Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Stamcelleforskere advarer mod 'vanvittige' kvaksalvere

Desperate forældre med hjerneskadede børn eller ofre for trafikulykker kontakter jævnligt stamcelleforskere for at få svar på, om de skal tage imod behandlingstilbud i udlandet.

Private klinikker med en kur mod alt fra sukkersyge til hjerneskader fylder nemlig op på internettet, og den danske forsker og ph.d. Agnete Kirkeby fra Wallenberg Neuroscience Center på Lunds universitet fornemmer også en stigning i antallet af folk, der henvender sig om rådgivning om behandlingstilbuddene.

»Jeg får mellem to og tre henvendelser hver måned, og det er mit indtryk, at mine kollegaer oplever det samme. Vi står utvivlsomt med et stort problem, som også bliver drøftet meget til konferencer om stamcelleforskning,« siger Agnete Kirkeby.

Advarsel mod stamcelleturisme

Sundhedsstyrelsen har ellers advaret om den såkaldte stamcelleturisme, og flere dagblade med 24timer i spidsen har skrevet kritiske artikler, der i november 2011 lagde et pres på blandt andre stamcelleklinikken Emcell, der rekrutterede danske patienter til en ulovlig klinik i Ukraine.

»Problemet er udbredt i store dele af verden, også Europa og USA. I Indien er der f.eks. eksempler på, at læger sprøjter embryonale stamceller ind i blodårerne på syge. Det er fuldstændig sindssygt,« siger Agnete Kirkeby, der forsker i embryonale stamceller.

Indsprøjtning af embryonale stamceller risikerer nemlig at udvikle sig til tumorer, da de embryonale stamceller netop er kendetegnet ved at dele sig ekstremt mange gange. Af samme grund er de svære at bruge til behandlinger, da forskerne er nødt til at programmere stamcellerne til en bestemt celletype, før de transplanteres ind i kroppen.

Et eksempel kunne være ved brug af stamceller til behandling af diabetes, hvor man kan eksperimentere med at få stamcellerne til at producere insulin.

Hjemmeside lover kur mod 70 sygdomme

Men der findes ingen behandlinger med stamceller, som beviseligt virker. Dog med undtagelse af navlestrengsstamceller. Det er den eneste godkendte stamcellebehandling og bruges til kræftpatienter i kemoterapi, der har fået ødelagt deres blodproducerende knoglemarv af stråling. Stamcellerne kan nemlig sætte sig i den ødelagte knoglemarv og begynde at producere blod. Behandlingen kan også bruges til patienter med genetiske blodsygdomme.

En hurtig søgning på internettet giver dog et helt andet billede.

Søger man på 'stamcellebehandling' på internettet, finder man blandt andet hjemmesiden Kirurgirejser.dk, hvor man kan blive sendt til Jingdong Zhongmei Hospital i Kina, der kan behandle mere end 70 forskellige sygdomme med stamcellebehandlinger, blandt andet alzheimer, diabetes, demens, muskelsvind, epilepsi og rygmarvsskade.

»Der findes rigtig mange former for fuldstændig udokumenteret stamcelleterapi, hvor der totalt mangler beviser på effekterne. Det er kun drevet af masser af desperate mennesker og umoralske private klinikker. Det er forkasteligt,« siger stamcelleforsker og ph.d. Malin Parmar fra Wallenberg Neuroscience Center på Lunds universitet.

Hun bliver bakket op af den danske stamcelleforsker og professor Moustapha Kassem fra Odense Universitetshospital, der var blandt de første i verden til at isolere og opformere stamceller fra mennesker og i dag forsker i stamcellers terapeutiske anvendelse. Han modtager også opkald hver måned fra personer, der søger om råd om behandlinger i udlandet.

»Mit råd er at holde sig væk fra de udokumenterede behandlinger. Mange familier bruger store pengesummer og udsætter sig for fare i form af infektioner eller dannelsen af svulster. Ofte findes der ingen kontrol eller information om behandlingerne, men blot en samling historier fra patienter, der fortæller positivt om deres oplevelser. Man er nødt til at have prækliniske forsøg på plads først, hvor man tester stamcellerne på mus eller rotter, før man forsøger sig med mennesker. Og så skal man have en hypotese at arbejde ud fra. Ofte har de private klinikker end ikke det,« siger han.

Forskere: Lav eksperimenterne i Danmark

Som en løsning på problemet fremhæver Moustapha Kassem et gammelt forslag, han og en gruppe forskere fremlagde i forbindelse med rapporten Dansk Stamcelleinitiativ tilbage i 2009, der blev fremlagt for politikerne på Christiansborg.

»Staten burde oprette et center for eksperimentel stamcellebehandling, hvor patienter kan deltage i kontrollerede behandlingsforløb i stedet for at rejse til udlandet. For min skyld kan man godt tage brugerbetaling for behandlingerne, hvis pengene går til en slags fond, der støtter forskningen i stamceller. Men det afgørende er, at metoderne og resultaterne bliver skrevet ned, så vi kan lære af det,« siger han.

På Lunds universitet er Agnete Kirkeby enig i ideen om at oprette et center for eksperimental behandling i Danmark. Selv er hun draget til Sverige for at forske i embryonale stamceller, da Danmark stadig er langt bagud på området - så langt, at hun har svært ved at se kliniske forsøg i Danmark i den nærmeste fremtid.

»Men det er klart vejen frem, hvis man vil satse mere på stamcelleforskning. I dag er forskningen i Danmark meget spredt, og der mangler samling på det,« siger hun

»Men når snakken falder på brugerbetaling, så er jeg lodret uenig. Det er regel nummer ét i kliniske eksperimenter, at man aldrig må tage penge for det. Hvis du udfører en behandling, som ikke har en beviselig effekt, så er det helt forkert at tage penge for det. Det bryder med alle principper,« siger hun.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at de ikke har overblik over, hvor mange danskere der drager på såkaldt stamcelleturisme til udlandet.

»Når folk rejser ud, sker det for egen regning, og de danske myndigheder er ikke involveret,« siger Marie Brasholt, afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen.

Har man fundet en behandling med stamceller og overvejer, om det er rent kvaksalveri, så gør man, ifølge eksperterne, klogt i at kigge på netsiden www.clinicaltrials.gov og søge efter behandlingen her. Siden samler alle godkendte stamcelleforsøg i verden, og finder man ikke behandlingen her, bør man holde sig væk.

Læs mere om stamcellebehandlinger i de kommende dage på ing.dk og i Ingeniøren på fredag.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Endnu et spændingsfelt hvor emnets kompleksitet er uoverskueligt for almindelige mennesker, hvor der findes desperate kunder og skruppelløse leverandører, gys !!!

Når jeg læser artiklen undres jeg over at Agnete Kirkeby udtaler, at Danmark er langt bagud på dette område, og alligevel kan hun vurdere, at den behandling som udføres i udlandet er sindsyg og virkningsløs, tangerende til det dødsens farlige.

Hun har givetvis ret, det har danske forskere ofte, for de er generelt ret vakse, men så mangler der en argumentation for udsagnet.

Kan ing.dk eller andre komme med den ?

  • 0
  • 0

Som jeg skriver i artiklen, så arbejder Agnete Kirkeby netop ikke i Danmark, men i Sverige. I Lund er man nemlig meget længere fremme med forskning i embryonale stamceller. Agnete Kirkeby er ph.d. og arbejder på Wallenberg Neuroscience Center, hvor hun arbejder målrettet mod kliniske forsøg med embroynale stamceller. Hendes baggrund taget i betragtning og hendes research i udenlandske klinikkers behandlinger med stamceller gør hende i at vurdere, hvor dansk forskning står på området og om forsøg i udlandet er vanvittige.

Mvh Thomas Djursing, journbalist på Ingeniøren

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten