Dansk ingeniør bygger vandløsninger: Spørgsmål fra chefen fik ingeniør til at satse på rent drikkevand i ulande

»Må den almægtige Gud belønne dig og hele din familie rigeligt.«

Dét budskab fra Uganda lander i Jeppe Kjems’ indbakke under interviewet med Ingeniøren.

Med mørkeblå skjorte og brune bukser sidder han med en ro, der matches af hans tonefald og ansigt. Men hans fremtræden dækker over en stille passion, der viser sig som et smil, når han for eksempel taler om hilsner som denne:

»Vandsystemet, du gav os, virker stadig fint. Vi får godt med drikke­vand,« lyder mailen fra Naome Nkalubo, der til daglig er skoleleder for mere end 70 børn, der indtil 2019 led under diarré, udslæt og sår som følge af bakterier i det lokale vand.

»Så kan man da kun blive glad, når sådan en hilsen tikker ind,« siger Jeppe Kjems, der kan se tilbage på mere end 12 drikkevandsprojekter gennemført hen over to årtier.

Alt dét var muligvis ikke sket, hvis ikke han i 1995 var blevet kaldt ind til en samtale med sin chef i Novo Nordisk, som han dengang ­arbejdede med installation af industrielle vandsystemer for.

Dér blev han spurgt, hvor han så sig selv om 15 år.

»Det måtte jeg indrømme, at jeg ikke havde tænkt over, så jeg måtte lige hjem den aften og spise middag med Barbera, så vi kunne få overvejet det,« fortæller Jeppe Kjems.

Den næste dag var et svar klar: Både Jeppe Kjems og hans hustru ville gå på pension som 50-årige og derefter bruge tid på frivilligt arbejde.

Og selvom planen først blev sat i værk et par år senere, end det var tænkt, har Jeppe Kjems i høj grad formået at opfylde det mål, han satte sig i 1995. 15 år efter samtalen med chefen, da han blev 52 år, sagde han sin stilling hos Novo Nordisk op, og derefter oprettede han et konsulentfirma, han kun ville arbejde i seks måneder om året.

Rejser inspirerede til lokal indsats

Naomes ønske om, at Jeppe Kjems’ familie belønnes, er nemmere at opfylde end man kunne tro, for familien består primært af ham selv og hans kone Barbera, noget der har givet dem lyst til at hjælpe, hvor der var brug for det.

»Min kone og jeg har ingen børn, men vi har rejst meget og set mange initiativer for at forbedre menneskers, især børns, vilkår, og de har vist os, hvor lidt der egentlig skal til for at gøre en betydelig forskel for et medmenneske,« forklarer han.

Jeppe Kjems er uddannet mejeri­ingeniør og har tilbragt en stor del af sin karriere hos Novo Nordisk, bl.a. som projektansvarlig for en insulinfabrik, leder for en konsulentafdeling på 40 ingeniører og operatør på selskabets fabrikker.

Men det var netop de mange rejser, der inspirerede svaret på hans chefs spørgsmål.

Intentionen om frivilligt ingeniør­arbejde blev kun stærkere gennem årene, især da de flyttede til Brasi­lien i 2004 i forbindelse med oprettelsen af en insulinfabrik og blev involveret i et lokalt projekt, der skulle sikre en bageruddannelse til de indsatte i et lokalt ungdomsfængsel.

»Vores stuepiges mand var betjent dér, og vi satte en dag af til at besøge fængslet, komplet med rundvisning og en fortælling om de ansattes idéer til, hvad der kunne gøres for de unge,« fortæller Jeppe Kjems.

Især én betjent havde en idé til at sikre, at de indsatte ikke bare endte i de samme miljøer, der fik dem arresteret til at begynde med, efter løsladelse. Hun havde haft eget bageri og mente, at en bageruddannelse for de unge kriminelle var vejen frem.

Men fængslet manglede finanser, og dem besluttede Jeppe Kjems sig straks for at skaffe ved at søge én af Novo Nordisks fonde.

»Vores stuepiges kæreste tjente en ekstra skilling ved at vande planter for os, som han så brugte til at købe mel og sukker til lokale fattige, så vi var allerede dybt inspirerede af brasilianernes tilgang til livet og deres medmennesker,« forklarer han.

Fængslet og de indsatte fik deres uddannelse, og det gjorde blandt andet, at Jeppe Kjems nåede at ­opleve en løsladt ung mand, der besøgte fængslet efter at have åbnet et bageri selv.

»Han løb rundt og omfavnede alle sine gamle vogtere på skift,« fortæl­ler Jeppe Kjems.

»Tomorrow, tomorrow …«

Efter Brasilien landede Jeppe Kjems’ fokus på drikkevandsløsninger, da det var hans faglige specialitet.

Men projekterne har også betydet en del uformel uddannelse undervejs, navnlig når der er opstået problemer med planlægning på tværs af landegrænser, som det var tilfældet med en brøndgravning i Tanzania.

Den lokale brøndgraver ville have flere penge i forvejen end aftalt i kontrakten og ankom ikke på den aftalte dag. Eller mange dage derefter.

Det passede ikke godt med Jeppe Kjems’ temperament, men da han vidste, at det at hidse sig op over sagen ville betyde ansigtstab i det masai-samfund, han skulle grave brønden for, satte de sig til at vente.

»Men jeg havde kun begrænset tid i Tanzania, og borebisserne lod vente på sig dag efter dag. På tolvte­dagen var jeg klar til at give op og tage videre,« fortæller Jeppe Kjems.

Så døde høvdingens kone. Grundet det tropiske klima skulle hun begra­ves samme dag, så han følte det rigtigt at blive. Samme aften ankom brøndgraverne.

»‘Tomorrow, tomorrow’ begynder at blive til virkelighed,« skrev Jeppe Kjems i sin dagbog.

Trods disse og andre udfordringer, er der ikke mange eksempler på, at han har været ved at opgive:

»Det, som privilegeret dansker, at kunne hjælpe andre, der er mindre heldige end én selv, det er en uforlignelig følelse, så jeg er kun glad for, at jeg tog den beslutning for de mange år siden.«