Strækninger skal udskiftes med 'udstyr af første klasse': Modernisering af tysk jernbanenet sat i gang

Højhastighedstogene ICE 3 kører i dag på nogle af de strækninger, der skal moderniseres. Illustration: Hadrian

Det tyske jernbanenet skal moderniseres. Det står klart, efter Tysklands transportminister sammen med direktøren for Deutsche Bahn har meddelt, at jernbanenetværket »er blevet forsømt i adskillige år og presset til dets absolutte grænse.«

Det skriver Deutsche Welle.

Udmeldingen kom på et pressemøde onsdag, hvor transportminister Volker Wissing og direktør for Deutsche Bahn, Richard Lutz, annoncerede en omfattende renovation af netværket.

Og ifølge de to topfolk står Tyskland overfor en enorm udfordring:

»Det kan ikke fortsætte, som det er. Vi har et dilemma, som næppe kan løses på kort sigt: At vokse og modernisere på samme tid,« meddelte de på pressemødet.

Højkvalitetsnetværk

I dag kører der 51.000 gods- og passagertog i Tyskland, og det tal forventes at stige til 59.000 mod 2030, men jernbanenettet er plaget af aldrende infrastruktur og vedvarende byggearbejde.

Derfor skal de særligt travle sektioner, som i dag tæller ti procent af den samlede infrastruktur blive til et »højtydende netværk«, der skal fungere som et stabiliserende anker for resten af banenettet.

De særligt travle sektioner opererer allerede på en 125 procents kapacitet, og udstyret på de strækninger skal udskiftes med »udstyr af første klasse«. Det vides endnu ikke præcist, hvad den betegnelse omfatter.

Mod 2030 er det tyske mål, at antallet af passagerer skal fordobles, og samtidig skal andelen af godstransport på jernbanen stige signifikant.

Rettelse: Det har tidligere fremgået, at der dagligt rejser 51.000 passagerer på de tyske jernbaner. Der er i virkeligheden tale om 51.000 tog, og i stedet 5,5 millioner passagerer. Vi beklager fejlen.

Emner : Tog
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I dag rejser 51.000 passagerer med tog i Tyskland, og det tal forventes at stige til 59.000 mod 2030. Oveni det kommer godstransport, men jernbanenettet er plaget af aldrende infrastruktur og vedvarende byggearbejde.

OG hvad er enheden? er det pr time? pr dag? pr år?

  • 9
  • 3

About 51,000 passenger and goods trains travel through Germany every day. That figure is expected to increase to 59,000 by 2030, Lutz said.

Så det er antallet af tog pr. dag der tales om, hvorvidt det er kun Deutsche Bahn tog eller alle tog er lidt uklart da Lutz er chef for DB

  • 14
  • 0

Der må være sket en paladsrevolution i Deutsche Bahns øvre lag jf.:

Da Siegfried Klausmann, en tysk jernbaneentusiast og stifter af togrejseselskabet Gleisnost, skulle til møde med Deutsche Bahns ledelse i Berlin en morgen i 2013, tog han naturligvis nattoget fra sin hjemby Freiburg. Da han fortalte om sin tur, bredte en mumlen sig i forsamlingen. Den mest forbavsede var hende, der senere blev chef for fjerntogsafdelingen og annoncerede nattogets nedlæggelse.

»Jeg følte mig som en attraktion på markedspladsen,« forklarede Klausmann i Frankfurter Allgemeine i maj. »Jernbanernes egne chefer var overraskede over, at der fandtes sådanne folk som mig.«

For ham var disse togfremmede teoretikere i spidsen for Deutsche Bahn at ligne med en flok veganere som chefer for et slagteri...

(Citatet stammer fra Weekendavisen, 13. januar 2017).

  • 3
  • 1

Hej allesammen!

Som I har opdaget, var der naturligvis tale om 51.000 tog, og ikke passagerer. Det samme gælder togtypen, hvor der er tale om et ICE 3 højhastighedstog, ikke det velkendte IC3-tog.

Tak for jeres årvågenhed, fejlene er fikset, beklager meget.

God sommer til jer alle!

Med venlig hilsen Henrik Vinther Nielsen

  • 7
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten