Stenaldermennesket gik over klippen efter sten
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Stenaldermennesket gik over klippen efter sten

Vi ved ikke meget om stenaldermennesker, ud over at de gik i pels og var dygtige flinthuggere. Men to artikler i fagbladet Journal of Human Evolution viser nu, at de også må have løbet eller gået enormt store afstande.

Et af beviserne kommer fra skinne- og lårbensknogler. Man har fundet ud af, at styrken og stivheden i skinnebenet og lårbenstrekanten giver et godt billede af, hvor meget en person må havde løbet eller gået i sin livstid.

Antropologerne Colin Shaw og Jay Stock fra University of Cambridge i England sammenlignede derfor et dusin 120.000-36.000 år gamle neandertaler- og anatomisk moderne Homo sapiens-knogler fra forskellige præhistoriske sites i Afrika og Den Arabiske Halvø med knogler fra henholdsvis nyere jæger-samler- samfund i det sydlige Afrika og med benknogler fra moderne elite-cross-country-løbere.

Det viser sig, at mennesker fra stenalderen (som groft regnet startede for 2-3 millioner år siden og sluttede for cirka 5.000 år siden) havde langt mere robuste ben end både eliteløbere og det mobile savannefolk, der for kun to tusinde år siden fouragerede i Afrika på jagtmarker på størrelse med Sjælland. Eliteløbere kommer faktisk sidst i rækken af benarbejdende mennesker, selvom de typisk løber mellem 130 og 160 kilometer om ugen. Det peger på, at hominiderne i den palæolitiske stenalder må have været på farten konstant (og man skal lige huske på, at de hverken havde opfundet hjul eller gjorde brug af trækdyr).

220 km efter pilespidser

Et andet bevis for, at Homo sapiens-stammerne fra middelstenalderen var ekstremt mobile, stammer fra analysen af de dråbeformede kilesten, der typisk blev brugt til at skære med eller til at sætte på spyd og økser.

Geografen David Nash fra universitetet i Brighton, England, har sammen med kolleger fra Universitetet i Oslo undersøgt spydspidserne fra det såkaldte White Paintings Shelter i Tsodilo-bjergene i Kalahariørkenen i det nordvestlige Botswana, der har været beboet i flere omgange for 94.000-54.000 år siden. De kemiske analyser af kilerne viser, at man på det tidspunkt var gået væk fra at bruge de lokale kvarts- og kvartsit-miner og i stedet brugte det mere fleksible, men sjældnere mineral ’silcrete’.

Disse 14 stenflager blev sandsynligvis brugt til at skære med eller sat på spyd for 50.000 år siden. De stammer fra Boteti-floden og Lake Ngami, mere end 200 kilometer fra stenaldermenneskenes bosted i Tsodilo-bjergene. De består af silcrete, et mineral, der repræsenterer et teknologisk fremskridt i forhold til de mere simple kvartsbaserede pilespidser. (Kilde: ‘Provenancing of silcrete raw materials indicates long-distance transport to Tsodilo Hills, Botswana, during the Middle Stone Age’, Journal of Human Evolution, 2013)

Silcrete er en rødlig stenart, som dannes langsomt i jordskorpen, ved at kiselsyre opløses og så størkner igen for at danne en hård cement. For at få fat i silcrete måtte Botswanas stenaldermennesker vandre 220 kilometer til syd for Okavango-deltaet og så slæbe det tilbage igen. Hvis de havde kunnet nøjes med kvarts eller kvartsit, havde de kun behøvet at række ud til de lokale depoter i Tsodilo-bjergene.

Mineralet må have været umagen værd. Man ved, at silcrete kan blive endnu hårdere ved yderligere opvarmning, og man har derfor spekuleret over, om ikke det blev opvarmet under tilhugning. Det ville betyde, at silcrete er det ældst kendte eksempel på brugen af pyroteknik til at lave værktøj med. Og det har i øvrigt vist sig, at de ældst kendte fund af silcrete-kiler er 164.000 år gamle og stammer fra det ikke så fjernt liggende Pinnacle Point ved Sydafrikas sydkyst.

Et kompliceret billede

Pyroteknik kræver en ret avanceret forståelse af ild og værktøj og må have været sammenfaldende med stadigt større kognitive evner og udviklingen af et mere komplekst symbolsk sprog. De fleste antropologer er enige om, at de største forandringer for Homo sapiens under stenalderen skete for mellem 60.000 og 80.000 år siden.

I den periode blev forarbejdningen af sten langt mere sofistikeret, end den havde været tidligere. Det var også i denne periode, at man begyndte at lave ornamenter, figurer og symbolsk kunst i huler. Også genetiske studier har vist, at der i den tid skete en stor udvidelse i populationen.

Årsagen til dette skift er omstridt. Nogle mener, at det var udviklingen af sproget, der var nøglen. Andre mener, at det var miljømæssige omstændigheder, der drev Homo sapiens ud af deres vante omgivelser, hvilket fik dem til at befolke nye kontinenter og finde nye overlevelsesstrategier. Endnu andre mener, at det var teknologiske fremskridt i deres værktøj, der katalyserede en mere effektiv jagt på føde og dermed en større kontrol over landet, og måske også en begyndende handel mellem grupperingerne.

Alt i alt tegner der sig altså et stadigt mere kompliceret billede af menneskeslægtens adfærd og vandringer i stenalderen. I januar blev det publiceret, at man har fundet menneskefossiler i Europa, der er 1,4 millioner år gamle. Det er en del tidligere end før troet muligt.

I 2010 opdagede man så en ny menneskeslægt, kaldt Denisovans, der levede i Sibirien for 41.000 år siden, og for ikke så længe siden kom det også frem, at der må have levet stenforarbejdende mennesker i Kina og i Indonesien for hele 1,7 millioner år siden.

Alle disse fund peger på, at vores hominide forfædre (i form af neandertalere og andre underarter af Homo sapiens) tog deres stenhuggere med sig og vandrede ud af Afrika i flere omgange. Her tilpassede de sig så de nye himmelstrøg, hvorefter de senere igen blev blandet genetisk med nye strømme af afrikanske udvandrere. Og hele den proces kom måske kun i stand, fordi mennesker kunne gå lange afstande, og fordi det var så værdifuldt at handle med stenøkser og pilespidser.

Kommentarer (3)

Når noget smelter, er det en tilstandsændring. Is til flydende vand f. eks.
Her er der tale om opløsning.
Fra Wikipedia
"Silcrete is an indurated soil duricrust formed when silica is dissolved and resolidifies as a cement."

  • 0
  • 0

Antropologer mener at de største froandring hos stenadlermennesket skete for 60-80.000 år siden. Men man glemmer måske at der stadig findes mennesker som er direkte efterkommere efter de første mennesker som genetisk er dateret til 140-160.000 år siden.
Man inddeler mennesker i genetiske haplo grupper, hvor haplo gruppe L1 er pygmæerne i den Congolesisk jungle og buskmænd og Hadzabe folket i Tanzania.
Det er lidt interessant at se hvad teoretikere undrer sig over og udtænker og så se hvor enkelt og selvfølgeligt det er for de folkeslag som lever med problemerne. Jeg har selv besøgt pygmæerne for år tilbage og planlægger en ny tur i de kommende år.
Turen bør give plads til ordentlig studier af disse folks levevilkår og levemåde, så det kan bevares for eftertiden.
Deres levevilkår er stærkt truet fordi deres leveområder indtages af bantufolket og industrialisering, og deres natur og nomade levemåder kun vanskeligt kan tilpasses skolegang og boglig lærdom. De bruger istedet tiden på at lære den natur de lever i at kende.

  • 0
  • 0