Støtten til frivillig dna-bank vokser: Efterforsker vil slægtsforske sig frem til forbrydere

Hvis 2-5 procent af den danske befolkning frivilligt aflægger en dna-prøve, så vil langt størstedelen af fremtidige og hidtil uopklarede volds- og drabssager kunne opklares.

Det mener Martin Enggaard, som er efterforsker hos politiet og har fremsat et borgerforslag om oprettelse og brug af en sådan database til såkaldt genetisk slægtsforskning – en metode, der flere gange har været anvendt i udlandet, og som han snart har opnået halvdelen af de påkrævede 50.000 underskrifter til.

»Pædagoger er gode til at italesætte normeringer, og sygeplejersker deres løn. Det er på tide, at vi i politiet også deltager i den offentlige debat med vores faglighed, og hvad der kan gøre vores arbejdsvilkår bedre. Det vil jeg gerne sparke til, selv om det er ret grænseoverskridende,« siger han.

Han har fremsat forslaget som privatperson, dog sammen med en række kolleger fra forskellige politikredse, der alle har stået i samme frustrerende situationer som Martin Enggaard.

»Det handler om procesretfærdighed, og det synes jeg, vi taler for lidt om. Det er individuelt, hvad vi opfatter som en retfærdig proces, men vi skylder at tage op til debat, hvilken forskel dette kan gøre i forhold til, hvor lidt indgribende det er,« lyder det fra Martin Enggaard.

I forslaget skriver kollegerne konkret, at værktøjet er så banebrydende, at de godt 'tør garantere, at politiet kan opklare ældre og fremtidige drabssager med dette værktøj som hovednøglen'.

I dag tjekkes kun for fuldt match

I dag har politiet et dna-register, som de – ligesom med fingeraftryk – kan matche spor fra gerningssteder op imod. Men er der ikke et match, og duer andre metoder heller ikke, så kan sagen ligge som uopklaret i mange år.

Men bruger man de gode, gamle tricks fra slægtsforskning, hvor man opbygger sit eget stamtræ ud fra kirkebøgerne, og nu også private dna-slægtsforskningsregistre – så er der mere at arbejde med.

For er der f.eks. et match på de udvalgte områder af dna’et på 25 eller 50 procent, som ikke er nok til at fælde en drabsperson, så vil disse procenter være nok til at konkludere, at den skyldige er i familie med det delvise match. Og så kan man begynde at gennemgå grenene på stamtræet mere systematisk.

»Vi har tidligere spurgt hos Rigspolitiet, om vi måtte prøve, men vi har endnu ikke fået en afklaring på, om det går an juridisk. Så nu prøver vi at gå den politiske vej,« siger Martin Enggaard.

»Det er frustrerende at sidde med de pårørende og vide, at denne metode måske kunne give noget afklaring. Jeg kan ikke bringe deres kære tilbage, men vi kan yde retfærdighed, og det mener jeg, at vi kan give med dette værktøj,« siger han.

Gennem forslaget vil han også gerne fjerne de bekymringer, der har været om, hvorvidt politiet så kan snage i sygdomme blandt databasens profiler, eller om man risikerer at blive hængt ud, fordi man deler dna med en forbryder.

»Vi kommer ikke til at interessere os for andet end at sammenligne dna, og hvad angår at blive mistænkeliggjort som uskyldig, er det lige modsat. Der er netop tale om en metode, som kan lede efterforskningen på rette spor,« lyder det fra Martin Enggaard.

Benyttet i udlandet

Han begyndte at sætte sig ind i metoden for omkring fire år siden og kan konstatere, at vi godt stillet i Danmark i forhold til at bruge genetisk slægtsforskning. Vi har allerede meget velregistrerede kirkebøger, så kan man finde en pårørende, kan man relativt nemt stykke stamtræet sammen efterfølgende.

I udlandet har man ofte ikke samme fordele, og alligevel har man kunnet løse en række gamle mordsager ved hjælp af dna-stamtræer. For to år siden stod især to sager klart ud:

Dels dobbeltdrabet i Linköbing i Sverige, som efter at have været uopklaret i 16 år blev opklaret ved hjælp af metoden. En slægtsforsker fik adgang til dna fra gerningsstedet og fik lov at bruge det i slægtsdatabaser for at se, om der var nære slægtningen i dem. Til sidst stod man med to brødre, hvor den ene var et fuldt match.

I USA fandt man nogenlunde samtidig frem til en seriemorder og voldtægtsforbryder, hvor sporene fra gerningsstederne ikke matchede med en profil i politiets dna-register.

En betjent endte så med at uploade en dna-profil fra et spor på et gerningssted til en slægtsforskningsdatabase under påskud af selv at lede efter slægtninge.

Og slægtninge til morderen fandt han. Han fik endda snævret feltet så meget ind, at der til sidst nærmest kun var én mulighed tilbage – som nu sidder i fængsel efter i mange år at have undgået politiet.

I Danmark rekvirerer politiet dna-analyser fra retsgenetikerne på Retsgenetisk Institut på Københavns Universitet. Her er lektor Jeppe Dyrberg Andersen en af dem, der løbende tester nye metoder til at undersøge dna-spor.

»I dag leder vi kun efter match, men ikke delvise match fra familiemedlemmer i politiets dna-register,« siger han.

Kan køre mange tusinde markører

Fra hhv. gerningssted og mistænkte sammenligner retsgenetikerne konkret 16 områder i dna’et, som er såkaldte ’short tandem repeats’ – eller ’mikrosatellitter’. Her er tale om små sekvenser af ikke-kodende dna, som i dna'et bliver gentaget flere gange efter hinanden.

Matcher alle 16 markører, kan man være ret sikker på at stå med den, der har lagt det biologiske spor på gerningsstedet.

Har man intet match og i stedet kigger efter familiemedlemmer ud fra de samme 16 markører, er det Jeppe Dyrberg Andersens forventning, at det vil være muligt at nå ud i et led, der hedder f.eks. onkel-nevø til forbryderen.

I princippet vil man også kunne nå endnu længere ud på stamtræet, hvis man undersøger flere genetiske markører. Der findes metoder, der kan undersøge flere millioner af markører ved en undersøgelse af SNP-chips (enkelt-nukleotid-polymorfi), som analyserer på individuelle varianter i generne.

Disse SNP-chips kræver dog mere genetisk materiale - måske en hel dråbe blod mod de sølle 30 celler fra et spor, der kræves nu for at undersøge de 16 mikrosatellitter.

»Vi har dog setuppet til det,« understreger Jeppe Dyrberg Andersen.

I USA benyttede man ifølge Jeppe Dyrberg Andersen den database, der hedder GEDmatch, som blev oprettet for over ti år siden for at hjælpe adoptivbørn og slægtsforskere med at finde deres forældre og familiemedlemmer. Databasen er en samling af flere forskellige databaser med dna-profiler.

»Vi har gerne villet teste metoden med kendt materiale på GEDmatch, men det har vi ikke kunnet få lov til, fordi GEDmatch er amerikansk, så europæisk GDPR-lovgivning forhindrer det,« siger han og fortsætter:

»Rent teknisk ville det dog ikke være sværere for os at bruge genetisk slægtsforskning rutinemæssigt end de andre metoder, vi bruger. I dag tager det et døgn at gennemføre en undersøgelse, når det er en hastesag. På sigt vil jeg forvente, at vi vil kunne lave en genetisk slægtskabssag på nogenlunde samme tid som hastesag,« siger Jeppe Dyrberg Andersen.

1000 nye støtter dagligt

Ifølge efterforsker Martin Enggaard er det tilladt for politiet i flere stater i USA at bruge databaser som GEDmatch uden en dommerkendelse.

Det mener han dog ikke, bør være tilfældet i Danmark, og derfor har han også i borgerforslaget slået et slag for, at dommerkendelser bliver en del af opsætningen.

Desuden lyder oplægget, at man heller ikke må bruge dna’et til at slægtsforske sig frem til vidner, og politiet skal først benytte sig af metoden, hvis alle andre metoder ender blindt.

Der kommer dagligt omkring 1.000 nye støtter til forslaget, som løber året ud, og Martin Enggaard oplever også, at den politiske støtte er til stede.

»Retsordførerne fra både de konservative, SF og Dansk Folkeparti har tidligere vist deres støtte, og jeg tror også, at folk gerne vil give tilladelse til, at vi må bruge deres dna-profiler. Folk vil som regel gerne hjælpe politiet,« siger Martin Enggaard.