Strid om en tikrone: Forbrugere skal selv tjekke fjernaflæst vandmåler
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Strid om en tikrone: Forbrugere skal selv tjekke fjernaflæst vandmåler

Illustration: Pixabay/Delo

I en tid, hvor data er blevet en handelsvare, er det vigtigt at være enige om prisen på data. Ellers giver det dobbeltarbejde. Det viser en historie om vand i Vejle.

I sidste uge havde 17.000 husstande ved to vandværker i Vejle frist for at indberette tal fra deres vandmålere til det kommunale Vejle Spildevand. Det skulle egentligt være overflødigt. For vandmålerne er allerede fjernaflæst digitalt af vandværkerne, således at borgerne kan afregne forbruget. Men disse tal vil spildevandsselskabet også gerne have fat i, således at de kan tjekke om det forbrugte vand stemmer overens med mængden af spildevand i den anden ende.

Problemet er bare, at spildevandsselskabet og vandforsyningen ikke er blevet enige om en pris for disse data. De to parter mødes ellers i det såkaldte vandråd, der består af lokale interessenter på vandområdet og fungerer som bindeled mellem kommunen og vandværkerne. Men lige meget hjælper det.

Vandværker: 25 kroner er for lidt

Tvisten drejer sig om fem til 10 kroner pr. måler. Vejle spildevand betaler årligt 25 kroner pr. måler til Vejles vandværker for at levere data om borgernes forbrug. Tidligere fik vandværkerne 37 kroner for oplysningerne - 12 kroner mere pr. måler - og derfor har to af vandværkerne takket nej til aftalen.

Læs også: Toiletvand i hanerne: Brintoverilte og adskilte opvaskemaskiner

Direktør for Vejle Spildevand, Mikael Schultz, ærgrer sig:
»Vi har forhandlet en aftale med vandrådet. Og der blev vi enige om en pris, som vi kunne leve med alle sammen. To vandværker gik ikke med til aftalen. Vi synes, det er ærgerligt, at vi nu skal ulejlige vores kunder med manuel aflæsning.«

Læs også: Fynboer fik pesticider i drikkevandet syv gange

Per Møller er driftsleder på et af disse værker, Børkop Vandværk:
»Jeg er frygtelig ked af på vores forbrugeres vegne, at det er endt, som det er. Men det svarer til, at du køber en ny bil og kører til Aarhus hver dag, og din nabo spørger, om han må køre med. Men han vil altså ikke betale – du kører jo alligevel. Sådan hænger verden jo ikke sammen.«

Hos Børkop Vandværk vil de have minimum 30 kroner, mens det andet værk,Trefor Vand, har udtalt, at de vil have 35 kroner for denne service.

Ifølge Per Møller fra Børkop Vandværk er prisen på 25 kroner for lav, fordi det ikke kun drejer om ét enkelt tal fra en årlig fjernaflæsning. Prisen dækker også oplysninger om målerskifte, flytning og oprettelse af nye forbrugere. Alene i 2017 havde værket 150 flytninger blandt deres ca. 2.000 kunder.

Manuel aflæsning koster 12 kroner

Spildevandsdirektør Michael Schultz mener dog, at prisen er mere end rimelig, fordi det koster Vejle Spildevand omkring 12 kroner at indhente oplysningerne manuelt med borgernes hjælp. Han henviser til, at prisen på denne type data er blevet meget billigere over årene. Vandværkerne og spildevandsselskabet står dermed i en situation, hvor man har opbygget et digitalt aflæsningssystem og en procedure for vedligeholdelse af data. Men spildevandsselskabet mener altså manuelt at kunne indhente data billigere end ved at køre med i vandværkernes nye bil til Aarhus - for nu at blive i driftlederens analogi.

Læs også: Eksperter: Kontrol med drikkevandet forringes med nye regler

»Vi startede med at sige, at vi ville give 15 kroner for målerdata årligt. Vi anslog dengang, at vores egne udgifter til aflæsning ville løbe op i 12-15 kroner. Herefter lagde vi 10 kroner oveni til den årlige vedligeholdelse af data,« siger Mikael Schultz.

Ifølge driftsleder Per Møller var der flere vandværker, der ikke var interesseret i at gå ned i pris, da aftalen blev forhandlet. Hvis de havde vidst, at Trefor Vand ikke ville gå med til det, var der nok flere, der havde valgt at sige nej tak til de 25 kroner, mener han.

Spild af god teknologi

De 17.000 kunder har haft mulighed for at indberette deres vandforbrug indtil den 8. januar 2018.

Vejle Spildevand har modtaget ca. 1700 aflæsninger fra forbrugere tilknyttet Børkop Vandværk og 12.000 aflæsninger fra kunder hos Trefor Vand.

Men dobbeltarbejdet ærgrer Per Møller, der også mener, at den digitale aflæsning giver bedre data:

»Vi gik fra en almindelig til en digital måler, fordi vi havde mange kunder, der aflæste deres måler forkert. Vi synes, det er en bedre metode, og derfor er vi kede af den nuværende situation. Det er vanvittigt med digitale løsninger, der ender i sådan noget som det her.«

Så - efter digitaliseringen måtte borgerne omkring de to vandværker i Vejle følge instruksen fra Vejle Spildevand: »Tallet kan indrapporteres via Vejle Spildevands hjemmeside, via telefon eller ved fysisk at aflevere aflæsningskortet hos Vejle Spildevand på Toldbodvej.«

Han glemmer nemlig fuldstændig at han dels spilder borgerens tid - og hvorfor skulle det dog være gratis, og dels også truer folk med, og opkræver, et gebyr hvis de ikke lige husker at hjælpe ham gratis indenfor den tidsfrist der lige passer hans firma..

  • 22
  • 1

Egentlig en absurd historie, når alle siger at det er billigere og bedre med fjernaflæsning.
Vandværket kunne have fået nogle penge for data de i forvejen har, nu får de ingen.
Minder om Radius og fjernaflæste målere, hvor de sagde at man så kunne følge forbruget.
For at følge forbruget kræves åbenbart en kode til leverandøren Ørsted, som de åbenbart ikke sådan vil ud med.
Jeg skrev til Radius, og de henviste til Ørsted, som ikke har svaret på min henvendelse.
Er det del og hersk der råder?

  • 17
  • 1

Jeg skrev til Radius, og de henviste til Ørsted, som ikke har svaret på min henvendelse.


Radius er dit netselskab. De har måleransvaret, men må ikke have kundekontakt (ud over nogle særlige tilfælde). Ørsted er dit handelsselskab, det er ved dem du køber din strøm.

Radius måler dit forbrug og uploader data i datahubben, som ejes af Energinet. Dit handelsselskab (i dette tilfælde Ørsted?) henter data fra datahubben og udfærdigere en regning til dig. Handelsselskabet kan også stille de pågældende data til rådighed hvis de ønsker det. Det er derfor at Radius ikke kan gøre andet end at henvise til dit handelsselskab.

Der er vist nok også ved at blive lavet en portal under Energinet hvorved du kan få direkte adgang til de data der ligger i datahubben... Men som udgangspunkt skal du altid kontakte dit handelsselskab, dvs. der hvor du køber din strøm... Er du utilfreds med Ørsted, kan du vælge at skifte selskab og købe din strøm et andet sted...

  • 6
  • 0