For store udgifter og for få kunder

Mens underskuddet vokser, er også elselskabernes begejstring over fibernettet vendt til en mere afdæmpet og afventende holdning.

Hos en af de store fibernetaktører, Midtvest Bredbånd, voksede underskuddet fra 39,3 millioner kroner i 2006 til 110 millioner kroner i 2007.

I dag har firmaet i alt 5.500 kunder, en brøkdel af de 75.000, man i 2005 betragtede som et realistisk mål ved udgangen af 2007.

Det er ikke tilfredsstillende, lyder det fra selskabets direktør Svend-Erik Jensen.

»Elselskabernes fibersatsning har skærpet konkurrencen, hvilket har fået 'de gamle' teleselskaber til at reagere med lavere priser og flere tilbud. Det har været en gevinst for forbrugerne men betyder også, at vores indtjening bliver mere langmodig. Samtidig har det rent praktisk vist sig at være sværere at opbygge nettet og sikre tilslutning,« siger Svend-Erik Jensen.

Hos Profiber, fibernetvirksomheden under det østjyske elselskab TRE-FOR, har det samlede underskud på 59,9 millioner kroner i 2007 også ført til en nedjustering, forklarer direktør Knud Steen Larsen.

»Vi troede, at vi i 2008 ville gå i overskud, og at vi i 2014 havde tilbagebetalt de samlede investeringer. Nu forventer vi først et overskud på driften i 2010, og at investeringerne først vil være dækket i 2019. Udviklingen har ikke været tilfredsstillende, men perspektivet er stadig det samme, bare med nogle års forsinkelse,« siger Knud Steen Larsen.

Også de mindre aktører på fibernetmarkedet har justeret deres forventninger. Det gælder blandt andet NEF-Fonden, et fynsk elselskab som indtil videre har investeret 100 millioner kroner i fibernetprojektet, men kun har fået 1.100 kunder.

»Vi forventede at have 3.000 kunder i 2008, så det har været sværere, end vi troede,« siger direktør Søren Alrøe, som først forventer et positivt resultat om fire år.

»I 2012 forventer vi et positivt cashflow, hvilket er et par år senere end først antaget, og i 2024 forventer vi så at have et samlet afkast på investeringen på 6,2 procent. Men så stort et projekt skal også vurderes på længere sigt, og derfor kan man ikke i dag sige, at det har været en forkert satsning,« siger Søren Alrøe, hvis virksomhed sidste år endte med en minus på 13,9 milioner kroner på bundlinjen.

Ingeniøren har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DONG Energy Fibernet.

Fakta: Fiberselskabernes underskud i 2007

  • Energi Fyn: 14,2 mio. kr.

  • MidtVest Bredbånd: 110 mio. kr.

  • NRGi Fibernet: 7,6 mio. kr.

  • Sydfyns Intranet: 5,3 mio. kr.

  • TRE-FOR Profiber: 59,9 mio. kr.

  • NEF-Fonden: 13,9 mio. kr.

  • Energi Fyn Bredbånd: 14,2 mio. kr.

  • Syd Energi Bredbånd: 42,4 mio. kr.

  • Bredbånd Nord (samlet): 52,8 mio. kr.

  • Energi Randers Tele: 11,2 mio. kr.

NEF-Fonden og Seas NVE er desuden medejere af Dansk Bredbånd, der kom ud af 2007 med et underskud på 139,4 millioner kroner. Der findes ikke særskilte tal for fiberprojekterne under Dong Energy Fiber, Seas-NVE, Energi Midt, Østjysk Energi og Galten Elværk.