Alle britiske teleselskaber skal have fjernet alle Huawei-komponenter fra deres 5G-netværk senest i 2027. Og fra udgangen af året bliver det ikke muligt at købe Huawei-komponenter til 5G, ligesom Huawei-udstyr til fibernet skal fjernes i løbet af to år.
De nye skrappere krav kommer bare et halvt år efter, at Storbritannien begrænsede Huaweis adgang til nye 5G-netværk, og beror på, at Det Nationale Center for Cybersikkerhed (NCSC) igen har ændret sin risikovurdering af Huawei.
I forvejen er Huawei på den sorte liste i USA, som har forbudt landets teleoperatører at bruge firmaets 5G-udstyr.
Tilbage i januar kategoriserede Storbritannien Huawei som en højrisiko-leverandør, hvilket betød, at Huawei er afskåret fra at levere udstyr til core-netværket i de nye 5G-netværk, ligesom de ikke må levere udstyr til militæret eller andre kritiske netværk. Dog måtte Huawei gerne levere udstyr til radio-delen, også kendt som RAN, og typisk henviser til det udstyr, der hænger i mobilmasterne.
Nu strammes skruen så en ekstra tand, og der må slet ikke indkøbes nyt udstyr, og det eksisterende udstyr skal fjernes i løbet af de kommende syv år.
De britiske myndigheder lægger ikke skjul på, at de har skelet kraftigt til USAs ønske om yderligere forbud.
»Yderligere amerikanske sanktioner mod Huawei i maj har betydet, at NCSC har revideret sine anbefalinger om, hvordan højrisiko-leverandører skal håndteres i britiske telenetværk,« skriver NCSC i en meddelelse på sin hjemmeside tirsdag.
Den lange tidsfrist skyldes formentlig, at flere teleoperatører for nyligt har meddelt, at de ikke kan garantere stabile mobilnetværk, hvis de kun får tre år til at udfase Huawei-komponenter. Det fortalte blandt andet BT (British Telecom) og Vodafone til BBC.
Den nye beslutning er altså et kompromis mellem en strammere sikkerhedspolitik overfor Kina og så ønsket om en stabil tele-infrastruktur.
Vodafone har oplyst, at de forventer at Huawei-forbuddet vil give en ekstraregning på et 'etcifret milliardbeløb' i britiske pund at udskifte alt udstyr fra Huawei.
Læs også: Kina giver resten af verden 5G-baghjul
Udrulning forsinkes
Samtidig erkender den britiske regering, at udelukkelsen af Huawei vil forsinke udrulningen af 5G i Storbritannien. Til det britiske parlament har Oliver Dowden sagt, at de forventer en samlet forsinkelse på mellem to og tre år.
EU har ikke en samlet politik i forhold til Huawei, men har i marts præsenteret medlemslandene for en værktøjskasse, som de kan bruge til at kategorisere leverandører. Den værktøjskasse lægger i praksis op til den hidtidige sondring, som Storbritannien har valgt, nemlig at højrisiko-leverandører som Huawei ikke må levere til core-netværket, men gerne til radio-delen.
Læs også: EU strammer 5G-sikkerhed: Men Huawei udelukkes ikke
Danmark følger trop
Den linje anfægtede Mette Frederiksen i maj, hvor hun meddelte, at den danske regering efter sommerferien vil fremlægge et lovforslag, der i praksis flugter med den nye britiske linje, nemlig at der slet ikke være med udstyr fra højrisikoleverandører i de danske mobilnetværk.
I Danmark findes der i dag tre mobilnetværk, TDC, Telia/Telenor og 3. Både TDC, Telia og Telenor har allerede valgt Huawei fra som netværksleverandør, og i stedet har de valgt henholdsvis Ericsson og Nokia. 3 bruger som den eneste teleoperatør udstyr fra Huawei, og her er meldingen, at de netop nu forhandler med en ny leverandør til 5G.
Striden om Huawei handler i bund og grund om, at Europa og USA er usikre og bekymrede for, at de kinesiske myndigheder kan bede Huawei om bagdøre til deres europæiske netværk og på den måde få adgang til fortrolige oplysninger.
Læs også: Kortlægning af Huaweis rolle i det danske telenet: Er der en kinesisk nål i høstakken?
