Leder: Støvet landbrugsstøtte står i vejen for fremtidens produktion

Alt imens vi vinker farvel til et Storbritannien, der trækker sig tilbage til sin ø-tilværelse på den anden side af Den Engelske Kanal, er det tilrådeligt at tænde for BBC. For mens EU-forhandlingerne om en fremtidig landbrugsstøtte efter 2021 ser ud til at ende med lidt af den samme gamle surdej, ser briterne ud til at gå anderledes radikalt til værks.

Den britiske regering har nemlig lagt op til en landbrugsrevolution. Og det er et passende sted at starte, hvis man vil frigøre sig fra EU-lænkerne. Storbritannien vil fortsætte samme niveau af støtte til deres landmænd, som de hidtil har fået fra EU – nemlig 26 milliarder kroner. I det konservative EU-­system er støtten langt overvejende givet som hektarstøtte: Har du meget jord, får du mange penge. Men i Storbritannien er regeringen nu ved at forhandle en aftale, hvor pengene skal uddeles efter, om landmanden leverer offentlige goder: »Public money for public goods,« lyder det.

Den nytænkning åbner for, at støtten kan komme nye initiativer til gavn, herunder træplantning og naturgenopretning til gavn for biodiversitet og befolkningen. Og døren åbner sig også for nye teknologier, der går i spænd med en grøn omstilling. Det er interessant. I dag ser vi nemlig masser af nytænkning på landbrugs- og fiskeriområdet, som ikke passer ind i den kassetænkning, der præger EU’s landbrugsstøtte på samlet 1.990.000.000.000 kroner. Vi ser landmænd eksperimentere med vertikale farme under jorden, vi ser forsøg med muslingefarme i Limfjorden, algefarme, tangplanter, og vi ser landmænd producere insekter til dyrefoder i gamle kyllingestalde.

I Ingeniøren kan man i dag læse om arbejdet med at producere insekter. Det er ikke nemt. Erhvervet lider stadig af børnesygdomme og under en benhård kilopris på protein, som gør det svært at konkurrere. Præcis samme udfordringer har muslingedyrkerne herhjemme, der i nogle tilfælde må opgive eller sende muslingerne til biogasanlæg i stedet for at producere dyrefoder til landbruget. Muslingedyrkerne kan få EU-støtte til etablering under havprogrammet, men selvom de fjerner næringsstoffer, præcis som landmanden gør med efterafgrøder og bræmmer, så kan marine virkemidler ikke få støtte. Muslinger suger nemlig næringsstoffer for mere end én landmand, og så passer de ikke i landbrugsstøtteordningens kassetænkning.

Det er jo det glade vanvid, at vi med den ene hånd støtter en voldsomt forurenende husdyrsproduktion, både når det gælder CO2 og næringsstoffer, med milliarder af kroner, og med den anden hånd kun drysser krummer ud til de nye fremsynede produktionsformer, der netop passer ind i visionerne om en grøn omstilling. De forsøger at mindske miljøaftrykket, men er ude af stand til at få landbrugsstøtte, fordi de simpelthen ikke bruger jord.

Vi har i den grad brug for nye proteinkilder i et land, der hvert år importerer 1,7 millioner ton soja, hovedsageligt til dyrefoder. Ser vi på det med EU-briller, bliver der årligt importeret 17 millioner ton råprotein om året. Det sker for at holde liv i de europæiske husdyr, som lever af en landbrugsstøtte, der oprindeligt var tænkt til at gøre Europa selvforsynende med kvalitetsprodukter. I dag er virkeligheden, at vi i Danmark er dybt afhængige af, at Sydamerika stiller et areal større end Sjælland og Falster til rådighed for soja-dyrkning, hvis ikke mange af vores 13 mio. svin skal gå sultne i seng. Og det er vel at mærke, selvom 80 procent af det danske landbrugsareal bliver brugt til at dyrke foder til dyrene.

Præcis samme billede tegner sig for de mange dambrug, der skyder op i Europa. I dag er vi i den situation, at vi spiser langt flere fisk fra dambrug, end fisk vi fanger i havet. Dambrugene er i voldsom vækst verden over, og fiskene spiser ... tja, fisk, så proteinbehovet vokser kun i takt med overfiskningen. Her kan proteinkilder som muslinger, alger og insekter få en central rolle, og de har ovenikøbet begge potentialet til at løse andre kerneproblemer. Muslingedyrkningen renser vandet, og insekterne kan leve af den enorme restproduktion, der er fra fødevareindustrien. På sigt kan vi måske få dem til at guffe sig gennem nogle af de 540.000 ton mad, vi hvert år smider ud i Danmark. Nogle af insekterne, som den sorte soldaterflue, kan sågar suge næringsstoffer ud af gylle.

I dag er EU’s landbrugsstøtte låst i en gammel tankegang. Det ser vi afspejlet i vores landbrug ude i virkeligheden. Heldigvis har vi over de seneste årti også set en bevægelse med flere grønnere tiltag. Det ses også i de nuværende forhandlinger, hvor for eksempel Europa-­Parlamentets miljøudvalg på tværs af politiske skel har anbefalet at øremærke 30 procent af den direkte landbrugsstøtte til landmænd, der gør en ekstra indsats for miljø og klima. Det er gode takter, men danske politikere og lobbyister må også tage kampen op, så vi kan sikre en hurtig og markant forandring af vores fødevareproduktion, så den igen kan blive bæredygtig. Det skal ikke kun handle om udtagning af jord og flere træer. Måske skal vi følge Storbritannien her.

/thd

Illustration: Lasse Gorm Jensen

Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Al støtte bremser nytænkning.

Der er flere problemer forbundet med støtteordninger, både indenfor landbrug og industri. Landbrugsstøtte blev oprindeligt indført for at gøre vesteuropa selvforsynende med fødevarer. det lykkedes og man fik opbygget enorme smørbjerge, olivenoliesøer, oksekødslagre og andre fødevarer på eu lagre. Derfor omlagde man støtten, fra støtte på det producerede til arealstøtte, Det skulle minimere overproduktion og overgødskning samt lette generationsskifte. Desværre medførte den faste arealstøtte at jordpriserne steg, til stor fordel for gamle veletablerede landmænd, som ville pensionerede sig- sælge. Det gjorde det samtidig langt vanskeligere for unge at etablere sig idet, lånebehovet blev langt størrer

  • 11
  • 3

Leder:

Vi har i den grad brug for nye proteinkilder i et land, der hvert år importerer 1,7 millioner ton soja, hovedsageligt til dyrefoder

Nej. Og slet ikke hvis det foder, der skal bruges i stedet, er værre. Vi har brug for, at landbrugsproduktionen, især kødproduktionen bliver mindre. Så der bliver plads til mere natur. Så vi ikke behøver importere så stor en del af dyrenes foder. Og så køer, grise osv kan komme ud på græs en gang imellem og i det hele taget leve mere naturligt.

Når Danmarks areal ikke er større, end det er, er der ikke plads til at have så stor en produktion og eksport af landbrugsvarer, som vi har.

  • 9
  • 5

Martin Wolsing:

Bare et spørgsmål, af ren uvidenhed fra min side. Hvor meget natur lægger nutidens svinefabrikker reelt beslag på?Kunne man måske (hvis man ser stort på ting som dyrevelværd) lægge disse fabrikker i industriområder, med ordentlig spildevandsrensning til følge?

Jeg ved det ikke. Men det gælder også om at give dyrene naturlige udfoldelsesmuligheder. Og når der er færre dyr, er der mindre behov for import af foder samt marker der leverer afgrøder til foder - altså plads til mere natur.

Man hører af og til om folk der generes eller måske endda bliver syge af at bo i nærheden af en svinefarm. Hvis de lugter så meget, skal de ikke engang være i industriområder.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten