»Sproget er fløjtende ligegyldigt - vi går efter de dygtigste medarbejdere«

Knap var hun landet i Danmark, før jagten på et studiejob gik ind. Men det er vanskeligt at søge arbejde, når man hverken taler sproget eller har et netværk. I første omgang måtte hun derfor tage et job på en indisk restaurant, men efter et par måneder satte heldet – og ihærdigheden – dog ind: Rumænske Raluca Sferdian fik et studiejob hos rådgivervirksomheden Niras, hvor hun i dag er fastansat broingeniør.

»Hvis man viser viljen til at lære, er den indledende sprogbarriere ingen hindring,« siger Carsten Heine, direktør for infrastruktur i Niras, der ligesom resten af den sultne, danske rådgiverbranche får behov for flere udenlandske ingeniører i fremtiden.

Hold øje med de nyeste ingeniørjob på Jobfinder

»Der bliver kamp om ressourcerne,« siger Carsten Heine, som derfor kan glæde sig over, at der findes dygtige udenlandske kandidater som Raluca Sferdian, der med sin opvækst og uddannelse i Rumænien også bringer et sæt nye øjne ind i virksomheden.

»Raluca kommer med en anden kulturel baggrund og ser anderledes på tingene. Det er en kæmpe gevinst for vores øvrige medarbejdere, fordi det åbner deres øjne for, hvad der ellers findes ude i den store verden,« siger Carsten Heine.

Set med direktørens briller er det en særlig gevinst, når en medarbejder fra et land som Rumænien, der er mindre udviklet end Danmark, træder ind og minder os alle om, hvor begunstigede vi egentlig er på det danske arbejdsmarked, og hvad global konkurrence betyder for vores lille land.

Vejen til Niras

Raluca Sferdian kom sammen med sin kæreste til Danmark i juli 2011. De var begge blev optaget på kandidatuddannelser på DTU efter at have færdiggjort deres bachelorer på Polyteknisk Universitet i Timisoara i hjemlandet Rumænien.

I starten blev de forsørget af forældrene, da der ingen SU var at hente. Derfor skulle det også gå stærkt med at finde et job. Raluca Sferdian sendte ansøgning på ansøgning til ingeniørvirksomhederne, og hver gang fik hun afslag.

Efter fire måneder lykkedes det hende at få et job på en indisk restaurant. På DTU fik hun dog kontakt til en tidligere lærer, der arbejder i Niras. Han anbefalede hende at søge studiejob dér. I første omgang fik hun dog intet svar. Efter halvanden måned henvendte hun sig igen, og denne gang var der hul igennem, og efter et par dage blev Raluca Sferdian kaldt til samtale. Et særligt kendskab til forspændt beton, som hun havde opnået under et praktikophold i Portugal, var med til at sikre hende jobbet. Det var i januar 2012.

I dag har Raluca Sferdian været færdiguddannet og fastansat broingeniør hos Niras i to år.

»Og her hører jeg til,« siger Raluca Sferdian, som ikke kan se sig selv rejse tilbage til Rumænien.

Lærer dansk med Matador

I begyndelsen af sin ansættelse talte Raluca Sferdian kun engelsk. Ifølge Carsten Heine er det dog ‘fløjtende ligegyldigt’, når bare medarbejderen viser initiativ og vilje til at lære dansk.

»Vi går efter at ansætte de dygtigste medarbejdere. Så kan vi sammen finde ud af, hvordan vi løser det andet,« siger han.

I dag taler Raluca Sferdian dansk 50 procent af tiden.

»Spørger du mig om et år, er det nok 80 procent,« siger Carsten Heine.

Men Raluca Sferdian er stadig usikker, fordi sproget er så svært.

»Det er virkelig kompliceret at lære dansk. Jeg skal fokusere rigtig meget, både når jeg taler og lytter. Ofte er det frustrerende, og efter mange timer på arbejdet bliver jeg træt,« siger hun.

Alligevel insisterer hun på, at kollegerne taler dansk til hende. Blandt andet i frokostpauserne.

»Jeg bliver jo nødt til at lære det, hvis jeg i fremtiden skal have kontakt til kunderne, og for min egen skyld, så jeg forstår folk omkring mig,« siger hun og kan i øvrigt tilføje, at tv-serien Matador er et godt redskab, når man skal lære det danske sprog.

Engineer the future er en alliance af organisationer, virksomheder og uddannelsessteder, der vil synliggøre den værdi, teknologi skaber for Danmark. Ingeniøren er mediepartner, og artiklen er udarbejdet i samarbejde med ETF. Læs andre artikler om danske ingeniører og teknologieksperter på ing.dk/etf