Spørg Scientariet: Må man lave mad med vand fra den varme hane?

23. september 2016 kl. 15:108
En læsers kæreste brokker sig over, at teen smager anderledes, når vandet stammer fra den varme hane. Er der noget om snakken? Det svarer professor fra KU på.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vores læser Michel Coene har spurgt:

Må man lave mad med varmt vand? Min kæreste brokker sig over, at hendes te smager anderledes, når jeg fylder vandkogeren fra den varme hane. Er hun skør eller ej?

En varmtvandskedel kan blive inficeret med bakterier, men derhjemme har jeg fjernvarme med en varmeveksler. Må jeg så bruge varmt vand til madlavning?

Læs også: Regnvandstank under terrassen leverer familiens brugsvand

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lad os tage det første spørgsmål først: Må man lave mad med varmt vand?

Vil du være på den sikre side, er svaret nej. Risikoen for bakterier er nemlig forskellig, alt efter hvilket system der findes i bygningen.

Niels Winther, civilingeniør, Installation og Kalibrering, Energi og Klima på Teknologisk Institut, svarer:

Bliver det varme brugsvand udelukkende produceret i en gennemstrømningsvandvarmer, og temperaturen i denne ellers overholder kravene i DS 439 Norm for vandinstallationer, dvs. at vandet kan opvarmes til mindst 60 °C, og det i alle dele af installationen ved normalt brug ikke falder til under 50 °C og ved spidsbelastning til under 45 °C, bør risikoen for legionella være elimineret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dette tilfælde vil der ikke være den store risiko for at bruge vandet i madlavningen bakteriemæssigt.

I installationer, hvor der derimod både indgår varmtvandsbeholder og gennemstrømningsvandvarmer – en såkaldt ladekreds – vil det bakteriemæssigt svare til en installation med varmtvandsbeholder, hvor risikoen for bakterier kan være til stede.

Læs også: Spørg Scientariet: Kan man køle sin bajer ned med en fugtig karklud?

Normalt bliver legionella fremhævet, men da smitten sker gennem indåndingsluften til lungerne, er det i princippet ikke farligt at drikke vandet - og som sådan heller ikke at anvende det i madlavningen.

Økonomisk er det faktisk en stor fordel at anvende fjernvarmeopvarmet brugsvand i stedet for at bruge elektricitet til det, for typisk koster fjernvarme under det halve af elektricitet pr. energienhed.

Jan Pravsgaard Christensen, professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, uddyber med en bakterieforklaring:

Problemet med bakterier opstår specielt, hvis der er 'døde' ender med stillestående vand (tappesteder, der sjældent bliver brugt), eller hvis der er for lidt forbrug fra tanken. Til sammenligning bør det kolde vand være under 12 grader, når det bliver tappet, og det er det normalt også, ca. 8-10 grader lidt afhængig af omstændighederne for rørføringen.

Når man koger sit vand, dræber man typisk alle bakterier, men der er en, om end lille, risiko for, at bakterierne indeholder giftstoffer, som ikke bliver ødelagt ved kogning, og derfor ser man i sjældne tilfælde, at folk bliver syge, når de bruger det varme vand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Gummislanger er guf for Legionella-bakterier i svømmehaller

Når man er bange for legionella, skyldes det, at den kan have konsekvenser for folk med nedsat immunforsvar, kronisk syge folk og svækkede ældre personer. Oftest får de dog infektionen, når de bader, hvor de jo også bruger varmt vand, hvor vandet bliver forstøvet, og man inhalerer bakterien. Det sker dog sjældent, at folk får legionella-infektion i Danmark, ca. 50 om året. Hvis vandet er kogt, overlever legionella ikke.

Smager teen anderledes?

Spørgerens andet spørgsmål gik på, om teen virkelig smager anderledes, når man bruger varmt vand i elkedlen? Og det kan det godt.

Jan Pravsgaard Christensen, professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, svarer:

Smagen kan blive påvirket, så når kæresten mener, hendes te smager anderledes, når der bruges varmt vand fra hanen, er jeg tilbøjelig til at give hende ret, hvis der er et sted i dit system, hvor vandet kan stå stille.

Når vandet opvarmes og står stille i vandbeholder og rør, er det mindre iltrigt, end hvis det er koldt vand. Det varme vand kan desuden indeholde kalk (fælder mere ud, når temperaturen når 60 grader), og vandet er i kontakt med mange komponenter, inden det bliver tappet, f.eks. stålrør, kobberrør, forkromede eller forniklede vandhaner. Alle disse komponenter kan afgive stoffer til vandet.

Når man laver te, skal man jo udtrække smags- og aromastoffer fra tebladet, og den proces bliver påvirket af iltindholdet og rester af metaller fra vandet, som også påvirker duftopfattelsen. Vores smagsoplevelse er faktisk en kombination af smag og duft, så jeg tror, at det er det, kæresten oplever som en dårligere te, når det er varmt vand, der bliver brugt.

Det gør ikke den store forskel, hvis man sætter det varme vand i køleskabet. Man vil måske få noget af kalken fældet ud, men metalrester og mindre ilt er der ikke ændret på, medmindre man aktivt ilter vandet.

Har du et system med ren gennemstrømning, hvor vandet varmes op, og altså tappes direkte fra koldtvandssystemet, er der ikke det samme problem med, at bakterier får lov at gro i det stillestående vand.

Kæresten kan nu stadigvæk godt opleve en dårligere te, da der som sagt er mulighed for spor af metaller fra rør og haner, som er mere udtalt, når vandet er varmt.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
19. november 2016 kl. 17:54

Drikkevandskravene gælder kun vand fra den kolde hane.

Drikkevandskravene er kun opfyldt, når vandet ikke har stået i vandrøret eller vandhanen i lang tid - det gælder også koldt vand.

Brug kun vand fra den kolde hane, og lad det løbe et stykke tid, inden vandet bruges, så det ikke har stået i røret.

7
18. november 2016 kl. 21:08

Hvis man koger noget vand i elkedlen, begynder det som regel først at støje når temperaturern er nået et stykke op. Hvis man lader det kogte vand stå til næste dag, så det har fået stuetemperatur, og derefter vil genkoge det, begynder det at støje med det samme. Noget må være årsag dertil. Enten kalkudfældning eller ilt eller noget tredje.

6
24. september 2016 kl. 06:45

Drikkevandskravene gælder kun vand fra den kolde hane. Der føres ikke kontrol med det varme vand og der er ikke fastsatte krav til det. Selvfølgelig kontrolleres vandet fra hver en koldtvandhane ikke, men da der tages mange prøver landet over, er der statistisk belæg for at vand fra de kolde haner overholder kravene. Mig bekendt er der ikke større undersøgelser af varmt vand - og dets kvalitet vil selvsagt også variere fra installation til installation. Gennemstrømningsvandvarmere burde levere bedre vandkvalitet end varmtvandsbeholdere - da de opvarmer vandet umiddelbart før tapning. Gennemstrømsvandvarmere kræver stor kapacitet af varmesystemet. Derfor kan de være dyre i drift, selv om varmetabet i veksleren er mindre end i en varmtvandsbeholoder.

1
23. september 2016 kl. 15:44

Prøv at koge noget vand i en stålgryde på et komfur, og køl det ned og smag på det koldt. Det smager afskyeligt af jern :) Så jo, jeg gætter også på, at de forskellige metalkomponenter i varmtvandsystemet kan afgive smag.