Stor nordisk krig for mere Open Source

Nordisk Råd går nu i krig for at udbrede gratis, frie programmer som alternativ til dyre, lukkede programmer som for eksempel Microsofts Office-pakke og Adobes Photoshop.

»Der er utroligt mange alternative produkter til de kommercielle programmer, men vi erfarer fra vores telefonrådgivninger, at det ved mange forbrugere ikke. Derfor var vi enige om de nordiske lande imellem, at der er behov for at oprette en Open Source-hjemmeside,« siger IT-chef Morten Ellegaard, Forbrugerinformation til Ingeniøren|net.

Og dermed gjort. I morgen lancerer Nordisk Ministerråd på sit møde i Stockholm en fælles nordisk hjemmeside, hvor forbrugerne kan hente Open Source-programmer til både privat og professionel brug. På hjemmesiden kan forbrugerne danne sig et overblik over, hvilke Open Source-programmer, der er til rådighed, og samtidig kan man hente og installere programmer til eget brug.

Open source vigtigt redskab for små lande

Den nye hjemmeside er opdelt i forskellige temaer som hjemmebruger, børn, lyd, business og grafik, og der er også et helt tema om brug af styresystemet Linux. Hjemmesiden indeholder bl.a. kontorpakken Open Office og billedbehandlingsprogrammet GIMP.

Eller rettere sagt link til de steder, hvor forbrugerne kan downloade programmerne. Derudover indeholder siden information om mulighederne.

Nordisk Råd mener, at Open Source er et vigtigt redskab for små lande, der skal kæmpe for at fastholde en sproglig og national identitet.

»Open Source tillader nemlig, at man kan arbejde med meget små sprog, fordi der i programmerne ikke er nogen restriktioner på at lægge meget små sprogfiler ind,« siger Morten Ellegaard.

Han erkender, at nogle kritikere mener, at Open Source-programmer kan være dyrere at vedligeholde.

»Der er mange eksempler på Open Source-software, der kræver en ret teknisk baggrund og speciel kompetence, hvis det driller, og det er vi ikke interesserede i at få forbrugerne ud i. Vores hjemmeside henviser derfor kun til de Open Source-produkter, som er mest modne. Vi har bevidst taget de programmer, som har en fornuftig installationsprocedure,« siger han.

Ikke krig mod kommercialismen

Selv om initiativet ifølge Forbrugerinformations pressemeddelelse skal "mindske afhængigheden af dominerende softwareprodukter", afviser IT-chefen, at det er en åben krig mod kommercialismen:

»Det mener jeg ikke, man kan sige. Det er alene et forsøg på at skabe en gennemsigtighed på it-markedet, som ikke er til stede i dag. Der er mange forbrugere, som ikke ved, at der er et alternativ til Microsoft Officepakken. Og det er vores opgave at gøre opmærksom på,« siger han.

Programmerne findes ikke i dag på hjemmesiden, men Morten Ellegaard lover, at de er tilgængelig i morgen ved åbningen.

Forbrugerinformation deltager i Nordisk Ministerråds arbejdsgruppe om information. I den forbindelse har der været enighed landene imellem om initiativet, som har kostet Nordisk Ministerråd omkring 500.000 danske kroner.