Strid tvinger højprofileret bølgekraft-firma til konkurs
Den højprofilerede bølgekraft-udvikler Wave Star Energy har indgivet konkursbegæring til Sø- og Handelsretten i København - efter indstilling fra en enig bestyrelse.
Ifølge en pressemeddelelse fra selskabet fordi "en tvist mellem aktionærerne har blokeret for indskud af yderligere kapital, der kunne sikre virksomhedens videre drift og udvikling."
Dermed er konflikten mellem selskabets stifter, aktionær og forhenværende direktør, Per Resen Steenstrup versus Danfoss-brødrene nået nye højder, efter at selskabets værdi i sommer blev nedskrevet til nul og direktøren fyret, fordi han ifølge Jørgens Mads Clausen havde brugt for mange penge.
Ifølge pressemeddelsen vil bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen dog - sammen med sine brødre - forsøge at købe aktiverne ud af konkursboet og videreføre aktiviteterne i et nyt selskab.
Jørgens Mads Clausen beskriver situationen som ganske enkel: Kassen er tom, og der er ikke udsigt til ny kapital fra investorerne:
»Mine brødre og jeg har været villige til at skyde yderligere kapital ind i Wave Star Energy, men vi har ikke kunnet blive enige om vilkårene med den anden aktionær og tidligere direktør, Per Resen Steenstrup, « siger han.
Han tilføjer, at han finder situationen meget beklagelig ikke mindst for virksomhedens medarbejdere. Men at han håber at kunne tilbyde mange af de dygtige ansatte et godt job i en ny virksomhed, der skal bygge videre på det arbejde, der er udført i Wave Star Energy.
»Målet er at skabe den første danske succesvirksomhed inden for bølgeenergi,« siger Jørgen Mads Clausen i pressemeddelelsen.
Wave Star Energy blev etableret i 2003 og kunne i 2009 præsentere en 500 kW prototype i test i havet ud for Hanstholm.
