Stationspladser og fodgængertunneller forsinkes for at holde metro-åbning på sporet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Stationspladser og fodgængertunneller forsinkes for at holde metro-åbning på sporet

Alt tyder fortsat på, at Cityringen vil begynde at køre med passagerer til september. Illustration: Metroselskabet

Alt tyder på, at den nye metrolinje Cityringen åbner som planlagt 29. september.

Men det bliver ikke den fulde oplevelse, Københavns borgere får fra starten. For Metroselskabet har så travlt i den sidste fase af arbejdet, at opgaver, som ikke regnes for tidskritiske, nedprioriteres.

Derfor bliver det ikke alle stationspladserne på gadeniveau, som står færdige til tiden.

Læs også: Efter otte års arbejde og ni måneders forsinkelser: Københavns Cityring åbner 29. september

Samtidig vil flere fodgængertunneller, som har vist sig sværere at anlægge end forventet, i begyndelsen være erstattet af midlertidige løsninger.

Det fremgår af den nyeste såkaldte ejerorientering fra Metroselskabet, som er sendt til transportministeren og Folketinget.

»Prioritering af de tidskritiske aktiviteter vil kunne påvirke graden af færdiggørelse af pladserne ved stationerne, herunder hvornår pladserne er fuldstændigt afsluttede«, står der at læse i orienteringen.

Fodgængertunneller klar i 2020

Det fremgår ikke af materialet, hvilke stationspladser som ikke bliver færdige til tiden. Alle stationerne vil dog kunne bruges fra begyndelsen.

Når det gælder fodgængertunellerne, er det blandt andet dem, der forbinder metrostationerne ved København H, Nørrebro Station og Østerport Station med togstationerne, som er forsinkede.

På Hovedbanegården står tunnellen først klar efter nytår - jordbundsforhold og arbejdet op af den fredede bygning har givet problemer.

Og på Østerport bliver tunnellen, som også agerer redningstrappe, først færdig næste forår. Indtil da etableres en midlertidig trappe, som også bliver flugtvej.

»Dette vil ikke påvirke åbningen af Cityringen, og passagererne vil fortsat kunne skifte mellem metro og tog i den midlertidige periode, indtil de endelige forbindelser er færdige«, skriver selskabet.

Metroselskabet igen i clinch med entreprenør

I ejerorienteringen skriver Metroselskabet desuden, at man igen er raget uklar med entreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT).

Midt i juli blev projektet afleveret og afventer nu assessors godkendelse.

I mellemtiden skal der udbedres fejl og mangler, ligesom forskellige tests skal gennemføres.

»CMT er af den opfattelse, at deres medvirken til disse tests ikke indgår i kontrakten, hvilket Metroselskabet er uenigt i«, skriver Metroselskabet.

»For at sikre rettidig gennemførelse af disse tests har Metroselskabet derfor nu besluttet at overtage denne opgave fra CMT og selv gennemføre den med bistand fra ekstern ekspertise«, fremgår det af ejerorienteringen.

Har 'lånt' entreprenør stor millionbeløb

Metroselskabet giver ikke noget overslag på, hvor stor en udgift det har påtaget sig, som det ellers mente entreprenøren skulle have afholdt.

Det forventer dog at få dem tilbage i den voldgiftssag, som skal køre efterfølgende.

Her er der i forvejen store beløb på spil.

Læs også: Metrodirektør om forsinkelse: Entreprenør bagud med test af brandsystemer og ventilation

Da det i maj stod klart, at metroen ville blive forsinket, gennemførte Metroselskabet en 'midlertidig betaling' på et ukendt beløb til entreprenøren for at fortsætte arbejdet.

Det var anden gang i år, at Metroselskabet fandt den store pung frem til CMT til senere behandling i en voldgiftssag. I begyndelsen af året drejede det sig om et trecifret millionbeløb i den lave ende.

I 2017 oprettede Metroselskabet desuden en såkaldt likviditetsbro frem til projektets afslutning – et lån til CMT på 1,1 milliarder kroner.

Det er tidligere afgjort, at CMT maksimalt kan kræve lidt over to milliarder kroner i voldgiftsretten, efter at byggeriet er gennemført. Det er altså det højeste beløb, som projektet til cirka 25 milliarder kroner kan gå over budget.

Disse stationspladser bliver ikke færdige til tiden

Frederiksberg Allé
* Klar: Efterår-vinter 2019
* Mindre arbejder knyttet til færdiggørelse af Madkulturens Hus. Færdiggørelse af kommunalt vejprojekt på Platanvej.

Nørrebro
* Klar: Efterår 2019
* Stationspladsen færdiggjort. Mindre arbejder knyttet til cykeloverdækning langs højbanen. Færdiggørelse af Basar-grunden.

Poul Henningsens Plads
* Klar: Efterår 2019
* Arbejder på stationspladsen med belægning, cykelparkering samt træer

Østerport
* Klar: Efterår 2019 / Efterår 2020
* Stationspladsen færdiggjort. Anlægsarbejde op af gamle stationsbygning og ud i Østbanegade.
* Vejomlægninger, der dog vil opleves som permanente i perioden.

København H
* Efterår 2019 / Primo 2020
* Stationsplads færdiggjort, dog først træplantning i efteråret. Fortsat anlægsarbejde op til gamle stationsbygning og ud i Reventlowsgade pga. færdiggørelse af omstigningstunnel. Derefter fortsat anlæg som følge af kommunalt vejprojekt i Reventlowsgade ned mod Tietgens bro.

Kilde: Metroselskabet

Opdateret 14.50, blandt andet med oplysninger om forsinkede stationspladser

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Perrontunnellen på København H er iflg. DSB's Facebookside åbnet her til morgen (mandag 5/8). Så det er næppe den del, der er forsinket. Det må tunnellen på selve metrostationen, der stadig volder knuder.

  • 1
  • 0

Perrontunnellen på København H haf næppe mange naboer, men lukket det er den. Og har været det hele sommeren.

Det er jo forlængelse af perrontunnelen som ikke bliver færdig til åbningen.

Metrobyggeriet har i årevis lukket Stampesgade og dermed adgangen til den sydlige del af Colbjørnsensgade og den østlige del af Halmtorvet. Byggeri i Rewentlowsgade samtidig, ville i 10 år gøre Kvægtorvsgade til eneste adgangsvej til 3 store caréer. Her ligger bl.a. Rysensteen Gymnasium, 2 hoteller, flere caféer/restaurationer, flere erhverv og så naturligvis et par hundrede lejligheder (og et metrobyggeri).

Set i det lys, var det nok en ok beslutning at vente med byggeriet af perrontunnelens forlængelse til metrostationen, indtil metrostationen var ved at være færdigbygget, og man kunne begynde at åbne op for andre adgangsveje.

Men ret sjovt at disse forholdsvis enkle fodgængertunneler volder så store problemer. Det samme gjorde forgængertunnelen fra Nørreport til metrostationen, og igen da den skulle forlænges til Frederiksborggade. Massivt forsinket og over budgettet. Gangtunnelen på Østerport bliver så heller ikke færdig til åbning af Metrocityringen.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten