Staten er for langsom: Nu vil kommunerne selv beskytte danske kyster

Sikringen af Danmarks kyster har i årevis ligget brak, men stormen Bodil, der i december hærgede samtlige 7.300 kilometer dansk kyst, fik borgmestrene i mange af de kommuner, som hidtil har været forskånet for, at havet kom væltende op i gaderne, til at vågne op.

Med ét syntes mange borgmestre, at det var på tide at gøre noget ved kystbeskyttelsen. Og kommunerne vil stå for planlægningen af den nødvendige indsats, siger Eske Groes, kontorchef i Kommunernes Landsforening (KL) Teknik og Miljø:

»Vi ser en totrinsraket for os. Første trin er planlægningsindsatsen. KL har foreslået, at loven gør det klart, at det er kommunerne, der skal planlægge kystbeskyttelsen.«

Uden en overordnet planlægning risikerer indsatsen nemlig at blive lappeløsninger, og lodsejerne at ryge i totterne på hinanden, synes både kommunerne og en række kystsikringsrådgivere.

Læs også: Private bruger millioner på kystsikring, der flytter problemet til naboen

»Andet trin er den mere følsomme finansieringsdel. Men én model er at inddrage et eksternt bidrag i form af forsikringspenge fra stormflodsordningen. Det er jo noget, vi alle betaler til via husstandsforsikringen.«

I dag er det stort set kun lodsejerne, der årligt yder en flercifret millionindsats for at sikre de danske kyster. Desuden finansierer staten årligt en 90 millioner kroner dyr sandfodring på en 120 km lang strækning af den jyske vestkyst.

Betales med forsikringspenge

Skal det offentlige nu kystsikre side om side med lodsejerne, bliver det ikke nødvendigvis dyrere for stat og kommuner, vurderer Eske Groes:

»Det kommer an på, hvordan man vil finansiere det. Én model er at lade stormflodsordningen, dvs. de forsikringspenge, som vi alle bidrager til, medfinansiere indsatsen.«

Af den lange danske kyststrækning er det måske bare 400 km særligt truet kyst, hvor de særligt slemt ramte kommuner skal hjælpes, vurderer han.

Finansieringsreglerne, der i dag pålægger strandlodsejerne at betale hele kystsikringsgildet, er nemlig også fra før den tid, hvor stormfloderne for alvor åd sig ind på kysterne.
Men på disse særligt truede kyster har andre end strandlodsejerne interesser i at beskytte dem, forklarer Eske Groes:

»Sidste december kom hele Roskilde Fjord farende op i Roskilde by og oversvømmede bl.a. Vikingeskibsmuseet. Det kender man også fra Limfjorden og Odense Fjord, når stormen pisker, og vindretningen er ugunstig.«

Bagefter viste undersøgelser, at den eneste effektive måde at redde Roskilde på var at bygge en dæmning mellem Rørvig og Hundested. Det vil koste en lille milliard kroner.

Læs også: Rambøll: Billig løsning med sluseporte kan stormflodssikre Roskilde Fjord

»Det kan lodsejerne selvfølgelig ikke betale, så vi forestiller os en vis udgiftsdeling mellem stat, kommuner og lodsejere,« forklarer Eske Groes.

»Men det generelle princip om, at lodsejerne selv må klare det, vil man formentlig bibeholde.«

Penge og samfundsværdier

Hvilke kriterier skal der så hjælpes ud fra?

»Objektive kriterier, der på grundlag af målinger fastslår, hvor det er værst, som f.eks. Stormrådets kort over de hårdest skadede kommuner. Penge er jo én målestok, selv om den nok ikke kan stå alene.«

Fra gammel tid har man også et kriterium, der ser på, hvad der ligger bag kysten. Dér tæller sommerhusområder ikke, fordi folk godt kan undvære sommerhuse. En by som Roskilde vil man derimod ikke undvære. Om det fortsat skal være sådan, er også til debat.

»Det er altså ikke bare et spørgsmål om, hvor truet kysten er, men hvad samfundet finder vigtigt at beskytte,« konkluderer Eske Groes.

Nordkystprojekt sat i bero

Kommunernes Landsforening har tidligere forsøgt at drøfte ansvaret for den fremtidige kystsikring med miljøministeren, som henviste til, at det må afvente hendes kystanalyse.
Med den vil hun skaffe sig et samlet billede af behovet og udfordringerne. Billedet bliver grundlaget for en beslutning om, hvordan kystbeskyttelsen dels skal organiseres og reguleres, dels skal finansieres i fremtiden.

Kommunerne synes egentlig, at der eksisterer et ret god datagrundlag, siger Eske Groes, kontorchef for KL’s teknik og miljø:

»Man har jo en række registreringer af, hvor voldsomme oversvømmelser fra havet der er risiko for rundt omkring. Og så forestillede vi os, at man ret hurtigt kunne indkredse, hvor behovet for at kystsikre så er størst,« siger Eske Groes og henviser til Stormrådets statistik over hårdest skadede kyststrækninger som et klart og afgrænset grundlag.

Og selv om Kystdirektoratet, som miljøministeren i går lovede, når at blive færdig med analysen om et år, venter sandsynligvis en proces på yderligere to-tre år.

Læs også: Panik på kysterne: Risikoanalyse er strandet i ministerium

Flere borgmestre har advaret om, at man ikke kan vente så længe. Hvis en ny storm af Bodils styrke rammer inden da, truer ødelæggelse af store værdier.

Derfor er bl.a. de nordsjællandske borgmestre skuffede over, at ministeren ikke har villet gå i dialog med dem. Netop den fælleskommunale plan for at kystsikre Sjællands nordkyst er et godt eksempel på, at koordineret kystsikring betaler sig, siger Eske Groes:

»Der er meget store gevinster både naturmæssigt og økonomisk at hente ved at sikre kysten ordentligt. Sandfodrer man oppe ved Gilleleje, løber det ned til både Helsingør og Hundested, og så er hele kysten klar. Men det er gået i fisk, fordi lodsejerne ikke kan blive enige. Det fælleskommunale kystsikringsprojekt er imidlertid sat i bero, til ministerens kystsikringsanalyse er klar.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Sand kan hurtigt flyttes væk igen af bølger og havstrømme. Det må også gå hårdt ud over søgræs / ålegræs, der vokser på sandbund. Både hvor man henter sand fra, og hvor man anbringer det, kan det ødelægge bundvegetation og dyreliv. En mere stabil løsning må da være stenrev, som store tangplanter kan go på. Både tang og ålegræs dæmper vandets bevægelser og får sand til at bundfældes. På stenrev kan også være tusind gange mere dyreliv og 10 gange så mange fisk.

  • 5
  • 1

"Men det er gået i fisk, fordi lodsejerne ikke kan blive enige."

Et flertal af lodsjere mente ikke sandfodringsprojektet var andet end at smide penge ud af vinduet. Flertallet stemte "Nej tak". Siden hvornår skal der være 100% enighed i et demokrati? Det er borgmestrene( Entreprenørerne og evt. nogle få lodsejere ) der vil overtrumpfe folkets vilje. Er der et lokalt diktatur i dagens Danmark?

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten