Stor dansk undersøgelse: For lidt D-vitamin øger dødeligheden

Stor dansk undersøgelse: For lidt D-vitamin øger dødeligheden

Personer med lavt niveau af D-vitamin i blodet udvikler hyppigere dødelige sygdomme end mennesker med normale niveauer, viser stor undersøgelse af næsten 100.000 danskere.

Det er livsfarligt at få for lidt D-vitamin. Faktisk så farligt, at folk med 30 nanomol D-vitamin pr. liter plasma har en 40 procent forøget risiko for at dø af kræft og en 30 procent større risiko for at dø tidligere, end de ellers ville have gjort, hvis de havde haft de 50 nanomol pr. liter, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Det viser ny dansk forskning, der i dag offentliggøres i tidsskriftet British Medical Journal.

Forskere fra Københavns Universitet og Herlev Hospital har fundet resultaterne ved hjælp af data om 96.000 fra to store befolkningsundersøgelser: Østerbroundersøgelsen og Herlev-Østerbroundersøgelsen.

I begge undersøgelser er der målt D-vitamin i blodet, ligesom man har undersøgt for specifikke genfejl.

Og resultaterne viser altså, at man dør af for lidt D-vitamin. Tidligere undersøgelser har peget i samme retning, men der har været tvivl om betydningen af eksempelvis rygning og usund livsstil generelt.

Det er der justeret for denne gang, da der tages udgangspunkt i personernes gener, som ikke er afhængige af livsstil.

»Vi har undersøgt sammenhængen mellem gener forbundet med livslangt lavt niveau af D-vitamin og dødelighed i et stort dansk studie. Vi kan se, at gener forbundet med et lavere niveau af D-vitamin er forbundet med en øget dødelighed på samlet 30 procent, og mere specifikt en højere risiko for kræftrelaterede dødsfald på 40 procent. Vores studie har den vigtige egenskab, at det kan vise en klar årsagssammenhæng,« udtaler Shoaib Afzal, læge ved Klinisk Biokemisk Afdeling på Herlev Hospital, i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

De nye resultater siger dog ikke noget om, hvad man så skal gøre for at undgå den øgede dødelighed.

»Vores studie viser, at et lavere niveau af D-vitamin er en årsag til øget dødelighed, men den bedste måde at øge befolkningens niveau af det vigtige vitamin på er endnu uafklaret. Vi mangler stadig et forsøg, som viser, hvilken mængde D-vitamin der skal tilføres, og hvordan og hvornår det er mest effektivt,« siger klinisk professor og overlæge ved Herlev Hospital Børge Nordestgaard.

Omkring 500.000 danskere har betydelig mangel på D-vitamin i vinterhalvåret.

Kommentarer (23)

"Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt indtag på 7,5 µg D-vitamin"
Det rækker som en skrædder, et vist sted, hvis man har kronisk for lavt d-vitamin.
For at kommer op på det rette nivau kræver det mega doser, og så en mindre velligeholdelses dosis.
Jeg tager 125 microgram (5000iu) er gået fra 40 nanomol/l til 100.

  • 2
  • 2