Der er smidt så meget plastic i Stillehavet, at det nogle steder danner enorme flydende øer af affald. I nogle områder er affaldet så koncentreret, at det ligner landområder, mens andre områder består af små spredte plasticstykker i et krystalklart Stillehav.
Især i det nordlige Stillehav mellem Hawaii og Japan svinger to enorme strømsystemer og indfanger alt flydende affald fra land, boreplatforme og skibe. Når først affaldet fanges i strømsystemerne, bliver det en del af plastic-øerne, indtil det nedbrydes efter et halvt århundrede, skriver den britiske avis The Independent.
I øjeblikket findes der i gennemsnit seks gange mere plastic end plankton i det nordlige Stillehavs plasticsuppe, viser havprøver foretaget af oceanografen Charles Moore, der har grundlagt den amerikanske Algalita Marine Research Foundation. Og mængderne af affald vokser.
Affaldsøerne kan ikke ses på satellitbilleder, fordi størstedelen ligger lige under overfalden, men flere forskere har bekræftet affaldsøernes eksistens. Blandt andet fordi de i perioder stryger ind forbi land og beklæder badestrande på eksempelvis Hawaii med farvestrålende plasticstykker som kajakker, videofilm, legoklodser og fodbolde.
Charles Moore opdagede selv affaldsøerne i 1997, da han forsøgte at skyde genvej på sin tur hjem fra en kapsejlads mellem Los Angeles og Hawaii.
Normalt undgår sejlere området på grund af svag vind og ekstreme højtryk, men Charles Moore befandt sig pludselig i en flydende affaldsdynge, som i nogle områder lignede øer man kunne gå på. I en hel uge var han konstant omgivet af affaldsmængderne, som han anslår til at udgøre 100 millioner tons.
I sidste måned vendte Charles Moore hjem fra en fem uger lang ekspedition i området og kunne konstatere, at affaldsmængderne vokser, mens spiralen langsomt fordøjer plasticen. I midten af øerne er affaldet så opløst, at det er blevet en samlet masse af små stykker, mens kanten af øerne består af nyere plasticaffald.
Charles Moore skal sammen med professor og oceanograf David Karl fra University of Hawaii han på en ny ekspedition, der skal afdække affaldets betydning for fugle, fisk og pattedyr i området.
Affaldet tiltrækker mange dyr, blandt andet fordi muslinger vokser på store dele af plasticstykkerne. Det får måger til at spise løs, mens fisk søger ly under affaldet og finder føde. Konsekvensen er dog, at giftstoffer som PCB opkoncentreres gennem fødekæden, mens mange dyr dør.
Havfugle bliver ofte fundet døde med tandbørster eller lightere i maven, mens havskildpadder ofte kvæles i plasticposer, som de forveksler med spiselige brand- og vandmænd.
Ifølge FN's miljøbeskyttelsesprogram UNEP dør 100.000 pattedyr i havet hvert år af plasticaffald, mens flere end en million havfugle må lade livet.
"I nogle omraader er affaldet saa koncentreret at det ligner landomraader".
Mig bekendt fremstilles plasticgranulat paa basis af raaolie. - Som nu altsaa koster over 100 USD pr. td!
Hvad med et fabriksskib som kunne regenerere plasticgranulat?
Mvh P.Grunth
Jeg havde en lignende tanke. Hvis der er så meget så må der være "penge i skidtet".
Vi har en masse fiskeskibe, der ikke kan sejle, fordi inden at de er ude af havnen, har de opbrugt deres fiskekvote.
Hvad med at lave et pilotprojekt, med et par af de "arbejdsløse" store fiskeskibe og og se om det egentligt ikke kan betale sig at trækket et trawl på tværs af området.
Det beskrives nærmest som en "plasticmine" til fri afbenyttelse.....netop i denne tid hvor plastic stiger i pris.
Fisk koster per kilo meget mere end olie! Det med en fiskeskib kan være en godt "feasability study", men hvis der skal være penge i skidet vil jeg tro at det kræver noget på størrelsen med en olie tankskib. Du skal også lokalt kunne fjerne vand og granulere / komprimere det.
Kommentarer (55)