Sprækker i Einsteins tyngdelove
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sprækker i Einsteins tyngdelove

Slava Turyshev er en mand med en mission, der går ud på at finde ud af, hvorfor Pioneer-sonderne på deres vej ud gennem vores solsystem ikke fulgte Newtons og Einsteins tyngdelove.

Sonderne blev opsendt i 1972 og 1973, og da Nasa mistede kontakten med Pioneer 10 i 2002, var sonden 400.000 kilometer tættere på Solen, end den skulle være ifølge beregningerne. Jagten på både konventionelle og ukonventionelle forklaringer på denne såkaldte Pioneer-anomali har været i gang i årtier.

Men Slava Turyshev har besluttet sig for at komme til bunds i problemet. Første skridt var at skaffe samtlige data fra de gamle missioner, og efter måneders eftersøgning på sin arbejdsplads - Nasas JET Propulsion Laboratory (JPL) i Californien, hvorfra USA's ubemandede satellitter opereres - fandt han under en trappe 400 støvede magnetbånd, som indeholdt 30 års målinger af Pioneer-sondernes baner. Båndene var mere eller mindre ødelagt af fugt, men det lykkedes alligevel at redde data.

Vigtige data reddet fra lossepladsen

Slava Turyshev gjorde sit næste kup, da han holdt forelæsning på Ames Research Center i Californien. Her erfarede han, at en lastbil stod klar til at køre floppydisks med data fra sondernes 114 indbyggede sensorer på lossepladsen. Ledelsen på Ames var klar i mælet: Skidtet fyldte for meget og skulle væk.

Slava Turyshev tilbød i panik at leje en lastbil og selv hente kasserne den følgende weekend, men til sidst gav ledelsen sig og skaffede et lagerrum.

I 2006 fik Turyshev 100.000 dollar fra Planetary Society til at analysere samtlige Pioneer-data, og for nylig præsenterede han de første resultater af sine studier af Pioneer 10's bane på et møde i American Physical Society. Konklusionen var, at almindelige fænomener såsom varmeudstråling fra satellitten kun delvist forklarer satellittens afvigende kurs.

En svingtur om Jorden

Imens har Turyshevs kollega fra JPL, John Anderson, ikke ligget på den lade side. Anderson var manden, som i 1980 først påpegede Pioneer-anomalien, og hans forskerhold offentliggjorde i marts en opsigtsvækkende artikel i Physical Review Letters.

Her påviste gruppen, at fem satellitter, der tog en rundtur omkring Jorden for at udnytte planetens tyngdefelt til at blive slynget på langfart i solsystemet, fik ekstra fart på i forhold til den beregnede acceleration ifølge Einsteins relativitetsteori. Ikke meget - mellem 4 og 13 millimeter i sekundet - men målbart.

De fem satellitter er: Galileo, som fløj til Jupiter; Near, som er på vej til asteroiden Eros; Cassini, som undersøgte Saturn; Messenger, som har kurs mod Merkur og endelig ESA's Rosetta, som i 2014 skal slå følge med kometen Churyumov-Gerasimenko gennem et halvt år.

Især Rosetta er interessant, fordi den tager tre rundture omkring Jorden.

Formel forudsiger afvigelser

Analyserne er baseret på den første tur i 2005, og på basis af denne og de øvrige satellitters ekstra acceleration har John Anderson udviklet en formel, der kan forudsige fremtidige afvigelser fra beregnede baner. Første test bliver et tjek på Rosettas rundtur i november 2007, og næste trin bliver at forudsige forløbet af den sidste rundtur omkring Jorden i 2009.

Forskerne fra JPL har forsøgt at udelukke alle konventionelle forklaringer i deres computermodel, som ikke blot tager højde for relativitetsteorien og gravitionelle påvirkninger fra Solen, Månen og store asteroider, men også for effekter fra Jordens atmosfære, tidevandet i oceanerne og solvinden.

Muligheden for, at der skulle være systematiske fejl i modellen er minimeret ved, at uafhængige grupper har verificeret beregningerne ved hjælp af andre typer software. Den ekstra acceleration skyldes næppe heller effekter fra satellitterne selv, for eksempel udslip af gasser eller asymmetrisk varmeafgivelse. For hver af de fem satellitter har et unikt design, som adskiller den fra de andre.

Tyngdelove baseret på stjerner og planeter

I et interview med The Economist vurderer John Anderson, at rundturs-anomalierne og Pioneer-anomalien kan have en fælles årsag, der udspringer af en ukomplet forståelse af tyngdekraften.

Satellitterne er små objekter, og både Newton og Einstein baserede deres tyngdelove på målinger af kæmpemæssige objekter som stjerner, planeter og måner. Det kan måske have betydning.

I 2005 fremlagde John Anderson sammen med teoretikeren Michael Nieto fra Los Alamos National Laboratory en model for, hvordan Pioneer-anomalien kunne forklares. Hvis afvigelsen fra den beregnede bane var i retning mod Jorden, kunne det enten skyldes fejl i målingerne fra kontrolcentret af satellittens positioner gennem årene eller en anomali relateret til lysets hastighed.

Accelererer mod Solen

Hvis afvigelsen var i Pioneer 10's bevægelsesretning, kunne årsagen være en misforståelse af inertien, eller et uforklaret udefra kommende træk i satellitten. Hvis afvigelsen var langs med sondens spinakse, måtte effekten komme fra satellitten selv. Og hvis Pioneer 10 blev trukket i retning mod Solen, kunne der være tale om en gravitionel effekt.

Slava Turyshevs nye analyse fastslår definitivt, at den anomale acceleration er i retning mod Solen. Men Turyshev hælder til en konventionel forklaring og mener, at afvigelsen alligevel kan skyldes satellitten selv. I første omgang har hans forskergruppe sat fokus på asymmetrisk varmeafgivelse fra sonden.

Til det formål har de udviklet en termisk model af Pioneer-sonderne, som var opbygget af en række forskellige materialer - aluminium, teflon, kapton, mylar samt diverse malinger - som alle absorberer, reflekterer eller udsender stråling på forskellig vis. Desuden fik satellitten strøm fra en termoelektrisk varmekilde baseret på henfald af plutonium.

Ujævn varmeudstråling

Mens den slags computermodeller er standard for nyere satellitter, måtte Turyshev starte fra bunden af og udstyre den gamle sondes overflade med de korrekte termiske egenskaber og derefter indføre data fra satellittens temperatursensorer, som regelmæssigt rapporterede til kontrolcentreret ved hjælp af radiobølger. Derpå var computermodellen klar til at køre en simulation, som omfattede varmeoverførslen fra de indre dele til overfladen og videre ud i rummet.

Modellen viste, at udstrålingen af varme var ujævnt fordelt. Pioneersonderne roterede om sig selv vinkelret på bevægelsesretningen, og derfor ophævede effekterne af den ujævnt udsendte stråling til siderne hinanden. Men en del af den ujævne varmestråling blev udsendt parallelt med bevægelsesretningen, og her viste det sig, at et lidt mere blev udsendt i den retning, der pegede væk fra Solen end i retning mod Solen.

Med andre ord trykkede den udsendte varmestråling Pioneer 10 i retning mod Solen. På mødet i American Physical Society rapporterede Slava Turyshev, at den ujævne fordeling af varmeudstrålingen er ansvarlig for 30 procent af den målte afvigelse fra sondens beregnede kurs.

Modellen blev kørt for den periode, hvor afstanden mellem Pioneer 10 og Solen var mindst 25 astronomiske enheder - en astronomisk enhed er lig med afstanden mellem Jorden og Solen - men målet er at dække begge Pioneer-sonders 30 år lange rejse ud gennem solsystemet. Og ingen ved, hvad de komplette beregninger vil afsløre.

»Hæng på«, sagde Slava Turyshev, »det er først nu, det for alvor begynder at blive sjovt!«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Måske kan de observerede accelerations-anomalier af Pioneer-sondernes være et tegn på en aftagende kosmisk gravitation.
I det følgende en lille artikel på engelsk, hvori der formuleres og benyttes en Hubble-lov, hvor det antages, at Newtons gravitations-'konstant' ikke er konstant, men derimod afhænger af Universets aktuelle alder.

Hilsen fra
Louis Nielsen

PIONEER ANOMALY AND
DECREASE OF COSMIC GRAVITY
The modified Hubble-law

By Louis Nielsen
http://www.rostra.dk/louis

THE PIONEER-ANOMALY
When all known forces acting on the Pioneer spacecrafts are taken into consideration, a very small but unexplained force remains. It appears to cause a constant sunward acceleration for both spacecraft.
It is observed that the Pioneer spacecrafts has a negative acceleration-anomaly about
a(anomaly) = 8*10^(-10) m/s^2.

DECREASE OF COSMIC GRAVITY.
THE MODIFIED HUBBLE-LAW
In the following considerations about a modified Hubble-law where the Hubble constant is substituted by a Hubble-function H(T) determined by a decreasing gravitational ‘constant’ G according to the relation:

(1) H(T) = - (dG/dT)(1/G) = (1/3)(1/T)

In equation (1) (dG/dT) is the time derivative of the variable decreasing gravitational ‘constant’ G and T is the actual age of the Universe. (Please see link)
The mathematical connection between H(T) and T gives a hyperbola curve.

The modified Hubble-law is given by:

(2) v(T) = H(T)*D(T)

In equation (2) v(T) is the radial velocity of an object at the time T equal to the actual age of the Universe and D(T) is the distance from an observer to the object at the time T.

By differentiation of the velocity in equation (2) we get the acceleration a(T) of the object at the time T when it is in a distance D(T). We get:

(3) a(T) = (- 2/9)* (D(T)/T^2)

From equation (3) we see that the acceleration a(T) is negative. That means the velocity v(T) of the object is decreasing.

We can rewrite equation (3) so we have a relationship between a(T), v(T) and T. We get:

(4) a(T) = (-2/3)* (v(T)/T)

From equation (4) we see that the negative acceleration, the deceleration, of a given object is inversely proportional to the actual age T of the Universe and directly proportional to the velocity
v(T).

If T = 1310^9 years = 4.110^17 sec and v(T) = 1*10^7 m/s (greater than the real velocity) then we get a very small value for the acceleration a(T) given by:

(5) a(T) = - 0.2*10^(-10) m/s^2

The value in (5) is of the order of the measured acceleration-anomaly.

Could it be that the observed acceleration-anomaly of the Pioneer Probes is caused by a cosmic decrease of the gravitational ‘constant’ and maybe explained by the above considerations?

Best regards
Louis Nielsen
Denmark
http://www.rostra.dk/louis

  • 0
  • 0

Data:
Solen masse: Msol=1,98910^30 kg
Merkurs masse: Mmerk=3,304728
10^23 kg
Afstand Sol-Merkur: R=57909347090 meter
Vi må kunne blive enige om at man tilnærmet må kunne gå ud fra at Merkur og Solen er helt alene i universet. Set fra Solen har Merkur en orbithastighed (Vmerk) givet af

Vmerk= (GoMsol/R)^0,5= 47882,8347 m/sec (Go=6,6725910^-11)

hvor R er afstanden Merkur-Sol. Set fra Merkur har Solen denne omløbshastighed:

Vsol=(Go*Mmerk/R)^0,5=19,5137 m/sec

Det er denne hastighed der af interesse fordi Merkurs perihelium bevæger sig med denne hastighed.
I løbet af 100 år tilbagelægges med denne hastighed afstanden A1

A1=19,51375365,256243600100=61581724603,5 meter

Men med den af mig specificerede gravitationskonstant (Go=6,6753430883398*10^-11) fås følgende vej

A2=(GoMmerk/R)^(0,5)365,256243600*100 A2=61594427500,3meter

Differencen imellem A2 og A1 bliver

A2-A1=12702896,752 meter

Et buesekund af Merkurs orbit er ca

1’’=2PiR/(360*3600)=280752,437 meter og

(A1-A2)/1’’ = 45,2459 Buesekunder

Indflydelsen af de ydre planeter på Merkurs bane er minimal når masserne er symmetrisk fordelte og maksimale når planeterne står på række. Regner man nu baglæns så lægger man antal overskydende buesekunder til beløbet og får den reviderede gravitationskonstant. Men det er sikkert for simpel at beregne det sådan… ;o).

Mvh Berndt

  • 0
  • 0

Hvis det om et objekt vides at det befinder sig "her", er partiklens bevægelsesmængde til gengæld fuldstændig ubestemt.

Heisenberg udtrykker netop usikkerheden omkring bevægelsesmængeden og umuligheden for at bestemme både sted og hastighed, så det der

ligner en "regnefejl" er blot en bekræftelse af at der i statiske beregninger omkring en universel bane ikke er mulighed for

bestemme begge dele nøjagtigt.

Enhver betragtning, uden hensyn til detaljeringsgrad og præcision, er ikke nok at identificere eventuelle hændelser uden at være

forankret i en teori om begyndelsestilstanden, og selv her er der mange gensidigt modsætningsfyldte muligheder, som alle kan være en

plausibel kilde til erkendelse af de historiske fakta, og når ny viden oparbejdes behøver ingen af disse muligheder at fortsætte med

at være sandsynlige - en kvantefortid behøver ikke nødvendigvis at være permanent. Egenskaber alene ud fra nutidige data bestemmes

netop som værende kvalitative og passende tilnærmelser til forenklinger og særligt antagede begyndelsesforhold, som man antager for

at være "universelle" i kraft af teorien.

Desuden har de matematiske modeller rod i den relativistiske mekanik, og man kan ikke antage at Solen og Merkur er "alene" uden at

benægte fakta, og Einsteins relativitetsteorier udstikker muligheden for rum-tidens krumning og tyngdekraftens konvergens i et

"fladt" rum, hvor de fire dimensioner kan foldes sammen i en tidslinie (Til et hvert sted: x,y,z findes et tidspunkt for en

begivenhed).

Lidt krisehjælp med teoretisk astronomi kunne måske nok pudse teorierne af så de fremkommer med det ønskede resultat, hvis man

indtænker strengteoretiske baner, (til en hver tidslinie kan foldes ud: X,Y,Z,...N | "at stedet kan præciciseres".) Hvis man ønsker

vished og større præcision i beregningerne. Men problemet her er nok at hvis vi giver slip på "dukkehusberegningerne" vil det rejse

usikkerhedsmomenter, som vil få selv Heisenberg til at rotere i sin grav.

  • 0
  • 0

kunne det samme så ikke også gælde for tiden?

Næppe! Tiden er dét vi kan måle med størst nøjagtighed. Såvidt jeg ved er det pt. med strontiumatomer, der resonerer 429.228.004.229.952 gange i sekundet.
- Og tiden ser ikke ud til at ændre sig, over tid. ;-)

  • 0
  • 0

Man kunne da antage at når et objekt bevæger sig bort far et solsystems tyngdefelt da må blive bremset af de tilbageholdende kræfter. Når grænsen til et nyt solsystem overskrides vil objektets hastighed modsat stige på grund af dette solsystems tyngdekraft der tiltager jo længere objektet fjerner sig fra skæringslinien imellem de to tyngdefelter. Hvordan ellers ??

  • 0
  • 0

Michael Henningsen:

Eftersom man jo endnu ikke har 100% styr på solens og planeternes magnetfelter (h.h.v. mangel på samme) og disses udbredelse, må der jo også være et usikkerhedspotentiale her, eller hvad.???.

Hmm!?
Kan du ikke uddybe lidt?
- Tror du blander nogle ting sammen? Måske!? :-)

  • 0
  • 0

[quote]kunne det samme så ikke også gælde for tiden?

Næppe! Tiden er dét vi kan måle med størst nøjagtighed. Såvidt jeg ved er det pt. med strontiumatomer, der resonerer 429.228.004.229.952 gange i sekundet.
- Og tiden ser ikke ud til at ændre sig, over tid. ;-)

[/quote]

Jo da. Frekvensen er da korrekt. Men hvis frekvensen er den der bestemmer sekundet, så ville en frekvensændring give en ændring i realtime, men ikke i sekundvisningen.

Effekten er synlig når man skifter fra sommerdæk til vinter ditto. Afstandene forandrer sig.

Det er jo en meget spændede opdagelse, at der åbenbart er dislokationer(sorte huller) i vor differentialmatematik, når det drejer sig om store afstande, både i tid og distance og beskedne, men væsentlige afvigelser.

  • 0
  • 0

Iver Sørensen:

Når grænsen til et nyt solsystem overskrides vil objektets hastighed modsat stige på grund af dette solsystems tyngdekraft der tiltager jo længere objektet fjerner sig fra skæringslinien imellem de to tyngdefelter.

Langt, langt tid før nogen sonde når, bare i nærheden af, et andet solsystem, vil den have været under indlfydelse, alene, af galaksens 'fælles' tyngdefelt.
Solens tyngdepåvirkning rækker måske 10-20.000 AE!?

  • 0
  • 0

Før vi skrotter gravitationskonstanten og Newtons tyngdelov, synes jeg man skulle se meget grundigt på også de sattelitter som fik mere fart end beregnet. Så vidt jeg har forstået afhænger afvigelserne af om de kører rundt om jorden (eller andre planeter) i ækvatorplanet eller vinkelret derpå.
I øvrigt er 400.000km ikke meget set i forhold til afstanden.
Med hvilken nøjagtighed skal startbetingelserne kendes for at 400.000km kan siges at være en fejl?
I øvrigt må det være et yderligere problem, at vi formodentlig ikke kan måle hastigheden vinkelret på observationsretningen, men kun hastigheden i observationsretningen.

  • 0
  • 0

Hej Berndt og alle
Berndt, i dine beregninger, hvor du prøver at ’forklare’ den såkaldte Merkurperihel-anomali, antager du flere forhold, der ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Du antager bl.a. følgende:
1) At kun Merkur og Solen er til stede og påvirker hinanden med gravitationskræfter.
Dette er naturligvis ikke rigtigt, da alle planeterne og interplanetarisk stof påvirker hinanden med tyngdekræfter, specielt de store planeter.
Merkurperihel-anomalien kan godt forklares ved tyngdevirkninger fra evt. eksisterende interplanetarisk stof. Det er forsøgt.
(I øvrigt: Mener du ikke, at Universet er uendeligt stort?)

2) At Merkur bevæger sig med konstant fart i en cirkelbane med Solen i cirklens centrum, og med en konstant afstand til Solen. Du benytter middelafstanden ca. 57,9 millioner km mellem Solen og Merkur. Det er unødvendigt at benytte tal med så mange decimaler. F.eks. er Newtons gravitationskonstant G ikke målt med særlig mange decimaler. (At G bliver mulig at måle med mange betydende decimaler venter jeg spændt på!)

I en cirkelbane er der hverken et Perihel-punkt (det punkt i en bane, der er nærmest Solen) eller et Aphel-punkt (det punkt i en bane, der er længst væk fra Solen).
Du antager derefter, at det er Solen, der bevæger sig i en jævn cirkelbevægelse omkring Merkur. Dette er ikke i overensstemmelse med de virkelige bevægelsesforhold.

Fakta for Merkur: Merkur bevæger sig i en relativ langstrakt ellipsebane med en excentricitet på 0,206 og en banehældning med ekliptika på 7 grader. (Kun dværg-planeten (ja, stakkels Pluto) Pluto har en større excentricitet end Merkur, nemlig 0,248).
I sit perihel-punkt er Merkur ca. 46 millioner km fra Solen, altså ca. 12 millioner km tættere Solen end middelafstanden.
I sit Aphel-punkt er Merkur ca. 70 millioner km fra Solen, altså ca. 12 millioner km længere fra Solen end middelafstanden.

Så, desværre Berndt. Dine simplificerede antagelser og beregninger giver ikke en løsning og forklaring på den såkaldte Merkurperihel-anomali. Det kunne ellers have været interessant. Så ville Einsteins ’gravitations-teori’ have lidt nederlag.

MERKURS PERIHEL-ANOMALI OG EINSTEINS TYNGDEMODEL
Det var den franske astronom Urbain Jean Joseph Leverrier (1811-1877), der i 1850’erne udførte omfattende beregninger på planeternes baner ved hjælp af Newtons gravitationslov og mekanik. Han beregnede, at Merkurs ellipse-bane roterer som følge af tyngdepåvirkninger fra de øvrige planeter, specielt Venus (tættest på Merkur) og Jupiter (stor tyngdekraft). Leverrier beregnede, at hele bevægelsen af Merkurs perihel-punkt ikke kunne forklares som påvirkninger fra de andre planeter. Man kunne ikke forklare omkring 43 buesekunder pr. 100 år af Merkurs totale perihel-drejning omkring Solen på 5599 buesekunder pr.100 år.
En af de ’afgørende tests’ som Albert Einsteins (1879-1955) såkaldte generelle relativitetsteori fra 1915 ’bestod’ var at forklare Merkur-perihel-anomalien. Troede man, og det mener man stadig, at den gør.

Men: Einstein regnede kun på det simpleste tilfælde. En kuglesymmetrisk Sol og en punktformig Merkur. Og ganske rigtigt, så giver de simplificerede beregninger de omkring 43 buesekunder pr. 100 år, som man ikke havde kunnet forklare ved Newtons mekanik. Man bør dog også tage hensyn til alle de andre planeter virkninger og også, at Solen er ganske lidt fladtrykt og roterer. Hvis man tager alle forhold i betragtning, da giver Einsteins tyngde-model ikke en nøjagtig beregning på Merkurperihel-anomalien!

EINSTEINS TEORI – EN MATEMATISK MODEL DER MÅSKE ER FORKERT?
Einsteins generelle relativitetsteori fra 1915 kan give en MATEMATISK MODEL-BESKRIVELSE af visse tyngdevirkninger, men den giver ikke en RATIONEL FORKLARING på, hvad der FYSISK er årsag til tyngdevirkninger! Og så er Einsteins teori ikke en kvante-teori, så den kan ikke benyttes i mikrofysik.
Meget tyder således på, at man arbejder i en fysik-teoretisk blidgyde, dette hvis man stadig vil benytte Einsteins generelle relativitets-teori som ’byggegrund’!

En kvante-teori der forener mikrokosmos med makrokosmos er vejen frem til en rationel fysisk forståelse af Universet og dets lovmæssigheder!

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Hej Søren og alle
Jo, det er rigtigt, at Albert Einstein i sine beregninger over Merkurperihel-anomalien kun regnede på et ’to-legeme’ system. Han medtog kun Solens gravitations-virkning og ikke andre planeters eller andet stofs gravitations-virkninger. Han antog også, at Solen har et kuglesymmetrisk gravitations-felt, og at man på Solen kan definere et inertial-system, dvs. det antoges, at Solen ikke accelererer. Ifølge det såkaldte ’ækvivalens-princip’ svarer en acceleration til en tyngdevirkning, hvilket indgår i Einsteins generelle relativitetsteori.

FORMEL TIL BEREGNING AF PERIHEL-DREJNING
Formlen (udledt fra Einsteins generelle feltligninger) til beregning af tilvæksten (Dp) i perihel-drejningen af en planet efter et helt omløb i banen, kan simpelt skrives på følgende måde:
(Jeg har omformet den oprindelige formel ved at benytte Keplers 3.lov).

(1) (Dp) = (18,85GM)/(a*c^2)

(Dp) angiver vinkeldrejningen af periheliet efter ét helt baneomløb.
Tallet 18,85 er produktet af 6 og tallet pi, lig ca. 3,14.

I formel (1) er: G Newtons gravitations-konstant. M er Solens masse, c er lysets hastighed og a er den halve storakse af ellipse-banen, svarende til planetens middelafstand fra Solen.
Ved benyttelse af formel (1) fås for planeten Merkur en perihel-drejning over 100 år på omkring
41 buesekunder.

Andre effekter, der bør analyseres:
Andre planeter og andet stof bør medtages i beregningerne. Og en lille fladtrykning af Solen vil også bidrage til en perihel-drejning. Da Merkur er tættest på Solen vil denne også påvirkes af et (meget lille) strålingstryk.
Da Merkur, for en ganske stor del, består af jern, så kunne Solens magnetiske felt også tænkes at have en virkning på dens bevægelse.

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Skyldes de observerede accelerations-anomalier af Pioneer-sonderne, det simple faktum, at Solen, og hele solsystemet, accelererer i sin bevægelse omkring Mælkevejens centrum?

SOLENS ACCELERATION I MÆLKEVEJEN
Solen befinder sig ca. R = 26000 lysår fra Mælkevejens centrum, og den bevæger sig med en fart på omkring v = 220 km/s.
Hvis man regner på en jævn cirkelbevægelse, så er Solens acceleration a(sol) i Mælkevejen givet ved:

(1) a(sol) = (v^2)/R

Tal indsat giver ca:

(2) a(sol) = 2*10^(-10)m/s^2

Meget tankevækkende er dette en talværdi af samme størrelse som den observerede accelerations-anomali! Er dette tilfældigt?

Kan ovenstående forklare anomalierne?
Kommentarer?

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Louis Nielsen

(I øvrigt: Mener du ikke, at Universet er uendeligt stort?)

Universet kan ikke være uendeligt stort (iflg. gængse teorier) Da universet har en begyndelse (jf. Big Bang) kræves uendelig udvidelseshastighed, for at opnå uendelig størrelse på nuværende tidspunkt! (uendelig udvidelseshastighed ses ikke) (Et univers som har endelig alder, kan ikke være uendelig i udstrækning!)

  • 0
  • 0

Sig om partikler og kvanteniveaeu. Har du hørt om Schrödingers kat? Nå men Schödinger stillede det problem op, for at vise, hvor absurd det er at tale om makroverden på kvanteplan.

Mvh
T. Andersen

  • 0
  • 0

Hej Louis, du mener altså at der ikke er nogen som har inddraget disse effekter i beregningerne endnu, snart 100 år efter offentligørelsen af GR. Det er vel ikke kun Einstein som har regnet på det. Det lyder mærkeligt, man har ellers ikke sparet på eksotiske eksperimenter til at undersøge GR.

Mvh Søren

  • 0
  • 0

KORREKTION TIL FORMEL FOR PERIHEL-DREJNING!
Ja, det var sent i aftes, da jeg sad og regnede på Merkurperihel-anomalien, så hermed en lille korrektion til den formel jeg gav i det tidligere indlæg. Der skal tages hensyn til planet-banens excentricitet. Med denne korrektion fås, for Merkur, en tilvækst i perihel-drejningen på tæt ved
43 buesekunder pr.100 år.

FORMEL TIL BEREGNING AF PERIHEL-DREJNING
Formlen (udledt fra Einsteins generelle feltligninger) til beregning af tilvæksten (Dp) i perihel-drejningen af en planet efter et helt omløb i banen, kan simpelt skrives på følgende måde:
(Jeg har omformet den oprindelige formel ved at benytte Keplers 3.lov).

(1) (Dp) = (18,85GM)/((ac^2)(1-e^2))

(Dp) angiver vinkeldrejningen af periheliet efter ét helt baneomløb.

Tallet 18,85 er produktet af tallet 6 og tallet pi (lig med ca.3,14)

I formel (1) er: G Newtons gravitations-konstant. M er Solens masse, c er lysets hastighed og a er den halve storakse af ellipse-banen og e er ellipsens excentricitet.

Ved benyttelse af formel (1) fås for planeten Merkur, hvor e = 0,206, en perihel-drejning over 100 år på lige omkring 43 buesekunder. Denne værdi svarer til den ’anomale’ perihel-drejning, som man ikke kunne redegøre for ved benyttelse af Newtons mekanik.

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Hej John,
Jeg antager (og holder det for sandt), at Universet er endeligt, både rumligt og tidsligt, og med en total endelig masse og energi.
Mit spørgsmål var til Berndt og måske andre.

Du kan læse mere om mine kosmologiske synspunkter på:

http://louis.rostra.dk

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 0
  • Og tiden ser ikke ud til at ændre sig, over tid. ;-)

Men hvordan skulle vi også kunne se det? ;-)
Mange af disse faktorer er vel, så vidt jeg har forstået teori udviklingen, opstået ved at man observere noget som ikke passer. Hvis der således sker "noget" som vi får vores beregning til at vakle, kan man indføje en konstant eller en faktor som korrigere. (Er det ikke præcis hvad fx Heisenberg gjorde?)

Min amatør hypotese: Altså vi kan ikke 'se'/mærke at tiden ændres, men der er andre omstændigheder som tyder på at den gør det.... så kan en faktor (lad os kalde den Olsen, fordi den er så almindelig :) måske udligne det?

Udlægning:
Tid er - i min 'amatør' optik - 'et udtryk for'/'udtrykt ved' en ændring i "materien", fx en krystals svingning.

Hvis tiden i-sig-selv skulle "ændre sig", ville være i dyb modstrid med beggrebet, hvis det alligevel forholder sig sådan, må det være et udslag af at vi kan måle/observere tiden på forskellige måder... som ikke er så ens som vi troede. (I dette ser jeg naturligvis bort fra realtivitets faktoren, hvor tiden 'udfolder' sig forskelligt. )

Per Olsen - altid til tiden. :)

  • 0
  • 0

'nåeh. lille albert, hvor er din sattelitt ?? va'sir du' ? kan duh nu zcsh'heller icke zfinne dinn super-tanker ??'

'nejh! hi, hi, ti, hi, hi,...'

'Ka' du så ikke lige tune din moster's klistermærker istedet for at hoppe rundt i hemsiphæren derovre ved måneosten, jeg tror ikke sofa er såh begejstret for at du laucher dfitt lukxsus-legeme ovenpåh dett...'

og dytten båtten dytten dyhhht-yyyiiht-hhhiittt-iihhhttt dit dit dut dyt båht

  • 0
  • 0

Jamen dog jeg troede minsanten man var kommet videre i tankeverdenens logik .Rummet omkring os med alle dets uendeligt antal universer er uendeligt for man kan ikke hverken effektivt definere, eller opleve at stå overfor enden af noget som helst hverken udefter , eller for den sags skyld indefter i den atomare verden --alt er endeløst .
For hvad er der på den anden side af grænsen udefter og det samme gælder på sin vis også den foreløbig mindst iagtagelige partikel som også skal bestå af noget , for intet kan være enestående uden en sammensætning. Men det er nok mere end vi mennesker sådan lige kan kapere på en gang .
Mvh
Iver

  • 0
  • 0

Hej Iver
Vi kan med vores hjerne forestille og tænke os til noget, som ikke eksisterer i den virkelige verden, så vidt erfaringen da belærer os om.
Uendeligheds-begrebet hører hjemme i den rene abstrakte matematik.
Hvad, da man kun kendte til de naturlige tal?

BEGREBER SKAL DEFINERES
Et endeligt Univers er, ifølge min definition, et Univers ('Univers' betyder: 'En verden') med en endelig bestemt mængde af stof, f.eks.angivet ved en endelig talværdi for den total masse. Eller angivet ved et endeligt antal 'univers-partikler'.

Det fysiske Univers-rum er det 'område', hvor der eksisterer stof/energi. Den geometriske størrelse af dette Univers-rum kan varierer, bestemt af de aktuelle afstande mellem 'univers-partiklerne'.

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Hej Louis !

Du ER altså lige nødt til at tilføje eller betone at det er din tro og overbevisning..., mit univers er lige som Ivers uendeligt (dog indholder det kun ét univers). Du kan ikke overbevise nogen om at det endelige univers er grænseløs men med en begrænset massebeholdning. Med andre ord bliver du nødt til at definere det endelige univers grænser, er det mon en betonvæg ? ;o)

mvh Berndt

  • 0
  • 0

Hej Berndt
Ja, naturligvis er det min, og mange andres mening og overbevisning, at Universet er endeligt.

DEFINITION AF ET ENDELIGT UNIVERS
At Universet er endeligt betyder i min definition af endelighed, at vi, i valgte måleenheder, har muligheden for at beregne en endelig og bestemt talværdi for den totale mængde af stof og energi, som Universet består af og fungerer ved hjælp af.

UNIVERSETS AKTUELLE GRÆNSER
De aktuelle og endelige grænser for Universet er der, hvor overgangen mellem stof-/energi og intetheden findes.

HVIS OG HVIS....SÅ...
HVIS Universet bestod af (eller består af) uendeligt meget stof og energi, og dermed 'fylder' uendeligt meget, ja så ville alt 'se' anderledes ud og 'fungere' anderledes. Og vi ville slet ikke kunne eksistere og opdage og formulere endelige naturlove.

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Det oscillerende univers er en kosmologisk model, i hvilken universet gennemgår en række oscillationer, som hver gang begynder med et big bang og slutter med et big crunch. Efter the big bang, undergår universet en ekspansion i et stykke tid før massetiltrækningskraften får det til at kollapse og undergå et Big Bounce.

Således kan man sige at The Big Bang kun er begyndelsen på en ekspansionsperiode, som efterfølges af en periode med sammentrækning. Forstået på den måde, er et Big Crunch efterfulgt af et Big Bang, et Big Bounce. Dette kan indikere, at vi enten lever i det første univers eller bare i ét af en uendelig række af på hinanden følgende universer.

Det oscillerende univers

I den teoretiske kosmologi er det oscillerende univers den videnskabelige teori, ifølge hvilken universet så at sige "genskaber" sig selv igen og igen, i kraft af de fysiske lovmæssigheder, der gælder på superstrukturelt niveau.

Indvendinger imod denne teori

Hovedindvendingerne imod Big Bounce teorien er universet snarere kommer til at lide varme- eller kuldedøden; eller bliver flået itu ved Big Rip.

Enhver betragtning, uden hensyn til detaljeringsgrad og præcision, er ikke nok at identificere eventuelle fortidige hændelser uden at være forankret i en teori om begyndelsestilstanden, og selv her er der mange gensidigt modsætningsfyldte mulige fortider, som alle kan være en plausibel kilde til erkendelse af de historiske fakta, og når ny viden oparbejdes behøver ingen af disse mulige fortider fortsætte med at være sandsynlige - en kvantefortid behøver ikke nødvendigvis at være permanent. Egenskaber som særegenhed og bestandighed alene ud fra nutidige data bestemmes netop som værende kvalitative og passende tilnærmelser til forenklinger og særligt antagede begyndelsesforhold, som de man antager gælder for vort univers i kraft af teorien.

Man finder det man søger, og det sete afhænger af øjet der ser.

Videnskabeligt arbejde

Alexander Friedman fremkom i 1922 med matematiske beviser, Friedmann ligningerne, basereret på Albert Einsteins Feltligninger fra 1905/revideret 1916, der muliggør et cyklisk univers. Dette kritiseres dog af Richard Tolman i 1934, da han beviser at Entropien ifølge Termodynamikkens 2. lov ville gøre perioden imellem cyklerne længere og længere.

Men i 1995 fremkommer Petr Hořava og Edward Witten, med et matematisk bevis på at strenge kunne eksistere i et multidimensionelt univers. De kollapsede en af disse dimensioner matematisk til en meget lille linie, dette giver en 11-dimensional rum-tid, der omgærdes af to 10-dimensionale membraner - eller braner, som meget dramatisk fik navnet "End of the World" braner - En bran ville have fysiske love som vort eget univers. Ud fra dette sluttede Burt Ovrut og kolleger, at seks af disse dimensioner kunne gøres dimminutive. Dette ville have den virkning, at de blev blændet af for dagligdags syn, og de traditionelle fire dimensioner af rum og tid ville stå tilbage.

Paul J. Steinhardt og Neil Geoffrey Turok fremkommer så i 2001 med en ny cyklisk model, Membran kosmologi, som foreslår at den mørke energi, kombineret med den ekpyrote models mildere singularitet, giver en ordentlig måde at opstille et cyklisk univers. Vort bran - eller hvælv om man vil - og dets modpart ville springe fra på hinanden i et positivt feedbackloop, og ramme hinanden igen og igen som var de forbundet med en fjeder. Denne tiltrækkende kraft mellem hvælv er et specielt tilfælde af den type kraft som inflatoriske kosmologier forudsiger for at forklare det tidlige univers eksplosion.

Nyere videnskabeligt arbejde

Martin Bojowald, offentliggjorde i juli 2007 detaljeret arbejde, som påstår matematisk at kaste lys over tiden før the Big Bang, hvilket lægger ny vægt i teorierne om det oscillerende univers og Big Bounce teorierne. Et af hovedproblemerne med Big Bang teorien er "The Big Bang øjeblikket", hvor der er en singularitet af null-volume og uendelig energi. Bojowald's forskning påviser at et tidligere eksistende univers kollapser - ikke til et punkt af singularitet - men til et punkt hvor gravitationen gør så kraftig modstand at det slynges tilbage og herved danner et nyt univers.

Martin Bojowald's forskning siges at kaste lys over nogle egenskaber ved det tidligere univers, hvis kollaps formede det nuværende. Nogle af egenskaberne ved forudgående universer kan dog ikke bestemmes på grund af usikkerhedsmomentet. Dette arbejde er stadigt på et tidligt stadie, og det henstår stadig at blive verificeret af andre forskere. Men det bibringer den cykliske model en større synlighed som en mulig forklaring af universets begyndelse.

Det oscillerende univers geometri

Er det rummet der udvides eller stoffet der krymper? Det kan være vanskeligt at forstå de matematiske modeller, Einstein brugte fra 1905 til 1916 på at få sine ligninger til at kunne forklare rum-tidens krumning, men geometriens princip kan måske bedre forklares med et billede. Reduktion af et rums dimensioner kan opnås ved at lime dets kanter sammen og krympe det. For eksempel kan en to-dimensional flade af gummi foldes først til en cylinder og efterfølgende krympes den foldede dimension. Når den er tynd nok, ligner cylinderen en (en-dimensional) snor. Hvis man vrider dette stykke "snor" omkring og limer dets ender sammen, får man formen af slangen fra et bildæk. (Med samme form som en doughnut.) Radius kan herefter krympes indtil den er lille nok til at tilnærme sig et punkt - et nul-dimensionalt rum - sådanne ændringer kunne forklare, hvorfor de ekstra rum-tidsdimensioner, som strengteorien siger skal findes, er for små til at være detekterbare. At eliminere huller i lukkede rum mente man var umuligt i matematik, men fysikere har fundet en måde. En doughnut og en kugle er begge måder at folde en to-dimensional overflade på, men de adskiller sig fra hinanden ved det antal huller de indeholder. (En doughnut har et; en kugle har ingen.)

Men hvis man imidlertid forestiller ganske lille prik på ydersiden af doughnut'en, og tænker sig den indvendige form krympet ind og formindsket mod det punkt, kan hullet udskilles. På den måde kan doughnut'en omformes til en kugle.

Så hvis man frigør sig fra opfattelsen af rum og tid som skueplads for dette scenarium, og forestiller sig at der er "mere end man kan se imellem himmel og jord" - f.eks en række "usynlige" meget små dimensioner - vil der altså til ethvert punkt være flere udfald i "tid-rum"-feltet, end de der kan ses og måles.

Hvis vi herefter tænker os at det vi opfatter som en kugle, i et højere perceptionsfelt er fladt med en uendelig lille bule, og i næste højere felt delt i to modsvarende par, og vi forudsætter at energien er konstant, vil sammentrækningen alligevel være muligt når bevægelsenenergien er mindre end massetiltrækningen fra det modsatte "hvælv", og det vi opfatter som The Big Crunch være interferensen når de to planer passerer igennem hinanden, og The Big Bang vil være når denne højere organiserede universelle strukturs 2 multidimensionale udstrækninger slipper hinanden. Dette forklarer også at stoffet kommer fra "intet", får "total udstrækning" og herefter fjerner sig fra hinanden. Ligesom accellerationen kan forklares med oscillotion i højere dimension, og at hele systemet er faselåst i bevægelsen imellem minimal og maximal udstrækning, og det mørke stof kunne være "asken" fra glimtet i The Big Crunch. Altså rester fra tidligere universer "som ikke er af denne verden", der som de "yderste" partikler undslipper konvergensen til feltpartikler og derfor sidst lægger sig ind omkring det punkt, der bliver til The Big Bang. Grunden til at man så ikke lige kan genskabe disse partikler af mørkt stof eksperimentelt er, at det tager "en uendelig tid" (et universtid) før energien henfalder. Disse partikler, "udløser" The Big Bang med en kritisk masse omkring epicentret.

Det oscillerende univers fysik

På den måde fungerer punktet som en gigantisk "skærveknuser", der ved kinetisk tryk opløser alle partikler i en universel "partikelgrød" omgivet af et tykt lag af ikke aktive stoffer fra tidligere cykler. Kernen vil herefter kollapse i en kædereaktion, når partiklernes elementarstruktur bryder sammen, og der kun er to partikeltyper tilbage - stof og ikke-stof - derved slynges den ikke aktive kappe mod det kosmiske epicenter og kernen modsat udad som ren lysenergi.

Herefter sker der to ting: Det mørke stof slynges tilbage fra sammenstødet i hypocentret, og energien afkøles ved trykfaldet og nye partikler dannes så imellem de "kolde" ikke-aktive mørke partikler i en inhibitationsfaselåsningsproces, hvor de mørke partikler er omdrejningspunktet og "vektor-opladningen" fra implosionen er den inerti der sætter stofferne istand til at forenes - omkring elementarpunkter af "ikke-aktivt stof". Disse tre stoftyper: Ikke-aktivt mørkt stof, kompositstof og flygtige energimættede elementarkomponenter udgør universet's grundbyggestof.

Kompositpartiklerne danner atomkerner, som tiltrækker energimættede partikler, og gravitationsfeltet fra kompositkernen faselåser energifeltet vhj. inertien fra the big bang.

Universet udvikler sig via dette stofskifte, således at rummets udstrækning er afhængig af balancen imellem synligt stof og mørkt stof.

På grund af gravitationsfeltet tiltrækker disse nye stofformer til stadighed mere mørkt stof, og kimen til universets genfødsel er lagt.

Kaos venter måske lige om hjørnet

Der er også de der hævder at det vi kender som universet, summen af alt vi kan se, måske kun udgør en forsvindende lille afkrog af rummets total. Der argumenteres bl.a for forskellige typer af parallelle universer, der udgør et super-multivers. Teorier der i vore (forenklende) systematiske ører måske lyder mere af science fiction i dag, kan være virkeligheden i morgen, for hvis der er én ting videnskaben har lært os, er det at tingene sjældent er hvad det umiddelbart synes af. I en tidsalder hvor den tilgængelige regnekraft fordobles i stadigt hastigere tempo, er det nu muligt at få indblik i de "skæve" formler og resultater. Kaos venter måske lige rundt om hjørnet.

Ifølge strengteorien er vort univers en meget lille del af et større rum, der har flere dimensioner end de vanlige tre, vi ser i vor "virkelighed". De andre dimensioner kan være gigantiske i størrelse (eller på anden måde vanskelige at perceptere) og foldet og krøllet sammen på en uendeligt ufattelig måde. Det observerbare univers sidder måske på en membran, der er viklet rundt indvendigt i en konisk spaghettiform, som er smattet ud inde i en større rodlignede struktur, som er krøllet som en gammel skjorte.

Disse parallelle universer kunne så være adskilt fra vort i uoverstigelig rum-tid, men alligevel interagere på intermultiverselt plan, så det var muligt at observere deres direkte virkninger. Skønt strengteoriens tilhørende strenge er små, forudsiger de principper, som betemmer deres egenskaber, også nye typer større membranlignende objekter. Det er nærliggende at antage, at det kendte univers er en selvstændig, tre-dimensional bran, der eksisterer inde i et ni-dimensionalt rum, og at konvergenser og emmisioner i højere-dimensionerede rum og kollisioner i mellem multidimensionale membraner indeholdende universer, kan have ført til nogle af de fænomener, som astronomerne iagttager i dag.

  • 0
  • 0

Hej Louis !

HVIS Universet bestod af (eller består af) uendeligt meget stof og energi, og dermed 'fylder' uendeligt meget, ja så ville alt 'se' anderledes ud og 'fungere' anderledes. Og vi ville slet ikke kunne eksistere og opdage og formulere endelige naturlove.

Det er desværre kun en påstand som jeg ikke kan godtage, hvem eller hvad garanterer os det ??

De aktuelle og endelige grænser for Universet er der, hvor overgangen mellem stof-/energi og intetheden findes

Stof er fast, gasformet eller flydende og opholder sig i intetheden. Fri energi er elektromagnetisk stråling der skal bevæge sig hele tiden eller også er energien bundet til massen i form af bevægelsesenergi så hvordan kan der være en "overgang" fra intet til masse og energi. Det er absurd i mine øjne.

Grunden til at vi ser en sort nattehimmel er IKKE at universet er endeligt, men at universet indeholder masse. For gravitationsaccelerationen af en masse med en givet tæthed gælder almindeligvis det her

g=Go4PiRtæthed/3

Det synlige univers radius (horisont) Ru må derfor være givet af

Ru=(3/(GoTæthedPi))^0,5*C/2

Ved en tæthed af ca 10 brintatomer per kubikmeter fås nu en radius af 14,65 milliarder lysår, omtrent den konstaterede synlige radius af vor univers.

Og så er det REN Newton...

mvh Berndt

  • 0
  • 0

Luis@: En kvante-teori der forener mikrokosmos med makrokosmos er vejen frem til en rationel fysisk forståelse af Universet og dets lovmæssigheder!

Det syntes jeg også er en beroligende tanke, der kan ikke være tvivl om de formler og love som Newton, Einstein osv. har lagt på bordet omkring tyngdekraften er matematiske tilnærmelser. Som vores teknologi, opfindsomhed og måleinstrumenter bliver bedre fremstår lovene upræcise (først Newton og nu måske Einstein)
Ok så langt så godt..

Ligesom jeg blev beroliget af tanken om en teori der forener alt på kvanteniveau og måske en dag knækker tyngdekraften og de andre hængepartier, så fik jeg koldsved ved tanken og at måle/beregne noget som helst præcist ('præcist' i referencerammen der gælder kvante størrelser)

Risikerer vi ikke at løbe ind i problemer hvor vi ikke rent beregningsmæssig kan aftage den mængde variabler og sammenhænge der må opstå i uendelige data med 10^-34 ganges præcision. Lidt frit efter Schrödingers kat eller Heisenbergs usikkerhedsprincip:

Kunne man forestille sig at man for at lave en 'præcis' måling af alt fra en 100 m løbers tid, til afstanden til Alpha Centauri, var nød til at tage et "snapshot" af alle udelige bestandele og deres position i universet.
Hvilket ville afstedkomme at målingerne var upræcise eller umulige iflg. Heisenberg, plus, computeren der skulle lave dette nummer ville ændre på udfaldet når den starter sin udregning...av av mit hovede.

Med andre ord ville vi igen ende med en teori vi aldrig ville kunne påvise:)

Undskylder det filosofiske præg på den meget saglige debat, måske netop derfor Luis' ordvalg "forståelse" og "lovmæssigheder" istedet for "vished" og "love".

  • 0
  • 0

En lille ting mere.

Har nogle af jer tænkt på, om det kunne være det mørke stof der har en opbremsende virkning på satellitterne i store afstande fra os?

For mørkt stof kunne jo i princippet faktisk godt befinde sig lige uden for vor hoveddør (Jordens atmosfære).

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

  • 0
  • 0

Jeg har lige fikset det her lille spøjse problem

Rum og stof hænger sammen, der er såmænd bare derfor at rummet deformerer når det møder stof.

Når man nu kaster noget stof ud i rummet, ja så kaster man også deformeret rum af sted.

Når man nu roterer stof ja så roterer det rum der er bundet til stoffet også.

Med andre ord rum findes i forskellig ”tæthed” og kan bevæge sig.

Omkring Solen roterer rummet, dette skaber ”sidevind” - for en sonde der forlader solsystemet. – Så det er ikke tale om en kraft rettet mod Solen men en kraft rettet OMKRING solen.

Alt sammen kanon godt (synes jeg da selv) illustreret på siden www.science27.com

Et gennembrud i naturvidenskaben er på vej, - om man kan li det eller ej….tik tak tik tak…

Mvh
Bjarne

  • 0
  • 0

Berndt

Selv en flok elektroner trækker rum efter sig
Det kalder vi magnetisme.

En galakses ydre (og indre) planeter gør dets samme men nu hedder det så "Mørkt Stof".

Og som vi ser minsanten om ikke Solens rotation og planeterne også trækker rum rundt i solsystemmet. - Det kalder vi for Pioneer Anomlaien.

Men det er alt sammen den samme pipe tobak, og absolut ingen huller.

tik tak tik tak.......

Mvh
Bjarne

  • 0
  • 0

Berndt

De mener Astronom?

En anden ting, hvorfor holder su sådan fast i den her konstant. - En justering af denne løser måske 1 problem men skaber nogle tusinde nye., ikke?

Mvh
Bjarne

  • 0
  • 0

I brødteksten står at "sonden (er) 400.000 kilometer tættere på Solen, end den skulle være ifølge beregningerne. Under billedet står at "ifølge beregninger baseret på Newton og Einsteins tyngdelove være 400.000 km længere fremme."
Andetsteds kan man læse, at "almindelige fænomener såsom varmeudstråling fra satellitten kun delvist forklarer satellittens afvigende kurs." Man kan også læse, at hastigheden er øget med "4 og 13 millimeter i sekundet". Er der en afvigelse på både kurs og hastighed? og er den tættere på solen som følge af kursafvigelsen eller fordi den er for hurtig. Hvis afvigelsen alene skyldes hastigheden, har sonden været under vejs i mellem 244 og 3171 år.

  • 0
  • 0

Flemming T

Sonder der bevæger sig i ellipsebaner rundt om Solen (fx som del af en ”svingby” osv…) i det indre solsystem, påvirkes som du skriver med en ukendt acceleration på mellem 4 og 13 mm ^2 .
På et år kan du beregne at dette vil blive en distance på 3154 km dersom man tager udgangspunkt i fx 10 mm ^2

Sammenligner du dette tal med den periode (godt 30 år) Pioneer 10 har været på vej kommer du til en distance øget i alt cirka 100.000 Km.

Men Pioneer Sonderne bevæger sig ud af Solsystemet. I stedet for en acceleration, påvirkes disse af en nedbremsning.

Som jeg ser det er denne nedbremsning (de 400.000 Km på godt 30 år) over fire gange så kraftig, til trods for at vi befinder os længere ude i solsystemet.

Det er kendt at kraften øger i takt med at Pioneer sonderne fjerner sig

Med Venlig Hilsen
Bjarne

  • 0
  • 0

Jeg er i øjeblikket igang med at lave en
Geometrisk regnemaskine på nettet
http://calc.homepage.dk/´
verdens vigtigeste hjemmeside
og ville så lave et regnestykke hvor man istedet for at bruge standard gravitationen
g = 9,789 ved ækvator og
g = 9,832 ved polerne
kunne bruge gravitationen et tilfældigt sted på jorden/Havet
På Wikipedia
http://en.wikipedia.org/wiki/Earth%27s_gra...
fandt jeg oplysninger om den målt g-kraft i forskellige byer i verden samt en formel som skulle kunne regne g-kraften ud ved hjælp af længdegraden samt højden over havet i m.
når jeg så bruger formlen og sammenligner med det fysisk målte , placere den københavn i
146,24 m. højde
og ækvator i -2810,44 m. (dybde)
desuden fortæller siden at gravitationen åbenbart ikke er jævnt fordelt men at der er store variationer
jorden rundt.
Med så store forskelle i g-kraften rundt om jorden
må man også antage at planeterne og solen også har variationer i gravitationen.
hvordan kan man så lave en præcis beregning som skal række 30 år ud i fremtiden
hvis grundlaget for beregningerne er så mangelfulde
og kun bygger på teoretiske kalkulationer?

  • 0
  • 0

Jesper
Du ved vel at Jordens massefylde varierer fra sted til sted.

Fx vil du have stærkere gravitaion over en gulmine over et bjerg osv....

Du kan kun finde en middelværdi, og kan her bruge havets overflade som udgangspunkt

MVH
Bjarne

  • 0
  • 0

Hej bjarne

Fx vil du have stærkere gravitaion over en gulmine over et bjerg osv....

Netop mine ord så hvis man ikke tager højde for
dette , til tider stærkere , til tider svagere "pull" på satelliten og har viden om gravitationskrafterne udstråles vinkelret på overfladen og ud i de tusinder af kilometer som kræfterne rækker
eller om de bliver afbøjet af jordens magnetfeldt/rotation

  • 0
  • 0

Flemming

Beklager jeg misforstod dig lidt.

  1. Du må nok regne med at man tager udgangspunkt i den samlede masse, og regner med at der er + / - udsving, fra dag til dag når det gælder forholdet Satellitter og Jorden.

Solen (bortset fra dens form) tror jeg ikke har den samme form for anomalier i forhold til sonderne, men selv om den havde så ville man nok se det på samme måde.

  1. NOGET ANDET
    Pioneer Anomalien påvirkes med en kraft der holder den tilbage med (8.74 ± 1.33) × E-10 m/s^2
    Men hvordan indgår dette i en formel der kan beregne at fx Pioneer 10 har tabt omkring 400.000 Km på godt 30 år.

Eller 400,000 Km på omkring 10 Mia sekunder. Det funker ikke på min regnemaskine. Hvad gør jeg forkert ?

  • 0
  • 0

Jesper

Jeg har regnet lidt på det

I løbet af 30 år (1xE9 sekunder) tabte Pioneer 10 i alt 400.000 km (4xE11 mm) - Hvilket vil sige gennemsnitlig 400 mm. per sekund.

Med hensyn til sonder i elliptiske baner har man kun målt tab af hastighed på mellem 4 til 13 millimeter per sekund.

Dermed tabte Pioneer10 mellem 40 og 80 gange så meget hastighed som sonder der bevæger sig i ellipsebaner i det indre solsystem.

Den 23. januar 2003 var Pioneer10, - 12 Mia. Km. Fra solen.

Dersom at en sonde der befinder sig i en afstand på 12 Mia. km. fra Solen, ville følge Solens rotation, skal den bevæge sig 80 gange hurtigere fra en afstand på 12 Mia. km., - end hvis den i stedet befandt sig i Jordens bane om Solen.

Dette fortæller lidt om, - at dersom en såkaldt ”rumvind” som udspringer fra Solens rotation, er årsag til Pioneer Anomalien, er det ikke noget mærkeligt i at denne er tiltagende i styrke i retningen ud mod solsystemets ydre.

Med venlig Hilsen
Bjarne

  • 0
  • 0

Jesper

De indre sonder VINDER 4 til 13 mm/s
Men det kommer ud på et, det er den samme hapitus
Jeg skrev taber før, i farten...

OBS

Ved du noget om man sattelitter omkring Jorden altid bevæger sig med Jordens rotation, eller også imod ?

Med Venlig Hilsen
Bjarne

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten