'Strikkepinde' i hjernen er lægernes nye kur mod depression
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

'Strikkepinde' i hjernen er lægernes nye kur mod depression

Det er som at stikke strikkepinde ned i en pakke smør. To lange metalstænger med en diameter på 1,5 mm bliver stukket dybt ind i hjernen, og så bliver der sat strøm til.

Sådan foregår en af tidens mest hypede behandlingsformer, dyb hjernestimulering – også kaldet DBS (Deep Brain Stimulation). Behandlingen har trukket positive overskrifter i årevis, men spredte eksperimenter og dårlige resultater med behandling af alt fra alkoholisme til anoreksi og fedme får nu flere kritikere til at træde frem på scenen.

»Neurokirurger verden over bruger hjernestimulering på alle mulige områder i en slags begejstringsrus over deres nye legetøj. Det er uansvarligt, fordi vi ved alt for lidt,« siger Poul Videbech, klinisk professor ved Region Hovedstaden Psykiatri.

Et centralt kritikpunkt er manglende erfaringsudveksling mellem de mange forsøg med DBS på det psykiatriske område.

»Der er alvorligt brug for en konsolidering af viden,« siger Poul Videbech og lyder dermed som et ekko fra andre fremtrædende forskere i Danmark og udlandet, der forsker i DBS.

Depressionsknap har sat sig fast

Behandlingen opstod oprindelig i et forsøg på at finde alternativer til det kontroversielle hvide snit, og i årene efter Anden Verdenskrig blev DBS-forsøg finansieret af bl.a. CIA og det amerikanske militær. I spidsen stod den amerikanske psykiater Robert Heath, der også prøvede at ‘kurere’ homoseksuelle.

I 1987 fik DBS for alvor sit gennembrud med de første forsøg på parkinsonpatienter. Det skabte mirakler: Ved et tryk på en knap holdt patienter op med at ryste ukontrolleret. Behandlingen spredte sig til hele verden, også Danmark, hvor den fortsat bruges.

Læs også: Strøm på hjernen stopper rystelser hos Parkinsons-patienter

De gode resultater drev lægerne til at forsøge med DBS på alt fra Tourette til spiseforstyrrelser og depression. Men på det psykiatriske område var det ikke som at trykke på en knap.

»Depressive lyser jo ikke bare pludselig op i et smil. Det er en langt mere subjektiv vurdering, om behandlingen virker,« siger neurokirug Jens Christian Sørensen fra Aarhus Universitetshospital, der indopererer elektroder i parkinsonpatienter i Danmark.

Alligevel lyste scenelyset varmt på DBS, der blev lovprist i medier som Time og New York Times, hvor behandlingen blev kendt som ‘depressionsknappen’. Den positive omtale fortsatte trods en stor fiasko for området med de såkaldte Broaden-forsøg.

Strøm var sidste udvej

Broaden-forsøgene byggede på erfaringer fra en pioner på området, Helen Mayberg. Hun trak i 2005 overskrifter og fik kollegernes skulderklap for forsøg, der med succes havde nedsat aktiviteten i et særligt område i hjernebarken, Brodmann Area 25. Ud af seks patienter var fire i markant bedring. Vel at mærke depressionsramte patienter, der var på selvmordets rand trods forgæves traditionelle behandlinger med alt fra psykofarmaka til elektrochok.

Sådan indopererer kirurger elektroder i hjernen

Maybergs resultater banede vejen for et bredt forsøg på flere hospitaler, der startede i 2008 og på et tidspunkt omfattede 129 patienter på 15 forskellige institutioner i USA. Forsøgene blev sponsoreret af to medico-firmaer: St. Jude Medical, der er specialiseret i hjerte-pacemakere og gerne ville udvide med et produkt til hjernestimulation kaldet Libra. Og Medtronic, der i forvejen har en DBS-hjerne-pacemaker godkendt til brug på patienter med Parkinsons, dystoni og OCD. Depression var det naturlige næste skridt.

Uenighed om depressionens sæde

Da medico-firmaerne kastede millioner af dollars i Broaden-forsøgene, havde de ikke alene Maybergs forsøg at læne sig op ad. Der fandtes yderligere 20 mindre studier, der alle pegede på en klar effekt. Så overraskelsen var stor, da forskerne i Broaden-forsøgene efter 16 uger ikke kunne skelne mellem kontrolgruppen og patienterne, der modtog behandling. Forsøgene var et kæmpe nederlag, men i dag mener flere eksperter, at medico-firmaerne var for tidligt ude.

»De forcerede udviklingen, fordi de gerne ville have en godkendelse fra FDA (den amerikanske Food and Drug Administration, red.),« vurderer neurobiolog og videnskabs­journalist Lone Frank, der har skrevet bogen ‘Lystens pioner’ om netop DBS.

Ligesom Poul Videbech kalder hun på en konsolidering af viden og en fælles front mellem psykiatere og neurobiologer:

»Psykiaterne interesserer sig ikke rigtigt for det her, og neurokirurgerne eksperimenterer med forskellige tilgange. Man kan næsten sige, at hver gruppe har sin egen metode og idé om depressionens ‘sæde’ i hjernen. Og går man lægerne på klingen, indrømmer de blankt, at de ved meget lidt om, hvordan DBS faktisk virker i hjernen. De arbejder klinisk og er ikke grundforskere,« siger Lone Frank.

Samme holdning har Albert Gjedde, der er professor i neurobiologi og farmakologi på Københavns Universitet og forsker i DBS:

»Det er stadig et meget ungt forskningsområde, der ofte bygger på en forsimplet idé om, at man bare kan skrue ned for områder i hjernen.«

»Vi var heldige …«

Ifølge Albert Gjedde mangler der en fyldestgørende forklaring på, hvordan strømbehandlinger virker. Hans egne undersøgelser på grise tyder på, at forklaringen kan være en øget produktion af hjernehormonet noradrenalin, der sænker hjerne­aktiviteten i store dele af hjernen og ved at øge signal-støj-forholdet skaber en bedre balance mellem det hyperaktivte sted og andre steder, der skaber sygdommene.

Den nyeste forskning på området, bl.a. fra universitetshospitalet i Bonn, peger på, at hjernen ikke blot er en samling af regioner med hver deres særkende: lystcentret, belønningscentret osv. Tyske forsøg viser, at Brodmann 25-området kan påvirkes ved at sætte strøm til et helt andet sted i hjernen, nemlig nucleus accumbens, også kaldet lystcentret. Det understregede en ny pointe, nemlig at hjernen bør anskues som en samling af netværk.

Den pointe var faktisk tydelig under Maybergs arbejde. Da hun forsøgte at dæmpe aktiviteten i Brodmann 25-området, viste PET-scanninger, at elektroderne også påvirkede dele af pandelappen, der er involveret i beslutnings­tagen og følelser. Mayberg erkendte da også i 2010 under et foredrag på Massachusetts Institute of Technology, at: »Vi var heldige (...) det virkede, men sikkert ikke af de årsager, vi troede.«

Kan påvirke personligheden

Usikkerhederne ved behandlingen og virkningen er præcis, hvad der får forskere som Poul Videbech og Albert Gjedde til at tage afstand fra den udokumenterede brug på alt fra alkoholikere til patienter med spiseforstyrrelser, som udføres af blandt andre den belgiske neuro­kirurg Dirk De Ridder.

Selvom Det Etiske Råd kalder DBS for en reversibel behandling, så er der en lang liste af mulige bivirkninger. Helt reversibel er behandlingen formentlig heller ikke, da undersøgelser af langtidseffekter på mere end 100.000 parkinsonpatienter viser, at der kan opstå arvæv i hjernen. Operationen giver op til 8 procent risiko for blødninger, der kan føre til permanente skader, og infektionsrisikoen er 15 procent.

Se Parkinsonpatient blive fri for rystelser med strøm

Langtidsvirkningerne er også usikre, og Mayberg udgav i 2012 et studie der viste, at virkningen synes at aftage svagt efter et år. Mayberg nævner også flere eksempler på bivirkninger som opkast, kvalme, diarre, hovedpine, rystelser, og endelig begik én forsøgsperson selvmord, mens en anden forsøgte på det. Om det skyldtes depressionen eller behandlingen er dog uklart.

Personlighedsændringer er også en kendt bivirkning ved hjernestimulering og er bedst beskrevet hos parkinsonpatienter. Her optræder det efter omkring fem procent af behandlingerne, og eksemplerne er ludomani, aggression, powershopping og udpræget liderlighed.

Det mest berømte eksempel er en 60-årig mand fra Holland, der blev behandlet for svær OCD og pludselig blev glødende fan af Johnny Cash. Andre mere triste eksempler er patienter, der spillede familieformuen op og blev seksuelt provokerende. Heldigvis kan personligheden ændres tilbage til ‘normaltilstanden’ ved at fjerne elektroderne, men for patienterne bliver det et svært valg mellem sygdommen eller en ændret personlighed.

Læs også: Hjerneoperation gør mand til glødende Johnny Cash-fan

Albert Gjedde kan heller ikke lade være med at frygte, at behandlingerne i visse tilfælde er afhængighedsskabende:

»De psykiatriske lidelsers store problem har altid været, at vi ofte risikerer at ende i afhængighedsskabende behandlinger, når vi ikke forstår deres virkemåde, som for eksempel SSRI (depressionspiller, red.) og benzodiazepiner,« siger han.

Ny sensor giver stød på rette tid

Næste skridt for forskningen er brugen af billeddiagnostik som DTI (Diffusion Tensor Imaging) til at placere elektroderne helt præcist. Forskerne arbejder også med PET-scanninger til at lokalisere markører for depression, og Mayberg samarbejder med Medtronic om en pulsgenerator, der giver livemålinger af den elektriske aktivitet i hjernen under DBS.

Lægen Darin Dougherty – der var involveret i Broaden-forsøgene – står i spidsen for en forskergruppe med knap 200 mio. kr. i ryggen, der skal udvikle en ny type hjerne-pacemaker som led i Obamas Brain Initiative. Den nye pacemaker skal fornemme, når en depression eller trang til alkohol opstår, og sende sin strøm af sted – som ved et tryk på en knap.

Jeg vil gerne lige af med en portion ros: det var en både nuanceret og afbalanceret præsentation af et emne, der ellers kan kalde på overdreven skråsikkerhed (for eller imod).

Det var godt skrevet.

/Bo

  • 7
  • 0