Støttepulje til elbusser nedbarberet med 10 mio. kroner

Illustration: Movia

Energistyrelsen har netop bekendtgjort, at trafikselskaber, kommuner, regioner og busoperatører nu kan søge om tilskud fra en ny pulje på fire millioner kroner til at dække ekstraomkostningerne ved at anskaffe klimavenlige elbusser frem for konventionelle dieselbusser.

Støttepuljen har ifølge en pressemeddelelse fra Energistyrelsen til formål at sikre, at der kommer flere elbusser i Danmark.

»Der er store potentialer i at udskifte almindelige dieselbusser med elbusser. Elbusser er klimavenlige, idet de udleder mindre CO2,« skriver Energistyrelsen.

Ønsket om at fremme elbusser i Danmark skal imidlertid ses i lyset af Venstres finanslovsforslag, som medfører færre penge til netop tilskud til elbusser. Således lød puljen til elbus-tilskud før på 14 millioner kroner, men er altså nu barberet ned til blot fire millioner kroner.

Det fremgår af et svar til Folketinget fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) blot fem dage før Energistyrelsens pressemeddelelse om elbus-støtten.

Læs også: Regeringens sparekniv slagter CO2-reduktioner

Ingeniøren har tidligere på ugen skrevet om energi- og klimaministerens svar, som indebærer, at regeringen i perioden 2015-2019 vil spare 600 millioner kroner på at begrænse eller fjerne tidligere aftalte CO2-reducerende tiltag.

Trafikselskaber, kommuner, regioner og busoperatører, der måtte være interesserede i at investere i elbusser, har nu tre uger til at skal søge om tilskud fra støttepuljen. Deadline er den 9. november i år.

Emner : Busser
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Elbusser handler jo mindst ligeså meget om luftkvaliteten i vores byer. Det er ret kortsigtet tænkning at lukke ned for partikelfri busdrift!

  • 17
  • 2

Ja, ELbusser er miljøvenlige hvis deres El kommer fra rene kilder. Jo mere elproduktion stammer fra ikke-karbon kilder (Vind, Sol, A) des bedre.

Derudover kommer der gang på gang nyt om flere tåbelige nedskæringer. Man savner ligefrem den tidligere regering...

  • 10
  • 1

Artiklen om afgiftsændringen på elbiler gav 72 kommentarer. Langt hovedparten fra modstandere af afgiftsændringen, som med stor styrke og indignation fremførte miljøbaserede argumenter. Denne artikel om elbusser kan ikke mønstre samme indignation, hvilket er mærkeligt. Man skulle tro at miljøfanatikere var mere pro kollektiv trafik end pro individuel trafik.

  • 2
  • 4

Ja sådan en stor bus køre hele dagen rundt og pruster smog/partikler/NOx ud. Langt mere miljø for investeringen. Når nu der ikke er så mange penge så invester i halv størrelse EL busser, og brug dem i de perioder der ikke er brug for den store diesel bus. Jeg ser alt for ofte næsten tomme busser. Det er jo ren idioti.

  • 3
  • 1

Faktisk burde det ikke være et spørgsmål omkring kollektiv trafik vs individuel trafik...

Elbusser er begrænset til et meget mere lokalt område end elbiler. Da elbusser erstatter dieselbusser der forurener ekstremt meget og kører på steder hvor befolkningstætheden er aller størst, bør der være mange gode grunde til at elbusser er langt vigtigere for folkesundheden/klima end elbiler nogensinde ville blive det.

På trods af dette vælger man ikke at søtte elbusserne selvom de er klar, Movia har allerede testet busserne. Så vidt jeg husker var de positivt overraskede.

Godt nok er elbusserne stadig noget dyrere i indkøb: link til Elbus priser Men man sparer hvad der ligner 200.000 kr årligt på indkøb af 'brændstof'.

  • 6
  • 0

Mange kommuner taler højt og længe om at de vil være CO2 neutrale, og København har desuden et problem med luftforurening. Alene det burde være nok til at udskifte lokalbusser med elektriske, og disse 10 millioner færre kroner kan ikke være afgørende. Man får ikke mange busser for de penge alligevel. Det er lidt besynderligt, at sådanne miljømæssigt fornuftige tiltag altid kræver støtte. Det bliver ikke billigere af støtte (måske endda omvendt), der er blot flere om at betale ekstraudgiften.

  • 7
  • 2

Miljøet er selvfølgeligt vigtigt, MEN som daglig bus-bruger, går jeg og drømmer om den dag, hvor man vil udfase alle forbrændingsmotorer i busser! Bussernes støj fylder utroligt meget i by trafikkens larm, samtidigt med den enorme komfort forskel mellem at sidde ovenpå en stor motor i lave omdrejninger hvilket får hele bussen til at ryste i forhold til en lydløs, vibrationsfri elmotor ! Selvom gasbusserne er et skridt på vejen, så kommer den store forskel først med fuld elektrificering af den offentlige transport, og gerne snart!!

Forskellen er stor, og det kan sagtens lade sig gøre. Har set det både i indre Beijing og især Bern som er helt elektrificeret.

  • 3
  • 0

@Stig Jørgensen

Bussernes støj fylder utroligt meget i by trafikkens larm, samtidigt med den enorme komfort forskel mellem at sidde ovenpå en stor motor i lave omdrejninger hvilket får hele bussen til at ryste i forhold til en lydløs, vibrationsfri elmotor !

Støj er også miljø. Hvis man kan hæve komforten kan man måske også lokke flere over til kollektiv trafik. Elmotor og batteri er mere indlysende i en bybus end i en Tesla. - Bybussen kører meget mere, dvs en højere udnyttelse af kapitalen. - Der er mange start/stop, dvs god udnyttelse af regenerativ energi. - Stor effekt i forbedring af nærmiljøet i byen. - Det er mulig at planlægge ruteplan og placere hurtigladere hensigtsmæssigt.

Jeg kan godt følge Svends synspunkt om tilskud. Et statsligt tilskud bliver tilskud til de store byer, mon ikke de kan betale selv? Men på den anden side, kommunal økonomi er presset og det er ligesom med Tesla. Uden støtte sker der ikke så meget.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten