Sprængningsekspert sprænger sine egne faste rammer
Efter en lang karriere som administrerende direktør i Demex og senest som afdelingsleder og seniorrådgiver i Niras trækker Erik Krogh Lauritzen sig nu helt fra livet som fastansat og bliver selvstændig rådgiver.
Gennem mange år har han rådgivet i nedrivning og genanvendelse af affald fra bygge- og anlægsarbejde. Han er specialist i oprydning efter krige og katastrofer, men har også klaret spektakulære opgaver herhjemme som f.eks. den kontrollerede sprængning af de to højhuse i Rødovre sidste år.
Sprængerne er klar: Nu venter vi bare på politiet
I 1978 startede han rådgivningsvirksomheden Demex, som han stod i spidsen for indtil 2004, da den blev købt af Niras, og han selv fulgte med som afdelingsleder.
Søger du job som rådgiver i bygge- og anlægsbranchen? Se stillingsopslag her
Men nu siger han altså definitivt farvel til sit livsværk:
»Jeg er fyldt 70 år og synes, jeg er blevet for gammel til at rende rundt på tålt ophold på sådan en ung arbejdsplads.«
Hvad laver du så nu?
»Nu har jeg valgt kun at være selvstændig. Men jeg arbejder stadig sammen med Niras, når jeg har brug for nogle arme og ben, og de har brug for mig til opgaver om f.eks. sprængning og rydning af ammunition. Jeg har jo et stort netværk efter så mange år i branchen. Jeg har rigtig meget at lave,« forklarer han.
Blandt opgaverne er blandt andet nedrivningen af Storstrømsbroen og genopbygningen af Syrien, når der er kommet mere fredelige tilstande.
Gennem årene har Erik Krogh Lauritzen hjulpet til i mange krigshærgede områder som Bosnien, Kosova, Irak, Afghanistan, Libanon og Haiti, men der har også været plads til sjove oplevelser.
»Jeg har oplevet rigtig mange forskellige ting, men en af de skæggere var engang i 1989, hvor jeg var med til at renovere Trekronerfortet i Øresund. De gamle kanonåbninger var lukket til med beton, og vi havde til opgave at sprænge dem fri. Idet vi er i gang med sprængningen, kommer der et stort hollandsk flådefartøj forbi fortet. De tror, vores sprængninger er en salut, så de svarer igen med salut-skud. Da de nåede ind til havnen, havde de ikke mere krudt tilbage,« fortæller Erik Krogh Lauritzen.
Hvordan er din hverdag sammenlignet med at være afdelingsleder i Niras?
»Jeg har meget mere frihed nu selvfølgelig. Det er ikke noget ni-til-fire-job og jeg har ingen særlig tilknytning til en bestemt virksomhed. Jeg gør, hvad jeg har lyst til,« fortæller han.
Hvor længe tænker du at arbejde på denne måde?
»Jeg har sat mig selv en fem års horisont. Så må vi se til den tid, hvad jeg har lyst til,« fortæller Erik Krogh Lauritzen.
