Stor test af hiv-vaccine stoppet: Viste skuffende resultater

Illustration: Bigstock/Numstocker

En stor hiv-vaccinetest i Sydafrika med flere end 5.000 deltagere har vist skuffende resultater.

Af de deltagere, der modtog vaccinen, der går under betegnelsen HVTN 702, er 129 personer efter tre år alligevel blevet smittet med hiv. Af kontrolgruppen, som fik placebo, fik 123 personer i perioden hiv.

Resultatet af en eventuel effekt er derfor langt fra overbevisende, og de skuffede forskere må tilbage til tegnebrættet, skriver BBC.

Håbet for den nye vaccine florerede i medierne i slutningen af 2016, hvor det fremgik, at der var tale om en videreudvikling af en vaccine, der tidligere var blevet testet med moderat succes på flere end 16.000 mennesker i Thailand.

Avisen The Guardian fortalte dengang, at vaccinen, der blev testet i Thailand var kontroversiel, fordi den var en blanding af to tidligere vacciner, hvor en af dem ikke bestod testen.

Læs også: Bionor: Vi har måske fundet kur mod aids

Stadig håb om at blive af med hiv

I løbet af den treårige test af den blandede vaccine blev 51 vaccinerede smittet med hiv, mens 74, der modtog placebo, blev smittet.

Resultatet var derfor ikke overbevisende nok, og en modificering blev til HVTN 702, som altså ikke har vist sig markant bedre.

Andre metoder har vist sig langt mere effektive til at forebygge hiv-smitte. Men her er der tale om medicin, der skal tages måske hver dag, hvilket ikke er muligt for alle.

Håbet om at få bugt med hiv er dog stadig til stede, og Debbie Laycock, som er politisk leder i velgørenhedsorganisationen Terrence Higgins Trust siger til BBC, at jævnlige tests, kondomer, forebyggende medicin samt behandling, der forhindrer videre smitte, alt sammen er noget der findes i dag og tilsammen giver en mulighed for at komme hiv til livs.

Emner : Medicin