Status på Galathea 3 fire år efter: Ny ålekvabbe og algeart

I dag er det præcis fire år siden Vædderen lagde til i København efter at have fuldført jordomsejlingen med Galathea 3. I den anledning har Ingeniøren foretaget en rundspørge blandt lederne af de 48 forskningsprojekter, der deltog på ekspeditionen.

40 af de 48 projektledere har svaret og det viser sig, at ekspeditionen foreløbig har ført til publicering af mere end 120 videnskabelige artikler. Mindst 34 af projekterne har desuden endnu ikke fuldført arbejdet med at behandle data og prøver fra turen.

Ingeniøren har blandt andet bedt projektlederne bedømme resultaterne af deres forskningsprojekter på en skala fra nul til ti i forhold til deres forventninger til udbyttet. Karaktererne går helt fra nul til ti, men med et gennemsnit på 7,7.

En sort version af Emydocephalus annulatus der ellers er stribet andre steder som det latinske navn også fortæller, da annulatus betyder stribet. Hypotesen er, at den er sort, fordi den lever i koldere egne og farven gør, at den kan optage mere varme, når den lægger sig i vandoverfladen. Foto: Erik Frausing Illustration: Erik Frausing

Læs meget mere om, hvordan det er gået forskningsprojekterne fra Galathea 3 og hør om Helge Sander og Galathea-direktøren er tilfredse i Ingeniøren fredag.

Ny ålekvabbe og algeart

Blandt forskningsresultaterne er opdagelsen af en ny ålekvabbeart med antifryseproteiner og bekræftelse af at der er 'sindssygt mange' nye og uopdagede fisk i Solomonhavene. Et af forskningsholdene fandt i hvert fald seks nye på under en uge.

Et andet hold fandt et stort antal fluorescerende organismer, hvilket har givet dem ny og mere omfattende viden om marine organismers fluorescerende proteiner. En del af proteinerne forventes desuden at kunne anvendes som nye værktøjer i forskning.

Der blev også fundet og identificeret et antal dårligt kendte, parasitiske encellede organismer i dyreplankton samt fundet og beskrevet en ny algeart, Blastodinium galatheanum, som lever parasitisk i vandlopper, mens et andet projekt fik en markant bedre forståelse for den molekylære diversitet af fritlevende, tropiske dinoflagellater.

Andre forskere har vist - som nogle af de første i verden - at det er muligt at måle havets topografi og dermed indirekte havstrømme alene med en GPS på et skib.

De to hold af geologer om bord fik også ny vigtig viden. Det ene hold været i stand til at etablere en ca. 8.000 år lang klimakurve for det marine miljø i Sydgrønland baseret på de indsamlede sedimentkerner. Mens det andet holds borekerner viser, at klimaet har været forholdsvis stabilt ved Sisimiut i Grønland frem til ca. 1.600 år før nu, derefter var der en periode præget at stærkere vind og opblanding af vandsøjlen, efterfulgt af lagdeling som følge af havis i den såkaldte Lille Istid fra ca. 1350-1900 efter Kristi fødsel.

Stor oplevelse

Udover de videnskabelige resultater har mange af forskningslederne også påpeget, at ekspeditionen i det hele taget har været en stor oplevelse. Blandt gav turen dem mulighed for at netværke med forskere og skabe nye samarbejder på tværs af fagområder.

Og ikke mindst gav turen dem mulighed for at udføre forskning og indsamle data og prøver, som ellers aldrig ville have været mulig.

Nogle ville dog også have ønsket, at de havde fået mere tid til deres arbejde. Den stramme tidsplan for jordomsejlingen efterlod ikke mange huller til logistiske problemer. Men ellers er der stor ros til søværnet, der stod for alt det praktiske på skibet.

Havslange med to hoveder

Et af de projekter, der gav ny viden og netværk, indsamlede giftige havslanger. For eksempel lykkedes det holdet at dokumentere, at havslangen gullæbet havkrait (Laticauda colubrina) ser ud som om den har hoved i begge ender.

»Jeg dykkede ved Indonesien og så en havslange stå og stirre på mig med halen inde i et rev, men da den kom ud svømmede den baglæns, hvilket undrede mig. På Galathea indsamlede vi så en masse af dem og fik bekræftet, at halen simpelthen ligner hovedet,« fortæller projektleder på Galathea og lektor ved Kunstakademiets Konservatorskole, Arne Redsted Rasmussen.

Tegningen af hovedet på halen er formentlig en forsvarsmekanisme, der beskytter den mod angreb ved at skræmme fisk væk, når den forholdsvis forsvarsløs finder ål i sprækker og huler i revene.
Danskerne var de første, der præsenterede den opdagelse, som blev publiceret i tidsskriftet Marine Ecology og røg verden rundt som en stor nyhed.

Galathea-turen gav også uventede slangeopdagelser. Da et andet projekt om bord indsamlede alger opdagede de, at havslangerne var at finde helt ned på 100 meters dybde - langt dybere end forskere havde regnet med at havslangerne jagede.

Jo mere vi ved, des bedre

Forskerne fandt også ud af, at der nok kun er en art af skilpaddehoved havslangen (Emydocephalus annulatus), selvom der er beskrevet to arter. Denne havslange art er meget speciel, da den kun lever af æg og har udviklet muskler i munden, der gør, at den skaber et undertryk, så den kan suge æggene ind i munden.

»Vi kortlagde slægtens udbredelse fra Australien til Japan ved at indsamle individer, væv, øjne og giftkirtler, og opdagede, at den har spredt sig anderledes end vi havde troet. Vi havde f.eks. ikke troet, at slangerne fra Australien også fandtes i Vietnam. Så vi tror kun, at der er en art, der blot har ændret sig undervejs,« siger Arne Redsted Rasmussen.

Ved Sydaustralien fandt de desuden en helt sort slange af arten, der ellers er stribet andre steder som det latinske navn også fortæller, da annulatus betyder stribet. Hypotesen er, at den er sort, fordi der er koldere sydpå og farven gør, at den kan optage mere varme, når den lægger sig i vandoverfladen.

Men hvad kan vi så bruge al denne nye viden til?

»For at vi kan forstå hele vores verden skal vi have noget viden om den, så vi skal have indsamlet information om den måde verden agerer. Jo mere vi ved, des mere kan vi gøre,« lyder svaret.

Usædvanligt samarbejde

Slangeforskerne ville ligesom mange andre om bord gerne have haft mere tid til rådighed, men ellers husker Arne Redsted Rasmussen turen som meget vellykket og rigtig sjov.

»Besætningen om bord var fantastisk kompetente med gummibådene og skide gode til at hjælpe os med at fange havslangerne på overfladen. Ekspeditionen gjorde også, at vi kunne få rigtig mange data om havdybder og meget andet, som vi kunne koble med slangerne.«

Turen har også ført til et usædvanligt videre samarbejde mellem slangeforskerne og andre der var om bord, som de siden har været ude og undersøge flere havslangearter sammen med. For det første Henrik Agger fra søværnet, der deltog i søopmålingen om bord, da han kan give oplysninger om bundforhold osv., som forskerne ellers ikke ville have adgang til. Og så er der Erik Frausing, der er underviser på Frederiksberg Gymnasium, professionel dykker samt fotograf, så han kan dokumentere det hele, mens Anders Hay-Schmidt fra Panum undersøger nethinden og gift fra slangerne.

Indtil videre har forskningsprojektet resulteret i tre videnskabelige artikler og de forventer fortsat at arbejde med de indsamlede prøver fra Galathea et par år endnu.