Spring et stik over: Vaccinepartikel medbringer selv en booster

Forskere fra MIT har udviklet en mikropartikel, som kan udløse en vaccinebooster i kroppen lang tid efter injektion. Illustration: Second Bay Studios/MIT News

I geografiske områder, hvor der er langt til lægen, ville det være smart at springe et vaccinebesøg over.

Det satser forskere fra MIT kan blive realiteten, hvis de får skabt den ultimative ’kaffekop’ med vaccine, som de selv kalder det i en nyhed fra universitetet.

Kaffekoppen er den lille kop med låg af polymeren PLGA. Forskernes seneste forskning viser, at med tiden vil kopperne få små porer i overfladen, når partiklen kommer i berøring med kroppens væsker.

Ved at prøve at ’time’ dannelsen af de porer, og dermed mulighed for, at indholdet slipper ud, er det planen at gemme en vaccinebooster i koppen, som selv bliver udløst, når det ellers var tid til stik nummer 2.

Stort inden for kræftbehandling

At levere lægemidler ved hjælp af små partikler, som doserer på rette sted på rette tidspunkt, er et stort forskningsfelt inden for især kræftområdet. Man vil gerne undgå belastende kemo i hele kroppen, og i stedet fragte større doser helt frem til tumor og kun tumor.

Hvad der kan være en udfordring, er netop at få materialerne til at holde tilpas længe, for det er selvsagt en fordel af bruge bionedbrydelige stoffer, som ikke skader kroppen.

Så selv om fidusen er, at materialerne opløser sig, skal de også kunne holde tæt i hele den periode, der typisk går mellem to vacciner i et program. Så her handler det om at skrue på blandingen af hhv. hurtigtopløseligt og langsomtopløseligt PLGA.

Forskerne har da heller ikke erklæret sig i mål endnu, men i deres nyeste forskningsprojekt, som netop er blevet publiceret i Science Advances, har de forsøgt at skabe et overblik over dannelserne af disse porer og betydningen af dem for frigivelsen af lægemiddelstoffet afhængig af partiklens form og materialesammensætning.

Her fandt de også ud af, at typen af valgte polymerer ikke kun er vigtigt for selve bevaringen af vaccinen, men at de også skulle passe på, at de syreholdige biprodukter, der opstod ved opløsningen af koppen, ikke skadede selve lægemiddelstoffet.

Forsøger med polio

Forskerne mener, at platformen kan blive nyttig for alle typer vacciner, både de proteinbaserede, men også de nyere RNA- og DNA-vacciner.

Og selv om de i første omgang forestiller sig, at en selvudløsende vaccinebooster ville være rigtig nyttig for børnevaccinationsprogrammer i tredjeverdenslande, så regner de også med at kræftforskningen og andre forskningsfelter vil kunne få god brug af et sådant system.

Produktionen er der også ved at være styr på. Der findes allerede en MIT-udviklet metode, hvor man bruger forme af silicium til at forme kopperne af PLGA, hvorefter en maskine fylder kopperne op med vaccine og sætter et låg på. Herefter bliver kop og låg varmet op, så de smelter sammen og slutter tæt.

Forskerne har foreløbig prøvet metoden af på en polio-vaccine, som er ved at blive testet i dyr.

Emner : Medicin
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er der en risiko for at boosteren bliver aktiveret på et uheldigt tidspunkt for patienten?

Det kan være at imunforsvaret er lagt ned af anden sygdom, stress, manglende mad osv. Eller at disse boostere ikke er helt så stabile som forventt så imunforsvaret bliver tricket over en længre periode?

Det kan have den fordel at man kan give alle de nødvendige vacciner på samme tid. Altså der hvor man giver et skud vaccine og efter en fast periode får man andet og måske også 3. skud automatisk, for at sikre at vaccinen virker permanent. Det er en mindre fordel ved f.eks. COVID og influenza, hvor vaccinen udvikler sig hurtigt og man skal vide hvad dr skal vaccineres imod næste gang...

  • 5
  • 0

Denne kommentar er ikke til den gode artikel, men til udformingen.

Kunne Ing.dk ikke snart holde op med at "forsøge" at "luske" annoncer ind, inde i selve artiklen. I denne artikel fx. stod der:

......hurtigtopløseligt og langsomtopløseligt PLGA.

Relateret jobannonce: Miljøsagsbehandler til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Forskerne har da heller ikke erklæret sig i mål endnu, men i deres nyeste.....

Hvorfor skal I absolut 'forurene' en artikel, med noget der i den sammenhæng er totalt ligegyldigt. ??

(1) Put jobannoncer ud i reklame spalten, så vi kan ignorere det.

(2) I en artikel om medicin teknik, er en stilling i "Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse" på INGEN måde "Relateret"

(3) Som ingeniør ønsker jeg at læse saglige artikler, det er derfor jeg er medlem. Men "skal" der absolut være annoncer i bladet (og det er der desværre snart i alt vi omgiver os med) så vær da ærlige - og læg den ud i højre side hvor i alligevel har valgt at placere jobannoncer. I stedet for at forsøge at "luske" den ind midt i artiklerne. Og især da, at "hvis" man vil læse jobannoncer, så kan man jo bare vælge at abonnere gratis på jobfinder.

  • 6
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten