Højtuddannede læger reduceret til sparringspartnere for patienter. Psykologer som det vigtigste sundhedspersonale, meditation i børnehaverne og en sammensmeltning af teknologier, der radikalt vil forandre sundhedssystemet, som vi kender det.
Sådan lyder nogle af visionerne om Danmark i år 2030 fra læge, forfatter og innovationschef på Aleris-Hamlet Privathospitaler Imran Rashid.
»Mange genetiske sygdomme vil være forsvundet i 2030. Kræft og hjerte-kar-sygdomme vil være markant mindre udbredt pga. forebyggelse, og grænserne for alderdom rykkes. Det er godt, men udviklingen sker desværre på bekostning af den mentale sundhed,« siger Imran Rashid.
Men først et kig på de positive sider, før Rashid uddyber den mere dystre side af fremtidens sundhedssektor. For der er masser af godt nyt i vente, mener han. Nye teknologier og viden vil smelte sammen og forandre sundhed fra reaktiv behandling til proaktiv forebyggelse.
»Telefonen kender os eksempelvis bedre end nogen andre. Den ved, hvornår vi står op, og hvornår vi går i seng. Den kan høre vores stemme og med de rette filtre være den første, som kan fortælle os, om vi er ved at udvikle Parkinsons sygdom alene på vores stemmeføring etc. Personlige data vil fusionere med kunstig intelligens, som løbende vejleder individuelt om motion, kost og ændret adfærd,« lyder det fra Imran Rashid.
Han forventer, at teknologier som virtual reality, augmented reality, 3D-print, nanorobotter, genterapi og kunstig intelligens vil udvikle sig voldsomt frem mod 2030 og smelte sammen i behandlingen af patienter. Han nævner blandt andet virtual reality til terapeutisk behandling, og at specialister vil kunne klippe og klistre i gener og dermed fjerne mutationer for en lang række arvelige sygdomme. Google arbejder allerede på ‘nanobots’, som cirkulerer i blodet, og som vil kunne kurere mange kræftformer og hjerte-kar-sygdomme inden for år. Med stamceller vil man kunne dyrke individuelt tilpassede organer og 3D-printe knogler og organer etc.
»Der er mange vilde projekter i gang, og vi vil se teknologiske landvindinger, vi ikke troede mulige. Den dag, vi får en kunstig bugspytkirtel, som fungerer optimalt, har du eksempelvis udryddet diabetes. Det er kun et spørgsmål om tid,« siger han.
Han forventer, at vi vil se flere selvhjælpende communities og peger på Build a hand som et eksempel. Her hjælper private med at 3D-printe håndproteser til mennesker over hele verden:
»Mennesker, som oplever et problem, er langt mere motiverede til at gøre noget ved det, end virksomhederne er. Tag insulinpumper, hvor communities arbejder på at udvikle billigere pumper. Teknologien er der – du kobler bare viden til.«
Imran Rashid stopper op. På en P-plads lige foran cafeen er en bilist trods oceaner af plads midt i en håbløs skæv parkering – klos op ad hans egen bil.
»Det er derfor, mennesker ikke skal køre bil,« siger han og nikker hen mod bilisten.
»Når mine børn skal have kørekort i 2030, vil det være sikrere at lade bilen køre dem end omvendt,« fortsætter han med et smil.
Smilet stivner imidlertid hurtigt, når han skal vurdere bagsiden af den teknologiske udvikling. I april udgav han bogen ‘Sluk – kunsten at overleve i en digital verden’, der så på konsekvenserne af den stigende digitalisering og stadigt flere smartphones. At være konstant online sætter allerede spor, mener han.
»Ifølge WHO vil stress allerede i 2020 være den andenstørste sygdomsbyrde i verden efter hjerte-karsygdomme. Stress er et udtryk for en hjerne, som ikke kan koble fra og koncentrere sig, og da vi kan se, at informationsmængderne kun vokser, vil problemet for den mentale sundhed blive større og større,« advarer han.
I august gav magasinet The Atlantic et nedslående billede af sundhedsudsigterne for iGens – generationen efter de såkaldte millennials. I artiklen slår professor og generationsforsker Jean M. Twenge fast, at en hel generation af børn og unge står over for en mental sundhedskatastrofe.
De hænger mindre ud med venner, dater mindre, sover for lidt, føler sig mere ensomme og dyrker endda mindre sex end generationerne før dem. Det sker på tværs af kulturer, etnicitet og social status. Og skylden? Fingeren peger entydig på smartphones og påvirkningen fra sociale medier.
Vi bliver nødt til at skabe steder, hvor vi kan koble af fra den digitale verden og netop fremme fordybelse og tænkning.Imran Rashid
»I 2030 vil vi have haft smartphones i 23 år. En meget stor del af arbejdsstyrken vil være mennesker, som ikke har kendt til andet end sociale medier og digitale enheder i hele deres liv. En væsentlig del af deres identitet og relationer vil være defineret af algoritmer. Likes har præget deres adfærd, og deres relationer vil være virtuelle og flygtige. I det øjeblik, algoritmerne får for stor magt, taber virkeligheden, fordi du konstant kan dyrke dit eget ego.
Det er et kæmpe problem og en massiv påvirkning. Min anke er, at vi ikke ved nok om, hvad dette betyder. Vi ved ikke, hvad likes gør ved menneskers selvværd, og hvad jagten efter likes betyder for os,« siger Imran Rashid.
Han frygter desuden en opdeling af mennesker i et nyt A- og B-hold i takt med de kommende års teknologiske udvikling.
»Der vil være dem, som bruger teknologien sundt, tager gode valg og styrker deres børns vedholdenhed, inden de får adgang til den digitale slikbutik. Og så vil der være dem, der ikke har ressourcerne. Man kan forestille sig, at B-holdet vil få et liv fuldstændig styret af algoritmer. A-holdet vil stå imod og bruge teknologien til at tjene penge på dem, der ikke kan styre det. Lidt som med overførselsindkomst, hvor den ene halvdel af befolkningen modtager, og den anden betaler,« siger Imran Rashid.
Han forventer, at fremtidens vigtigste sundhedspersoner bliver psykologer og andre fagfolk, som har med digital sundhed at gøre. Allerede i børnehaven vil vi i fremtiden understøtte den mentale sundhed ved at slukke for digitale apparater og dyrke yoga, meditation og psykisk velbefindende.
Den største sundhedsrisiko bliver informations-overload, og derfor skal vi etablere analoge rum hjemme, på jobbet og i skolerne, hvor den digitale verden er forment adgang.
»Vi lever i en tid, hvor man kan vælge sin egen sandhed. Når som helst kan du finde argumenter for alt muligt: ‘Mennesker har ikke været på Månen’, ‘Jorden er flad’. Det er desværre en af konsekvenserne af et samfund, som på ingen måde understøtter fordybelse, men ‘nu og her-tænkning’. Derfor bliver vi nødt til at skabe steder, hvor vi kan koble af fra den digitale verden og netop fremme fordybelse og tænkning. Det skal vi,« siger Imran Rashid.
Jeg synes man skal skrue en lille smule op for optimismen og tænke sig en fremtid hvor kontrollen ikke er hos private aktøre, men er hos demokratiet.
Et demokrati der tager sit ansvar på sig og ikke blot er værktøj for en elite bestående af en mikroskopisk lille gruppe rige og veluddannede.
Der er så mange positive muligheder i den teknologiske udvikling der kan styrke almindelige menneskers kontrol over deres egen fremtid. Og det er vel endemålet.
Det med med at alle sygdomme bliver løst indenfor en kort årrække er svært at gennemskue. Det virker som om at teknologien måske nok kan en masse, men det stadig kræver tonsvis af grundforskning og et par spring i teknologisk udvikling før en forståelse af alle biologiske mekanismer er på plads.
Blot det at sammensætte en 3d model af et enkelt menneske fra hjernecelle til tånegle ville et projekt på 10 - 15 år. Og selv når man står med den første model vil den være statisk og altså stadig et stykke fra at kunne bruges til at forstå noget.
Har man forkærlighed for det sarkastiske, kan man sige at privathospitalerne kører på frihjul, da de ikke har samme forpligtelse til at uddanne personalet i de samfundsmæssige omkostningstunge
behandlinger. De er heller ikke underlagt samme forpligtelse hvad angår pligten til at behandle alle underskudsgivende patienter. Den opgaver tilfalder alene de offentlige hospitaler.
Privathospitaler kan frit afvise besværlige patienter. A holdet som Imran Rashid omtaler findes efter nøje selektering allerede på privathospitalerne, og så må fanden tage resten.
Imran Rashid har dog ret, så vidt når folk vælger deres egen sandhed. De offentlige hospitaler oplever i stigende grad patienter og i særdeleshed pårørende der betvivler behandlingen, fordi de har læst noget vås hos Dr. Google.
Imran Rashid har dog ikke ret i at mange sygdomme i fremtiden vil være om ikke udryddet, så dog rutinemæssigt behandles. Grænserne flytter sig konstant, men det er den offentlige betalte forskning der trækker læsset.
Groft sagt: Hvad man bliver indlagt for i dag, døde man af for 25 år siden. Hvad man dengang blev indlagt for, klares i dag ambulant.
Resistente bakterier er overhovedet ikke nævnt i denne artikel, det virker ikke som om artiklen har føling med virkeligheden på landets hospitaler.
Den stigende forekomst af resistente bakterier vi ser i dag truer med at underminere store dele af vores sundhedsvæsen, set i det lys virker artiklen helt løsrevet fra virkeligheden.
Hvis du med "demokratiet" mener politikere som vi afleverer halvdelen af vores penge til og bagefter tigger om at de behandler os ordentligt, så tror jeg du er for naiv.
Det som vi derimod kan håbe på er en demokratisering, hvor den teknologiske udvikling gør at prisen på nye behandlinger falder så drastisk at alle har råd til dem.
Der vil altid være A og B hold, hvor nogle har råd til at være first movers. Først når udviklingen har gjort behandlingen billigere, eller samfundet er blevet meget rigere, kan B holdet komme med. Det lyder måske uretfærdigt, men verden har ikke ressourcer til at behandle alle med det nyeste nye.
Imran Rashid har mange gode argumenter og jeg er enig i, at der ikke tænkes nok over forbrug og sunde vaner i forhold til digitaliseringen af vores liv. Men hvor problemstillingen er lidt mere ekstrem end dengang Gutenberg opfandt bogtrykken, så er har vi dog haft lignende angsfyldte reaktioner på ny teknologi, og jeg mener det er lige så vigtigt at mane til ansvar frem for afholdenhed, som det er at gøre opmærksom på, at vi kan stå overfor et fremtidigt problem.
Det er ikke løsningen af slukke for skærmen. Det er derimod løsning at være tilstede med dine børn, niecer og nevøer, børnebørn eller hvem du nu har, når de bruger deres gadgets, tale med dem om hvad de laver, forstå faldgruberne der er derude, og advare dem om dem. De er børn i den digitale tidsalder, og medmindre man ønsker at gemme dem i en jordhule eller et kloster, så gør man dem en bjørnetjeneste ved at afskære dem fra digitale medier. Ligeså stor en bjørnetjeneste som hvis man giver dem fuld tilladelse til hvad som helst på nettet.
Jeg syntes også det er en komplet forklejnelse af medierne, at man ikke mener at man kan fordybe sig med tablets eller computere. Der er masser af rigtig fine programmer derude, der netop opfordrer til fordybelse og ro. Og vi ville i øvrigt slet ikke have disse udfordringer, hvis ikke mediernes eksistens i sig selv fordrer fordybelse. Kodenørder er om nogen de typer mennesker der evner at fordybe sig totalt i en ting, og det har krævet mange, mange timer foran en skærm.