Vores læser Erling Hegelund spørger:
Siden vi de seneste 2,5 million år har haft ca. 15 istider, der varede omkring 100.000 år hver, og 15 mellemistider, der varede 10-15.000 år hver, er det ret sandsynligt at vi løber ind i endnu en istid, da vores mellemistid nu har varet 15.000 år. Måske om 100 år - måske om 1.000 år.
For at undgå at få 3 km is oven på København, London og mange andre steder, vi sætter pris på her på den nordlige halvkugle, vil det så være muligt at opvarme atmosfæren de grader, der skal til for at neutralisere en istid?
Kunne det ske ved at have en tilpas høj CO2-koncentration i luften, for eksempel ved at afbrænde al det fossile brændstof, vi kan få fat i? Eller ville den forøgede CO2 i atmosfæren være forsvundet efterhånden, hvis vi først får en ny istid om 1.000 år, så det ikke ville virke til den tid?
Læs også: Spørg Scientariet: Hvor hurtigt blev Danmark dækket af is under den seneste istid?
Jørgen Peder Steffensen, professor i iskernerelateret forskning ved Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, svarer:
Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i en tankevækkende artikel af Crowley og Hyde fra University of Edinburgh, som hedder ’The transient nature of late pleistocene climate variability’.
I artiklens Figur 1a er den gængse kurve over globalt isvolumen vist. Den originale kurve er den såkaldte marine gennemsnitskurve fra Raymo og Lisiecki, Paleooceanography vol 20, 2005.
Den viser, at mængden af is i verden har varieret med cykler på 40.000 år, indtil for omkring 1 mio. år siden. Så skiftede rytmen til 100.000 års variationer.
Det er faktisk, når ismængden er i maksimum i disse cykler, at vi kalder det for en ’istid’. Lige nu er det mest udbredte paradigme, at disse variationer skyldes variationer i Jordens bane om Solen, den såkaldte Milankovich-teori.
Læs også: Klimaforskere vil finde verdens ældste is dybt under Antarktis
Skiftet fra 40.000 år til 100.000 år skyldes muligvis, at gennemsnitsmængden af is i verden, selv uden cyklerne, er vokset hele tiden de sidste 5 mio. år.
Den ældste iskerne, Dome C-kernen fra Antarktis indeholder is fra otte-ni istider over de seneste 900.000 år, og lige nu er der et stor international eftersøgning i gang for at finde de steder i Antarktis, som kan indeholde is, som er mere end 1 mio. år gammel.
Det er nemlig vigtigt at finde is fra dengang, istiderne var 40.000 år lange. De vil nemlig indeholde bobler af luft fra dengang, og så kan man undersøge, hvorvidt ændringer af koncentrationen af CO2 i atmosfæren spillede en rolle for overgangen fra 40.000 års til 100.000 års cykler.
Det er for så vidt rigtigt, at i den seneste million år er en istid i gennemsnit ca. hvert 100.000. år og en mellemistid ca. 10.000. - 20.000. år. Variationen er bare ikke helt regulær.
Hvis vi vælger at tro på Milankovich-teorien, så kommer vores nuværende mellemistid til at vare ca. 15.000 år, og da istiden sluttede for 11.720 år siden, har vi en smule tid at løbe på (4.000 år). Det kommer til at tage omkring 20.000 år at opbygge en iskappe over Skandinavien og Canada.
Læs også: Selvforstærkende klimaeffekt opdaget: CO2-effekten øges, når temperaturen stiger
Crowley og Hyde har imidlertid ikke kun set på Milankovich-cyklerne, men også betragtet udviklingen i gennemsnittet. Jorden bliver i gennemsnit stedse koldere, og de kommer til den interessante konklusion, at på grund af den konstante afkøling kan næste istid gå hen at blive den sidste, da den bliver permanent (i de næste 50 mio. år, indtil kontinenterne forskubber sig igen).
Blandt grundene til den konstante afkøling er bl.a., at Himalaya bliver højere og højere, og det gør bjergene i Mellemamerika også. Faktorer som disse ændrer atmosfærens cirkulation og transporten af vanddamp, som er den vigtigste naturlige drivhusgas.
Pladetektonik, bjergkæder, erosion, osv. ændrer også CO2-indholdet, så derfor kan et fald i CO2-indhold også have medvirket til afkølingen.
Læs også: Spørg Scientariet: Giver klimaforandringerne flere jordskælv?
Udviklingen mod en istid ser dog nu ud til at blive aflyst på grund af vores tilførsel af CO2 og metan, som forstærker den drivhuseffekt, som i øvrigt er livsvigtig for os.
Jeg tror ikke, at vi behøver at brænde mere fossilt brændsel af, end vi allerede har gjort for at hindre næste istid. Den ekstra CO2 bliver ’hængende’ i systemet i mange tusind år, og metanen bliver hængende i systemet i blot 10-15 år.
Min største bekymring er lige nu, at vores klimapåvirkning bliver så stor, at klimasystemet bliver ustabilt, så der bliver mulighed for særdeles bratte klimaændringer. Det kan landbruget og dermed fødevareproduktionen ikke holde til.
Jeg frygter med andre ord ikke klimaændringer som sådan (de har altid været der). Jeg frygter hurtige klimaændringer.
