Storm så bred som Jorden hærger Saturn

8. juli 2011 kl. 14:55
Storm så bred som Jorden hærger Saturn
Illustration: Nasa/JPL-Caltech/SSI.
En 10.000 km bred kæmpestorm på Saturn kan være med til at øge forståelsen af forholdene i Saturns atmosfære. Og på længere sigt give en bedre forståelse af vejret på Jorden.
Artiklen er ældre end 30 dage

Cassini-rumsonden har fotograferet og undersøgt en gigantisk storm, der i øjeblikket raser på Saturn. Den kolossale storm er 10.000 km bred - næsten så bred som Jordens diameter. Hvis den blæste langs ækvator her på Jorden, ville den dække et område fra Afrikas sydspids til Skagen.

Kæmpestormen trækker en hale af hvide skyer efter sig - og de skyer hænger så længe, at man på billederne fra Cassini kan se, at stormen nu har indhentet sin egen 'hale'.

Cassinis undersøgelser tyder på, at stormen er blevet dannet langt tidligere, end hidtil antaget. Den indeholder lige så meget energi, som Jorden modtager fra Solen på et helt år, og sættes måske i gang af Solen, som via ændringer i atmosfæren skaber et opadgående flow af varme fra dybt nede i Saturn atmosfære.

Den enorme storm på Saturn overhaler sin egen hale. Illustration: Nasa/JPL-Caltech/SSI.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved at undersøge de atmosfæriske forhold på Saturn kan forskerne få ny viden, som kan benyttes i forståelsen af vejret på andre planeter, heriblandt Jorden.

Cassini-rumsonden opdagede stormen første gang 5. december 2010. Siden har stormen raset og udviklet sig voldsomt i atmosfæren. Stormen befinder sig på omkring 35 grader nord på Saturn, og billederne viser, at den nu løber hele vejen om planeten og har overhalet sig egen hale. Stormen dækker et areal på 4 milliarder kvadratkilometer.

500 gange større end før set

Denne storm er 500 gange større end den største storm, man hidtil har set på Saturn. Forskerne har undersøgt lydene fra stormens lyn og analyseret billeder, som Cassini har taget mellem december 2010 og februar 2011.

Resultaterne fra Cassinis radio- og plasmainstrument viser, at lynfrekvensen er ti gange højere end for andre storme, som Cassini har observeret på Saturn siden sin ankomst til kredsløb om planeten i 2004.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De store storme ses som hvide pletter på Saturns atmosfære. Disse hvide pletter optræder normalt med cirka 30 års mellemrum, når Saturns nordligt halvkugle hælder ind mod Solen, men denne seneste storm er kommet næsten 10 år for tidligt. Kun fem lignende store hvide pletter er blevet set de sidste 135 år.

Astronomen Andrew Ingersoll fra Californiens teknologiske institut i Pasadena og medforfatter på den videnskabelige artikel om den nye storm, siger i en pressemeddelelse:

»Saturn er ikke som Jorden eller Jupiter, hvor storme er meget almindelige. Vejret på Saturn ser ud til at køre stille i årevis, hvorefter det eksploderer meget pludseligt. Jeg er meget glad for, at vi så et så spektakulært vejr på vores 'vagt'.«

På sit højeste skaber stormen 10 lyn pr. sekund. Selvom radio- og plasmainstrumentet på Cassini har en opløsning på millisekunder, har instrumentet svært ved at adskille signalerne i de meste intense perioder.

Siden sin ankomst til kredsløbet omkring Saturn har Cassini set ti storme med lyn på Saturn. Ved ankomsten var der sommer på Saturns sydlige halvkugle med fuld belysning fra Solen og uden skygge fra ringene.

Stormene passerede igennem et område på den sydlige halvkugle kaldet 'Stormens allé'. I august 2009 skiftede belysningen på Saturn og den nordlige halvkugle begyndte at få forår.

Dramatiske ændringer startes af Solen

De nye resultater viser, at sæsonvariationer og ændringer i sollyset kan skabe dramatiske ændringer i vejret på Saturn. Forskerne har nu observeret storme på Saturn i syv år, men denne storm er så meget anderledes, og der måtte tages både jord- og rumbaserede teleskoper i brug for at undersøge den.

Det store mysterium er, hvor disse storme får deres energi fra. Tidligere teorier om, at de er drevet af Solen, synes ikke at stemme, til gengæld peger de nye data på at energi stammer fra en intern energikilde i Saturn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskerne mener så, at Solen måske igangsætter ændringer i atmosfæren, som starter et opadgående flow af varme fra dybt nede i Saturn atmosfære.

Resultaterne er offentliggjort i det sidste nummer af tidsskriftet Nature.

Dokumentation

Nasa’s pressemeddelelse
Artikel på Space.com

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger