»Stiger vandet bare lidt mere, bliver situationen håbløs«

»Stiger vandet bare lidt mere, bliver situationen håbløs«

Vandstanden i Københavns Havn er nu så høj, at der kun skal få centimeter til, før de nye bebyggelser i Sydhavnen bliver oversvømmet.

Vandet i Københavns Havn står nu så højt, at det næsten skvulper ind i stuelejlighederne i Københavns Sydhavn.

»Situationen begynder at være kritisk nu,« fortæller operationschef hos Københavns Brandvæsen Mads Graversen.

Brandvæsnet har været i gang siden i torsdag aften, da beboerne på Sluseholmen blev bedt om at flytte deres biler op fra områdets parkeringskældre. Desuden har beboerne i stuelejlighederne kunnet hente sandsække og plastic for at beskytte sig mod vandet.

Læs også: Risiko for historisk stormflod i indre danske farvande

Så tæt er vandet kl. 10.15 på at vælte ind i stuelejlighederne i Sluseholmen i København. Vandet ser foreløbigt ud til at stige, og det kan give alvorlige problemer for såvel stuelejligheder som parkeringskældre. (Foto: Anders Ellegaard Dahl)

Bydelen er designet til at kunne klare 1,60 meter over daglig vande. kl. 10.14 målte DMI 1,57 meter - og prognosen siger 1,61 senere i dag.

»Stiger det bare lidt mere, bliver situationen håbløs,« siger driftschef i By og Havn, Gert Kondrup.

Det stigende havvand kan nemlig også presse grundvandet i området op, så det trænger ind i kældrene, der både huser biler og beboernes opbevaringsrum.

»Der er ingen tvivl om, at hvis vandstanden bliver ved med at være så høj, så vil grundvandet også stige. Det vil give problemer for kældrene,« siger han.

Sådan så der ud på Holmen i København fredag formiddag. (Foto: Morten Leschly Jacobsen)

Selv om det virker oplagt at åbne den nærvedliggende sluse, så vandet ikke kan stuve op i havnen, så afviser Gert Kondrup den mulighed

»Vores vurdering er, at det vil give endnu større skader, fordi strømmen vil blive så kraftigt, at havnens skibe og husbåde vil rive sig løs. Så det tør vi simpelthen ikke.«

Læs også: Stormen er løjet af - nu kommer vandet

Til gengæld vil man forsøge at fjerne nogle af de såkaldte vandstandsbrædder under en stibro, som er en del af slusesystemet.

»Det er alt, hvad vi kan gøre, så det prøver vi nu.«

Vandstanden i Københavns Havn vil efter DMI's prognose toppe omkring 18.30.

Kommentarer (47)

Svaret er enkelt, der er penge i at bygge der, og i dagens samfund er det at tænke sig om og tage ansvar selv jo noget der er overladt til "samfundet", hvilket så opfattes som om at man kan smide hjernen ud og undlade at tænke sig om.

Undre mig over at man ikke åbner slusen, det med at både og husbåde riversig løs er vel stadig billigere end massive skader på boliger og indbo, måske problemet er at så skal de selv betale og kan ikke tørre den af på forsikringen. Ejerne af bådene må jo bare kontaktes eller lære at de ikke har fortøjet forsvarligt nok.

  • 14
  • 2