Vores læser Steen Bendtsen har spurgt:
Jeg har set, at man har fundet en planet, der er to gange større end Jorden, i jagten på planeter, der kan bære/give liv. Dette rejser således mit spørgsmål: Hvis Jorden havde været dobbelt så stor, ville vi mennesker så være dobbelt så store, halvt så store, eller ville det slet ikke have indflydelse?
Morten Bo Madsen, lektor og leder af Mars-gruppen på Niels Bohr Insitutet, kommer med et bud:
Selv er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at planetens størrelse vil have en (vis) indflydelse på størrelse og ikke mindst bygning af de (større) organismer, som eventuelt måtte bebo en given planet.
Dette skyldes, at størrelsen af den lokale tyngdeacceleration på overfladen af en planet afhænger både af, hvor stor planeten er (i udstrækning), hvor tung den er, og hvor stor tætheden er af det materiale, den er sammensat af.
Hvis man vil overbevise sig selv om, hvorvidt for eksempel retningen af det lokale tyngdefelt betyder noget, kan man gå en tur i skoven og tjekke, i hvilken retning træerne gror.
Ser vi på dyr og disses knoglebygning, er det også klart, at store, tunge dyr, eksempelvis elefanter, har en væsentlig kraftigere knoglebygning end små, lette dyr som for eksempel mus.
Forestiller man sig en planet som Mars, hvor tyngden på overfladen er under halvdelen af, hvad den er på Jorden, og forestiller man sig yderligere, at Mars havde en atmosfære af samme sammensætning og lige så tæt som Jordens, kunne man let forestille sig, at elefanter på Mars ikke ville behøve en helt så kraftig knoglebygning som på Jorden, eller at de med samme knoglebygning ville kunne blive væsentlig større. Også mus kunne være spinklere bygget eller væsentlig større og ville formodentlig stadig kunne fungere.
Forestiller man sig omvendt en planet, hvor tyngdeaccelerationen var for eksempel dobbelt så stor som på Jorden, ville for eksempel elefanter nok skulle være så kraftigt byggede, at de nok i stedet ville være meget mindre for at kunne håndtere den større tyngdeacceleration.
