Store mængder brintoverilte kan give liv på Jupiter-måne

Amerikanske forskere har fundet en mulig energikilde for liv på Jupiter-månen Europa. Analyser viser, at der findes store koncentrationer af brintoverilte på den isdækkede måne. Det antyder, at der kan være liv i de isdækkede have. Når brintoverilten blandes med vand frigives, der ilt.

Infrarøde observationer af Europa har afsløret de store forekomster. Brintoverilten blev første gang fundet af Nasas Galileo-rumsonde mellem 1995 og 2003, men dengang blev den kun fundet i begrænsede mængder og områder.

Hvis brintoverilten finder vej ned under Europas isoverflade og blandes med det flydende hav under isoverfladen, skabes der en energikilde, som kan være vital, hvis der findes liv i havet.

De nye undersøgelser er gennemført af en gruppe forskere under ledelse af Kevin Hand fra Nasas Jet Propulsion Laboratory i Pasadena, Californien, og Mike Brown fra California Institute of Technology med Keck-II-teleskopet på Mauna Kea-vulkanen på Hawaii.

Kevin Hand oplyser til Space.com, at liv, som vi kender det, har brug for flydende vand og grundstoffer som kulstof, kvælstof, fosfor, svovl og en eller anden form for kemi eller lysenergi for at leve.

Læs også: Jupitermånen Europas saltvand kan findes på overfladen

Europa har vandet og grundstofferne, men med peroxiderne, såsom brintoverilte, findes der måske også en vigtig energikilde. Kevin Hand understreger, at på Jorden var tilstedeværelsen af oxidanter som peroxider kritisk for, at komplekse, flercellede organismer kunne udvikle sig.

Undersøgelserne afslører, at de højeste koncentrationer af brintoverilte findes på forsiden af Europa i forhold til dens omløbsbane om Jupiter. Isen i disse områder består næsten udelukkende af rent vand, og de er ikke forurenet af svovl som andre dele af Europa.

Brintoverilten skabes på Europa på grund af den intense stråling, som konstant rammer månens overflade, når den bevæger sig gennem Jupiters kraftige magnetfelt.

Den højeste koncentration, som blev fundet, var 0,12 procent i forhold til vand. Dette er ifølge Nasa 20 gange tyndere end den brintoverilte, som normalt sælges i håndkøb.

Mike Brown oplyser til Space.com, at målingerne giver en smagsprøve på, hvad der kan findes under Europas isoverflade.

Forskerne kender stadig ikke den præcise sammensætning af havet under isen, og hvordan det reagerer med overfladen.

De nye resultater er blevet præsenteret i det seneste nummer af tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.