Staten skærer igennem: Slut med utætte nye huse

1. februar 2008 kl. 09:28
Staten skærer igennem: Slut med utætte nye huse
Illustration: Lars Due, Isolink.
Erhvervs- og Byggestyrelsen kræver nu, at kommunerne skal kontrollere tætheden i nybyggeri. Målet er et mindre energiforbrug og bedre indeklima.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det skal være slut med utætte huse, der giver ejerne galopperende varmeregninger, risiko for skimmelsvamp og træk i stuerne. Erhvervs- og Byggestyrelsen kræver nu, at kommunerne skal kontrollere, at entreprenørerne bygger tætte boliger.

»Der har været en række indikationer på utætte byggerier, og der har været nok til, at vi vil gribe ind,« siger Finn Lauritzen, der er direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Erfaringer viser, at et typisk parcelhus taber 33 procent af varmen gennem utætheder. Ved at eftertætte bygningen kan man spare op til 20 procent på varmeregningen.

Med undertryk i bygningen kan et termografikamera afsløre utætheder og kuldetræk, i dette tilfælde på 1. sal, hvor det skrå loft møder en gavlvæg. De blå aftegninger viser, hvor kold luft strømmer ind gennem utætheder i samlingen. (Foto: Lars Due, Isolink) Illustration: Lars Due, Isolink.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor skal kommunerne dokumentere tætheden i mindst fem procent af nye byggesager. Indgrebet kommer i forbindelse med det nye Bygningsreglement 08, som træder i kraft fredag.

Behov for opstramning

Formanden for sektionen for bygningsentreprenører i Dansk Byggeri, Per Tagora, bakker op om indgrebet.

»Vi må konstatere, at der er behov for en opstramning af tætheden i byggeriet. Så længe vi har et image af, at der er meget byggesjusk, så har vi behov for at gøre noget ved det,« forklarer han.

Per Tagora mener samtidigt, at man skal passe på, det ikke ender med dokumentation for dokumentationens skyld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Hvis indstillingen blandt de udførende er, at de nu skal lave nogle skemaer, der skal samle støv i et arkiv, så vil det ikke slå igennem. De skal forstå, hvordan det hjælper dem, så de ikke bare ser det som bureaukrati,« siger han.

Mangler fokus

I Foreningen Klimaskærm, der er brancheforening for de virksomheder, der måler tætheden i byggeri og udfører termografi, glæder man sig over stramningen, som man håber, vil få både entreprenører og kommuner i gang.

»Jeg tror, at der fortsat er mange entreprenører og projekterende, der ikke fokuserer på tætheden. Man har en forståelse for det, men derfra og til at gøre bygningerne passende tætte, der er et stykke vej endnu,« fortæller Walter Sebastian, der er sekretær i brancheforeningen.

Resultatet af to spørgeskemaundersøgelser udarbejdet af hhv. Ingeniøren og et privat firma blandt landets kommuner viser, at 54 procent ikke stiller krav om dokumentation, selvom det har været en mulighed for kommunerne siden april 2006.

»Kommunernes manglende kontrol af bygningers tæthed fører til et unødigt og sandsynligvis ukontrollabelt energiforbrug og komfortreduktion, der igen betyder tab i kroner for såvel bygherre som samfund,« mener Walter Sebastian.

Ifølge Erhvervs- og Byggestyrelsens direktør, Finn Lauritzen, vil man samle erfaringer med kravet på fem procent, og efterfølgende vurdere om der er grundlag for at stramme kravet.

Fakta: De 11 mest udbredte utætheder

  • Elinstallationer der gennembryder dampspærren i loftet

  • Halogenspot der blive opsat uden de såkaldte safebox

  • Afstandskravet til brandbart materiale gør det svært at tætte ved stålskorstene

  • Samlinger ved væg/loft - særligt i det tunge byggeri

  • Klemte samlinger i dampspærre

  • Installationer der trækkes igennem bagmur og videre i hulmur til eltavlen giver mange huller i væggen

  • Gennembrydninger i loft til aftræk for gasfyr, ventilation eller emhætte udføres ofte uden tætning omkring røret

  • Ved tilslutninger omkring vinduer i let byggeri er der ofte ikke ordentlig tætning ved lysning i vinduesåbninger

  • Samlinger ved gulv/fundament/væg giver næsten altid anledning til luftstrømme, når man anvender fundamentsløsning med fundablokke

  • Ved gennembrydninger i ydervæg - særligt i let byggeri - udføres friskluftventiler ofte uden tætning

  • Bjælkelag i etageadskillelser udføres ofte uden nogen former for tætning i bjælkelaget

Kilde: www.blowerdoor.dk, trykprøvningsvirksomheden Isolink i samarbejde med Dansk Byggeri

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger