Vores læser Niels Hansen har spurgt:

Både i erhvervslivet, på universiteterne og blandt frivillige arbejdes der med rumfart og satellitter i Danmark – og på højt niveau!

Mit spørgsmål går på, om det i teorien er teknisk og økonomisk muligt for Danmark at opsende danskproducerede (Cubesat-)satellitter i danskproducerede raketter fra dansk territorium?

Og hvis den ekspert, ing.dk spørger, kan svare ja til ovenstående, hvilke perspektiver/muligheder kan hun/han så se i at udføre det?

Håber I kan finde en, der kan svare på spørgsmålet og kommentere lidt på selve ’ideen’.

Jens Frederik Dalsgaard Nielsen, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet og vejleder for AAUSAT5-teamet, som udvikler Cubesats, svarer:

Opsendelse af satellitter hører uløseligt sammen med raketter. Raketten er fragtlastbilen, der med høj akkuratesse får placeret satellitten i den ønskede bane. Noget, der er ret svært.

I praksis er den laveste cirkulære bane, som en satellit kan ’leve i’, omkring 400 kilometers højde (ISS-højde), hvor satellitten skal bevæge sig med 7,5-8,0 km/s for ikke at falde ned.

Priser er svære at finde, men 400.000 kroner eller mere for en 1U Cubesat vil de fleste kunne nikke genkendende til.

En raket fungerer således, at den smider masse bagud ved meget høj hastighed - forbrændingsgasser. Drivmidlet kan enten være faststof (som de såkaldte solid rocket boosters på rumfærgerne) eller flydende brændstof. På rumfærgen brugte man flydende ilt og brintforbindelser, mens man på de gamle Saturn V-raketter brugte petroleum og flydende ilt.

Man har altså en meget stor mængde meget brændbart materiale i en raket, hvor motorer med flydende brændstof kan stoppes før tid, hvilket en faststofraket normalt ikke kan.

Sikkerhed er således noget, man skal tage seriøst, når det handler om afstanden til mennesker. I Europa har man p.t. to steder (så vidt jeg er orienteret), hvorfra man sender raketter op: Esrange ved Kiruna i Nordsverige og Andøya Space Center i Nordnorge.

Esrange ligger langt ude i skoven, så der snakker vi flere svenske mil i sikkerhedsafstand. Ved Andøya snakker vi flere kilometer, og de skyder altid mod vest ud over Atlanterhavet.

Cape Kennedy i USA har ca. 14 km til nærmeste by, men her snakker vi også om meget store raketter.

Så er det muligt i Danmark? Man skal kunne tegne en cirkel med sikkerhedsafstand som radius. Om det er 1-2-3-4-5-10 eller 20 km er op til de relevante myndigheder at bestemme. Hvilken sikkerhedsafstand, der vil blive påkrævet, har jeg ingen idé om. Men selv her i Jylland er det umuligt at lave en cirkel med radius på 12 km, hvor der ikke bor mennesker.

Så er der selvfølgelig det åbne hav, som er en anden mulighed. Man kan danne sig et overblik over, hvad der sejler rundt af skibe ved at se på marinetraffic.com, og hvor der er frit åbent vand.

Vil man i polær obit, kræver det, at man enten flyver mod nord eller syd - altså kommer man til at passere i rimelig lav højde hen over Tyskland eller Norge. Om det vil blive accepteret, kan jeg ikke svare på.

Under alle omstændigheder er der altid en risiko, når man har et køretøj, der kan flytte sig selv op i 400 kilometers højde.

Skal man fra Syddanmark i polær orbit kræver det, at man starter over Norge eller Tyskland.

På Grønland eller Færøerne vil det uden tvivl være nemmere at opnå en stor sikkerhedsafstand. Jeg ville nok anbefale, at det foregår fra Grønland, da man eer kan finde områder, hvor der er langt til naboerne. Det kunne også være Færøerne. Der kunne de måske opdyrke en hel lille forretning.

Om det er interessant at opsende raketter? Hvis der er en forretning i det, så ja - ellers nej. Det kan man sætte sig ned og regne på, men der skal nok være nogen volumen i opsendelser, før at det er rentabelt.

F.eks. kunne Danmark blive stedet, hvorfra man kunne tilbyde effektive hurtige opsendelser til den rigtige pris. På den måde kunne man booste den europæiske forskning og industri. I dag skal man til USA, Sydamerika, Rusland eller Indien, og det er ofte en lang og sej proces.

Hvad angår, hvad satellitterne kan bruges til, hvis vi selv sender dem op, kan nævnes det internationale QB-50-projekt, som har til formål at undersøge termosfæren (i ca. 200-300 km højde). Projektets mål er bedre og mere præcise vejrudsigter. Men ellers er det da et godt spørgsmål, hvad vi skal bruge satellitterne til.

Det er muligt at opsende raketter - det har man gjort siden 1957 med Sputnik. Om det er også økonomisk rentabelt, er lidt sværere at vurdere.

I den lave ende - en raket med en Cubesat - er opsendelsesprisen på det åbne marked som nævnt ca. 400.000 kroner for 1 Cubesat.

Så det er vel det, man som udgangspunkt har at gøre med, og det har nok ingen kommerciel gang på jorden, da beløbet skal dække løn, raket, osv. Men hvis raketten havde ti Cubesats med, ville det uden tvivl begynde at give mere mening.

Ikke desto mindre skal der jo en raket til, og der skal flyves en del gange, før det vil begynde at hænge sammen.

Raketter kan købes ude i byen, og som nævnt er der muligvis danskproducerede raketter på vej, der kan løfte opgaven.

Konklusionen må være, at svaret desværre ikke er helt ligetil.