Spørg Scientariet: Påvirker narkose hjernen efter en operation?
Lissy Rasmussen spørger: Kender man til, at narkose påvirker hjernen i en længere periode efter en operation – og i så fald hvordan?
Lars S. Rasmussen, overlæge, HovedOrtoCentret, Rigshospitalet, svarer:
Lægemidler til fuld bedøvelse gives under hele operationen, enten som inhalation (gas) eller i en blodåre. Lægemidlerne virker kun i kort tid efter indgrebet, men næsten alle patienter vil være lidt påvirkede i de første timer.
Opvågning er en proces, der tager noget tid, og patienten vil i begyndelsen have svært ved at huske og tænke klart. Desuden gives ofte smertestillende medicin i de første dage efter store operationer, og det kan påvirke hjernen.
Det er usædvanligt at være påvirket af bedøvelsesmidlerne i flere dage. Mange andre faktorer kan spille ind. Det kan være mangel på søvn, problemer med at spise og et hospitalsmiljø med mange nye ansigter.
Især ældre mennesker kan let blive forvirrede i forbindelse med indlæggelse og operation, f.eks. hvis de i forvejen har svækket hukommelse, og de er ofte i behandling med forskellige slags medicin.
De ældre kan reagere på mange slags påvirkninger med konfusion, der kan give alvorlige problemer f.eks. fald. Nogle gange skyldes det bivirkninger til medicin, og andre gange er det infektioner eller måske væskemangel. Det er derfor vigtigt at undersøge patienterne grundigt, hvis de er konfuse.
Hos andre patienter har der ikke været komplikationer i forløbet under indlæggelsen, men så opdager de eller deres familie, at de ikke kan klare det, de plejer, når de kommer hjem.
Nyere forskning har fundet, at hukommelse og koncentrationsevne kan være nedsat i uger til måneder efter store operationer hos en del patienter, især ældre. Dette hænger dog nok mere sammen med sygdom og operation end med selve bedøvelsen.
