Sputnik fik USA op i omdrejninger

Den 4. oktober 1957 opsendte Sovjet satellitten Sputnik - det skød rumkapløbet i gang

I oktober 1954 var geofysikere og astronomer fra hele verden samlet til møde i Rom. Målet var at planlægge detaljerne i det internationale geofysiske år, som skulle afholdes i1957-58. En af de vigtigste konklusioner på mødet var, at der skulle opsendes en eller flere satellitter fra Jordens overflade for bl.a. at studere atmosfæren.

USA tog udfordringen op og bekendtgjorde den 29. juli 1955, at de som et bidrag til det geofysiske år ville opsende en satellit. Beslutningen blev meddelt samtidig med afholdelsen af en international astronautisk konference i København. Meddelelsen fik lederen af konferencens sovjetiske delegation Leonid I. Sedov til at indkalde til pressemøde på den sovjetiske ambassade i Danmark.

Under pressemødet fortalte Sedov, at russerne inden for to år kunne opsende en satellit, og han tilføjede:

»Realiseringen af det sovjetiske projekt kan forventes i nær fremtid«.

Sedov kunne sige dette med sindsro, fordi Sovjetunionen allerede inden mødet i Rom var gået i gang med forberedelserne til at sende satellitter i rummet under ledelse af Sergej Korolev -han var kendt for at have eksperimenteret med raketter ved hærens laboratorier i Skt. Petersborg i slutningen af 1930?erne.

Korolev var inspireret af den russike lærer Kontsantin Tsiolkovsky, der i slutningen af 1800-tallet var den første til beskæftige sig seriøst med rumfart. Korolev satsede på at bruge Raketa 7 (R-7) - et interkontinentalt ballistisk missil som tog udspring i Korolevs egne ideer fra 1947. R-7 var designet til at sende et sprænghoved på 5,4 ton over en afstand på 8.000 km, så det kunne nå mål både i Europa og Nordamerika - men det kunne forholdsvis enkelt modificeres til at sende en last i kredsløb om Jorden.

I januar 1956 fik Korolev endeligt go-ahead på hele satellitprogrammet, og han satte gang i konstruktionen af en satellit, kaldet Object D, på godt et ton, som kunne medbringe mellem 200 og 300 kg måleudstyr.

Den 11. september 1956 bekræftede Sovjetunionen, ved endnu et forberedende møde for det geofysiske år, at landet ville opsende en satellit. Det burde nu være klart for alle, at der var et kapløb i gang mellem russerne og amerikanerne om at komme først i rummet. Men de sovjetiske udmeldinger gik ubemærket hen.

Truslen overhøres

Korolev løb dog ind i problemer, og i december 1956 var det klart, at udviklingen af Object D gik for langsomt. For at holde tidsplanen satte Korolev derfor gang i udviklingen af satellitten Object PS på kun 84 kg.

Object PS blev en poleret metallisk kugle med fire antenner, som kunne sende signaler ved 20 og 40 MHz.

Radiosignalerne kunne sende information om satellittens indre temperatur og tryk og desuden afsløre detaljer om udbredelsen af radiobølger i den øvre del af ionosfæren. Derudover kunne forskerne ud fra ændringer i satellittens omløbsbane beregne tætheden i den øvre del af atmosfæren og tegne Jordens præcise form. Planen var, at de mange data fra Objekt PS skulle være et værdifuldt bidrag til det geofysiske år.

De første forsøg med opsendelser af R-7 raketten (uden satellit) i maj og juni gik skidt. Raketter faldt ned, og opsendelser blev forsinket. Men den 21. august lykkedes det endeligt at lave en perfekt opsendelse af raketten med en dummy-satellit om bord.

Herefter bad Korolev om tilladelse til at opsende Object PS. Og i forbindelse med 100 års dagen for Tsiolkov-skys fødsel den 17. september meddelte Radio Moskva, at opsendelsen var nært forestående - igen for vestens døve ører.

Internt havde russerne fastsat opsendelsesdatoen til 6. oktober. Men Korolev, som havde et overfladisk kendskab til det amerikanske program, havde misfortolket en række oplysninger. Han troede derfor, at USA ville opsende en satellit i forbindelse med en international konference om raketter og satellitter i Washington D.C. konference i USA i begyndelsen af oktober. Set fra hans synspunkt var der derfor risiko for, at USA ville komme først.

Den 3. oktober stod R-7 raketten med Object PS om bord endelig klar på affyringsrampen i Kasakhstan. Dagen efter, da natten var faldet på, gjorde Korolev klar til nedtællingen i en bunker 100 m fra affyringsrampen. Den 4. oktober 1957 kl. 22.28 (Moskva-tid) tændte de 20 motorer, og R-7 med sin last steg til vejrs.

Korolev kunne ikke umiddelbart vide, om satellitten var kommet i kredsløb, men halvanden time efter opsendelsen modtoges det første "beep, beep". Object PS eller Sputnik (rejsekammerat), som den senere blev kendt som, var i kredsløb.

Korolev udbrød: "Erobringen af rummet er begyndt".

USA i chok

Samme aften afholdt den sovjetiske ambassade en reception for deltagere i konferencen i Washington. En af gæsterne var John P. Hagen, leder af det amerikanske Vanguard-projekt, hvis formål var at opsende en amerikansk satellit under det internationale geofysiske år.

Hagens projekt var bagud i forhold til tidsplanerne - nu var han spændt på at høre, hvordan det gik med russernes tilsvarende projekt. Hagen skulle få sig en slem overraskelse.

Blandt gæsterne var også journalisten Walter Sullivan fra New York Times. Fra chefen af avisens Washington-redaktion modtog han beskeden om, at Sovjetunionen havde sendt den første satellit i kredsløb om Jorden. Han lod meddelelsen gå videre til Lloyd Berkner, der var den amerikanske delegerede på konferencen.

Berkner klappede i hænderne og bad om ordet:

»Jeg har netop fået at vide af New York Times, at en russisk satellit er i kredsløb i en højde af 900 km. Jeg vil gerne lykønske vore sovjetiske kolleger med denne præstation«.

I den anden ende af lokalet blev John Hagen ligbleg.

John Hagens Vanguard-projekt blev drevet af US Navy, men som et civilt projekt. Det hemmelige militære raketforskningsprogram var ledet af Army Ballistic Missilie Agency (Amba) og holdt til i Redstone Arsenal i Alabama. Chefdesigneren her var raketgeniet Wernher von Braun.

Også i Redstone var der et selskab om aftenen den 4. oktober 1957. I løbet af dagen havde man haft besøg af den kommende forsvarsminister Neil McElroy. Under middagen om aftenen modtog Wernher von Braun et opkald fra New York Times, der fortalte ham om opsendelsen af den russiske satellit.

Von Braun sætter et mål

Von Braun styrtede tilbage til middagsbordet og fortalte nyheden til McElroy og tilføjede:

»Vi kan sende en satellit i kredsløb 60 dage fra det tidspunkt, hvor vi får grønt lys.«

Selv om von Braun stod fast på de 60 dage, rettede Ambas chef general John Medaris løftet til 90 dage.

Den besked tog McElroy med tilbage til Washington, hvor præsident Eisenhower havde sat Sputnik højt på dagsordenen.

Den 8. oktober kl. 8.30 holdt Eisenhower møde med bl.a. ministeren for luftvåbenet, Donald Quarles og John Hagen. Under mødet bekræftede Donald Quarles, at det militære program i Redstone kunne have opsendt en satellit flere måneder før.

Han forklarede, at USA havde satset på en civil raket for at understrege det fredelige i projektet og for at undgå, at udenlandske forskere skulle få kendskab til hemmeligheder i det militære program. Donald Quarles understregede, at hvis militæret fik en ordre, kunne det opsende en satellit i løbet af fire måneder (og dermed lagde han en måned til Medaris? løfte).

Vanguard-projektet blev ved med at have problemer og kunne ikke hamle op med von Brauns tidsplan. En måned efter, at Neil McElroy havde overtaget stillingen som forsvarsminister, kunne general Medaris meddele von Braun:

»Wernher, let?s go.«

Den 31. januar kl. 22.48 lokal tid, 84 dage efter go-ahead, lettede von Brauns Jupiter raket med Explorer 1 fra Cape Canaveral i Florida. Men inden da havde Sovjetunionen den 3. november slået til igen ved at opsende Sputnik 2 med hunden Laika om bord. Sputnik 2 vejede 508 kg og var i kredsløb i knap 200 dage. Endelig blev Object D (Sputnik 3) på 1.327 kg opsendt fra Baikonur den 15. maj 1958. Til trods for Wernher von Brauns indsats var Sovjetunionen klart i førertrøjen.

Præsidenten satser på videnskab

Vanguard-projektet fortsatte, og efter en totalt mislykket raketopsendelse den 6. december 1957, som tog hårdt på John Hagen, lykkedes det endelig at sende Vanguard 1 i kredsløb den 17. marts 1958.

Sputnik 1 og 2 og Explorer 1 er siden brændt op, men Vanguard 1 kredser stadig om Jorden, som det ældste rumskrot.

Det faktum, at russerne var de første som indtog rummet, plagede amerikanerne enormt. Men chokket blev afløst af handling.

Den 16. oktober 1958 holdt præsident Eisenhower et møde med en række forskere og erhvervsfolk. Et af de centrale spørgsmål, som præsidenten stillede, var:

»Var amerikansk videnskab ved at blive udkonkurreret?«

Edwin Land, som opfandt Polaroid-kameraet, og som var koncernchef for firmaet af samme navn, fortalte at videnskab er højt værdsat i Sovjetunionen og tilføjede:

»I USA fokuserer vi mere på at producere store mængder af det, vi allerede har opnået end at tænke på fremtiden.«

Det erklærede præsidenten sig enig i, og ved mødets afslutning meddelte han, at han fremover ville lægge mere vægt på forskning og uddannelse inden for naturvidenskab.

Mødet blev bl.a. fulgt op af et regeringsmøde den 2. december, hvor de amerikanske politikere godkendte en omfattende plan for styrkelsen af undervisningen i naturvidenskab og matematik. Dermed blev den russiske triumf det, der for alvor satte skub i amerikansk videnskab.

Set med historiens øjne må dette nok vurderes som det mest betydningsfulde, der hændte i rumalderens første år.