Stamceller som teaterstykke
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Stamceller som teaterstykke

Lyset dæmpes i salen, og tæppet trækkes til siden. På scenen står dr.scient. Jens Høiriis Nielsen, der i en passioneret monolog beretter om begyndelse på nyt liv – de første spæde celler, der deles og bliver til flere, for herefter at kunne bliver til alt. Hele salen fyldes snart med lette toner fra to musikere, der sammen med to skuespillere fortsætter historien om det potentielle liv.

Det kunne være scener fra en tirsdag aften i Toftlund Kulturhus. Selv om kombinationen af stamcelleforskning og teater virker uoplagt, er det visionen for skuespiller og instruktør Dorthe Bille og lektor ved Institut for Medicinsk Biokemi og Genetik, KU, Jens Høiriis Nielsen, der er en af landets førende forskere i stamceller.

Sammen har de planlagt forestillingen »Evolution eller revolution – en videnskabsteaterforestilling om stamcelleforskning«, der får premiere i slutningen af oktober. Ideen er, at forestillingen skal spilles i landets medborgerhuse og lokalteatre for almindelige danskere.

»Stamceller er et område, som går tæt på mange mennesker. Vi kender måske en, der har Parkinson, og vi hører, at der er nye muligheder for behandling,« siger Dorthe Bille.

Hun dannede for at par år siden Videnskabsteateret med det mål, at dele relevant, men svært tilgængelig, viden med danskerne – så vi kan forstå og forholde os til det.

»Der er så meget viden, der er umulig for almindelige mennesker at forstå. Videnskab er jo tit skrevet i fagsprog og koder, som man skal have nøgler til at lukke op.«

Publikum bliver involveret

Ideen til videnskabsteateret fik Dorthe Bille, da hun så en svensk forestilling om hjerneforskning. For første gang forstod hun hjernens funktion og det univers, der sender elektriske impulser rundt i kroppen. Det gav hende lyst til at formidle på samme måde, for kombinationen af ord og visuelle udtryk, lyd og handling giver nye muligheder for at opfatte og forstå.

Foreløbig har hun med Videnskabsteateret opsat en forestilling, der tager udgangspunkt i samfundsvidenskabelig forskning. Her oplever hun, at formidlingen er lykkedes:

»Publikum siger, at de får essensen fortalt, og de får den ind på kroppen. De bliver inddraget følelsesmæssigt. De kan bedre huske bagefter, hvad de har fået fortalt og tale om det,« siger hun.

Efter sin første videnskabsforestilling kontaktede hun Biokemisk Forening, der tæller en del biokemikere og bioteknologer. De var interesserede i hendes ideer om at ville formidle naturvidenskabelige emner. I fællesskab blev de enige om at satse på en forestilling om stamceller.

»Vi borgere i det her land bliver konstant bedt om at forholde os til en masse ting, som vi ikke ved særlig meget om – f.eks. stamcelleforskning, som er superkontroversielt, så det bør vi simpelthen vide noget om,« siger Dorthe Bille.

Forskeren har ordet

Dorthe Bille skal nu i gang med at udvikle forestillingen. I første omgang har hun udarbejdet en projektbeskrivelse, der er sendt rundt til forskellige parter, der kan tænkes at støtte projektet. Foreløbig har Videnskabsteatret modtaget penge fra Videnskabsministeriet.

Næste skridt er udarbejdelse af et scenarium.

»Det er handlingsgangen – historien. Der er to skuespillere, en danser og to musikere, der har hver deres rolle, og scenariet beskriver, hvad der sker i historien.«

Scenariet bliver udarbejdet i samarbejde med forskeren. Han bestemmer, hvad indhold er. Han udfærdiger også et forelæsningsmanus – for selve forstillingen vil typisk være en veksling mellem forskerens forelæsning eller fortælling om sin forskning og sideløbende en historie eller nærmere en handling fortalt via skuespillet og musikken.

»Min ide med videnskabsteateret er, at forskeren har alle ordene, og forestillingen har hele det visuelle, sanselige og musiske udtryk,« siger Dorthe Bille.

Det er ikke meningen, at forskeren skal spille teater.

»Videnskabsmanden spiller videnskabsmandens rolle, ingen andre. Det ville være forfærdeligt at begynde at påtvinge nogen at skulle spille skuespil,« siger Dorthe Bille.

Hun mener dog ikke, at han kan undværes på scenen og i stedet bidrage som en konsulent med sin viden.

»Sandhedsværdien er langt større, når forskeren står der. Ellers ville det blive en skuespiller, der klogede sig på et eller andet – det ved jeg ikke, hvad vi skal bruge til. Det er essentielt for videnskabsteater, at videnskabsmanden eller eksperten er på scenen.«

Instruktøren af det lille, nystartede videnskabsteater møder stor interesse i forskerkredse. Lidt sværere er det at sælge forestillingen til arrangørerne – de ser hellere en traditionel teaterforestilling. Men hun tvivler ikke på, at der på sigt vil være en generel interesse for den nye formidlingsform.

»Det mangler et rum, hvor vi bare kan sætte os ned og få viden serveret – for vi har sgu så travlt. Det tilbyder teateret, for når du sætter dig ned – så lukkes rummet. Og du får lov til bare at sidde der, være der og modtage. Og tænke over det, du får fortalt eller ser. Ingen børn der kommer rendende, ingen telefon der ringer. Det er din plads, dit rum. Værsgo.«

Kommentarer (0)