Sprængningsfirmaet: Sådan får vi væltet siloen i Assens
Torsdag eller fredag trykker sprængningsfirmaet CMP Nedrivning endnu en gang på knappen. Nu skal sukkersiloen i Assens ned, så naboerne kan flytte hjem.
Det fortæller den ansvarlige sprængningsleder, Poul Erik Faurholm Hansen fra CMP, som sammen med sit mandskab har udarbejdet en ny plan for, hvordan sukkersiloen snarest muligt kan blive lagt ned.
»Vi er i gang med de praktiske forberedelser og regner med at kunne sprænge sidst på ugen,« siger Poul Erik Faurholm Hansen.
Den første af i alt to sukkersiloer i nærheden af Assens Arena skulle have været lagt ned tirsdag formiddag, men sprængningen slog fejl, og siden har 30 beboere fra omegnen måttet bo på hotel.
Læs også: Sprængning af fynsk silo blev en kæmpe fuser
I stedet for at vælte gled den blot af soklen og satte sig ned, så at sige. Derfor er det Poul Erik Faurholm Hansens vurdering, at den er helt sikker at færdes i, for den smule slagside, siloen har fået, kan umuligt få den til at vælte uforvaret.
Hængslet bryder
Inden sprængningen skar CMP Nedrivning en trekantet kile i væggen nederst i siloen lige over den fire meter høje sokkel. Indhugget omfattede 60 procent af silovæggen, dog sådan, at enkelte 'søjler' blev stående som støtte, indtil de skulle sprænges væk.
På bagsiden - modsat faldretningen og forbi kippunktet - blev der med en stor diamantklinge skåret igennem siloen, så den kunne lægge sig nogenlunde smertefrit ned uden at blive holdt tilbage af beton og det armeringsjern, som siloen er sikret med.
»Så skete der det, at hængslet - eller kippunktet - brød, inden siloen fik overbalance og væltede. Det betød, at siloen ikke længere havde det nødvendige omdrejningspunkt og i stedet gled ned og stillede sig lodret. Det var uforudset,« siger Poul Erik Faurholm Hansen.
I weekenden tog han to af landets andre sprængningseksperter, Jørgen Schneider fra Orica og Erik Lauritzen fra Niras, en tur med ud i siloen.
»Vi skulle se på, hvad vi nu gør. Men eftersom den bare har stillet sig stabilt på samme måde som før, bliver fremgangsmåden også meget den samme,« siger han.
Klar til at trykke på knappen
En ny sprængningsplan kom på plads i løbet af lørdagen, og søndag morgen gik teamet i gang med at bygge en ny grusvold op til faldet, og så skal der på ny hugges ind i siloen, bores til sprængstof og trykkes på knappen.
Ifølge Poul Erik Faurholm Hansen kommer det til at tage lige så lang tid som første gang at få på plads - nemlig en uges tid - fordi der skal laves nye beregninger.
»Understøtningsbetingelserne er anderledes en før, men vi føler os mere sikre på, at det går godt denne gang. Før var vi nødt til at sprænge fire meter oppe i luften, fordi kælderetagen ikke var høj nok, men nu står bagkanten på jorden, så vi kan stabilisere yderligere. Så den skulle være sikker,« understreger han, selv om han også erkender, at en fejlslået sprængning godt kan gå lidt ud over selvtilliden.
Understøttelsen vil ske ved at komprimere gruspuder og lægge jernplader under bagkanten, så den står mere stabilt. Samtidig er sprængningslederen i gang med at overveje, hvordan erfaringerne kan komme sprængningen af nabosiloen til gode. Den står også til snarlig sprængning.
»Vi skal jo forhindre, at hængslet bryder, ved at fiksere det. Så det tager noget tid. Mange spørger os, hvorfor vi tøver, men pladsen var lukket, så vi kunne ikke komme i gang før nu. Nu arbejder vi til gengæld i døgndrift,« siger Poul Erik Faurholm Hansen.
Ingen alternativer til sprængning
CMP Nedrivning udfører sprængningsopgaven for Preben Hockerup A/S, som egentlig har entreprisen på opgaven. Her fortæller daglig leder Henrik Hockerup Keller, at også han er forundret over, at sprængningen kunne flytte 3.000 ton silo 30 cm bagud og fire meter ned, uden at noget gik i stykker.
»Det har jeg aldrig set før. Det er fuldstændig surrealistisk,« siger Henrik Hockerup, som har været med til at sprænge masser af bygninger og skorstene ned.
Han understreger, at de for så vidt var klar til forberedelsen til en ny sprængning allerede onsdag, men at beredskabets sikkerhedszone ikke gjorde det muligt at komme i gang før nu.
»Det gode er så, at vi ikke behøver at varsle 14 dage i forvejen denne gang. Nu trykker vi bare på knappen, når vi er klar,« siger han.
Dog frygter han, at dette kan få konsekvenser for fremtidige tilladelser til at foretage sprængninger frem for at pille bygningerne eller siloerne ned sten for sten fra toppen og ned.
»Det ville tage os flere måneder at klippe siloen ned ovenfra, og der findes faktisk slet ikke materiel her i Danmark, som kan nå de 60 meter op til toppen. Derfor er vi nødt til at sprænge den igen,« siger han.
