger gerne folk og giver dem medicin der ændrer radikalt på deres symptomer og der personlighed, hvorfor ikke indsætte elektroder. Denne behandling er fuld ud lige så reversibel som den medicinske behandling (hvor der også er masser af komplikationer)
Jeg tror Morten Kringelbach skal passe på ikke at lade sig skræmme at det avancerede og at metoden måske fremstår lidt sci-fi.
Folk der begår overgreb mod børn kan også blive tilbud medicinsk kastration. Hvis vi kan rette op på disse mennesker med medicin eller andre metoder, så de kan fungere i samfundet er det bedre end at spærre dem inde.

  • 0
  • 0

Man starter med, at give en patient ganske svage strømpulser og vedkommende har det fint et stykke tid, men ligesom med al anden stimulering (medicin og narkotiske stoffer), så kommer der et tidspunkt hvor hjernen skal have mere og mere for, at opretholde det stadie den har opnået.
Dette er skruen uden ende og hjernen bliver brændt ud og man ender som et "vrag" (elektro wreck).

  • 0
  • 0

Alle vore organer styres jo af el-impulser og derfor kan alle organer påvirkes af sådanne.
Hjerneskader kan utvivlsom også opstimuleres til at "genfinde" forbindelsen/kontakten til et af kroppens organer , der ellers har mistet bevægelses-eller funktionsevnen .
Et eksperiment med el-impulser mellem et kompliceret benbrud fremskynnede helingen i utrolig grad og som sidegevinst blev blodforsyningen af benet langt bedre .
Det undrer mig blot man ikke har hørt dette forsøg videreført

  • 0
  • 0

En bekendt af mig har Parkinsons i invaliderende grad.
En "smal" - canabis sativa med det gode gamle danske navn hamp, tager hans rystesyge og forbedrer hans livskvalitet.

Når jeg kalder det en "smal" er det fordi han ikke ønsker en "fed".
Han har ikke behov for at blive "skæv".
Hengemt gammeldags pot hvor det meste af det virksomme stof er dampet af virker bedst for ham. Det fjerner hans symptomer uden at han bliver bimlet, som han kalder det.

Dette er ikke noget nyt.
Det har man vidst i rigtig mange år ( i centralasien siden den yngre stenalder) og for forholdsvis nylig er da også blevet anerkendt som virksom medicin i flere sammenhænge i USA, hvor forbuddet imod samme plante stammer fra.

Når jeg nævner dette kontroversielle emne, er det fordi jeg undres over lægevidenskabens holdning til behandlingsmetoder.
Det er tilsyneladende næsten o.k. at grave sig ind i folks hjerner og sætte strøm til uden rigtig at vide hvad der sker, når bare resultatet statistisk set er positivt. Prisen for en sådan operation nævnes ikke.
Men at indtage et aktivt stof fra en plante enhver kan dyrke i sin baghave - næ puha. Det går virkelig ikke, for vi ved jo ikke hvad der sker ???
Hm - i det gamle indien blev canabis brugt som lægemiddel imod bl.a hovedpine,mani, søvnløshed, og "forplumret intellekt".

Jeg vil kalde det forplumret intellekt at undlade at undersøge hvad i denne plante der hjælper min bekendt (og mange andre), før man begynder at bore hul i hovedet på ham !

Måske lægevidenskaben trænger til at fyre en fed ;-)

Vil man vide mere om dette emne kan jeg anbefale Jørgen Lumbyes tykke bog "Brug og misbrug" ISBN 87.413.6348.5

  • 0
  • 0

Det skal i samme åndedrag nævnes at hash eller Cannabis ødelægger hjernen som årene går. Det ses tydeligt på billeder hvordan hjernen degenererer. Lungerne ødelægges selvfølgelig også.

Og man bliver lige så afhængig - eller rettere mere! - end af tobak.

Lars Helbro glemte lige at nævne det, muligvis en af plantens bivirkninger.

I dette lys kan det jo nok forsvares at man søger alternative behandlinger.

For nu at fortsætte Lars Helbros tanker om lægevidenskaben:
Min kæreste er sygeplejeske.
Hun har set hvordan lægernes forbrændingssalve virker.
Da hendes ansigt blev brændt af ved et uheld valgte hun derfor at sprøjte det hver time med Aloe Vera samt køle med vand.
Det sved måske lidt mere end lægernes salve - men huden blev skær som en babys - og er det stadig efter nogle år.

  • 0
  • 0

Lars, økonomien i DBS var også oppe at vende på konferencen i Warszawa, en britisk økonom havde faktisk undersøgt sagen. Jeg kan oplyse, at selve operationen koster ca. 16.000 britiske pund, hvortil kommer ca. 2500 pund til hospitalsopholdet forbundet med operationen. Spørgsmålet om, hvorvidt fordelene ved DBS er store nok til at opveje omkostningerne er selvfølgelig helt centralt, og derfor sammenlignes der med den bedste medicinske behandling. DBS giver en betydelig højere livskvalitet for patienterne, som skal have mindre hjælp i hjemmet og bruger mindre medicin = samfundet sparer penge efter operationen. Økonomerne er ikke færdige med at analysere, men meget tyder på, at DBS ikke er dyrere end den eksisterende behandling, hvis man tæller det hele med.

Nu skal tråden nødig forsvinde i hashtåger, men jeg synes i øvrigt, at dette resultat er et af de mere spændende omkring cannabinoider - her for smerter: http://www.sciencedaily.com/releases/2010/...

  • 0
  • 0

Lars Persson, hvis du sammenligner de kendte reelle bivirkninger af canabis, med de nævnte for den alternative behandling = bor hul og sæt strøm på, så ved jeg nu nok hvad jeg ville foretrække.
Skadevirkninger og afhængighed såvel fysisk som psykisk, er langt større ved alkohol, tobak og såmænd kaffe, end for canabis, men for en altheimerpatient er dette nu ret underordnet.
Et hul i hovedet er selvfølgelig nok ikke vanedannende.

Min pointe med at bringe canabis på banen i denne sammenhæng er den samme som du ved at omtale aloe vera. Kulsukkerrod kunne nævnes i samme anledning.
Alle tre planter har beviseligt stærkt gavnlig medicinsk effekt på hver sine områder, men er ikke anerkendt af sundhedsstyrelsen.
Bivirkningerne er ligeledes kendt og, anvendt rigtigt selvfølgelig, temmelig harmløse. Dog kan kulsukkerrod ikke godkendes af levnedsmiddelstyrelsen, da den kan give leverskade hvis den indtages i store mængder (ligesom codymagnyl kan give alvorlige komplikationer hvis indtagelsen overdrives).
(Kulsukkerrod skal iøvrigt ikke spises, blot for at nogen ikke tager fejl, men er glimrende til behandling af alvorlige læsioner).

Canabis og kulsukkerrod (også kaldet lægekulsukker), var 2 af de mest anerkendte lægeplanter indtil ca. 1850erne. Aloe Vera har sikkert også ligget rimeligt højt på listen.

Ingen af de 3 planter har dog nogen gavnlig effekt på lægemiddelindustrien !

Jeg underkender ikke at lægevidenskaben bestandig søger nye metoder som måske kan vise sig bedre, men jeg anerkender på den anden side ikke, at min bekendt skal føle sig kriminel, ved at behandle sig selv ganske gratis.

Din link Hans er interessant, og får mig til at tænke på, hvorfor man dog ikke tilsvarende fjerner det morsomme ved lattergas, så der ikke er nogen der kommer til at grine af tandlægen.
Måske har tandlæger bedre humoristisk sans end læger ;-)

Det skulle jo efter sigende ellers være ret sundt at le.

  • 0
  • 0

Hans Bendix, jeg glemte at spørge:
Hvad er den bedste medicinske behandling der blev sammenlignet med ?
Vel næppe Cannabis, naturligt eller syntetisk ? Er det overhovedet afprøvet rent medicinsk i DK ?

m.v.h.
Lars

  • 0
  • 0

.......du må ha haft gebis længe Lars :o).....det bruges da ikke mere blandt tandlæger, mener jeg. Jeg har aldrig fået det tilbudt....Jer er på min 7.tandlæge.

Jeg har også hørt at Cannabis skulle kunne dæmpe parkinson og gigt smerter....og jeg siger som dig heller en smule skæv end et hul i hovedet.

  • 0
  • 0

Næ jeg stadig mine egne skæve gule nikotin tænder.
Og jeg har aldrig prøvet lattergas omend jeg er blevet det anbefalet, men det er ikke længe siden en af mine venner var "udsat" for det til hans store tilfredshed.
Det er efter sigende o.k.
Selv hader jeg, med den mere almindelige sprøjte. at føle munden er dobbelt så stor og følelsesløs, et døgn efter fjernelse af en visdomstand, men min udmærkede tandlæge ville ikke acceptere skrigeriet i klinikken, da jeg spurgte om vi ikke bare kunne klare det uden bedøvelse. Bagefter måtte jeg indrømme hendes ekspertise ;-) AV AV.

Igen Bjarke - der er mere og mere vi er enige og uenige om.
glæder mig til at møde dig i virkeligheden en dag, det bliver nok ikke kedeligt ;-)

  • 0
  • 0