Spørg Scientariet: Kan man smitte sig selv med E. coli-bakterier?

8. juli 2016 kl. 15:27
Spørg Scientariet: Kan man smitte sig selv med E. coli-bakterier?
Illustration: NIAID.
En læser funderer over, hvorvidt man er immun over for sine egne bakterier, eller om man kan være uheldig at smitte sig selv. Overlæge fra Hvidovre Hospital svarer.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vores læser Søren Kjærsgaard har spurgt:

E. coli-bakterier kommer, så vidt jeg forstår, primært fra afføring, enten fra menneskelig eller fra dyr.

Er man immun over for bakterier, man selv udskiller? Eller sagt på en anden måde: Kan en person med dårlig håndhygiejne ved toiletbesøg blive syg af sine egne E. coli-bakterier?

Andreas Munk Petersen, overlæge på Hvidovre Hospital, svarer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Dansk bakteriesuppe fra 1980’erne får ny chance som medicinsk behandling

De fleste E. coli-bakterier, man har i tarmen, er godartede bakterier uden specifikke sygdomsfremkaldende såkaldte virulensgener. E. coli kan så i varierende grad være eller blive udstyret med virulensgener.

Disse virulensfaktorer kan medvirke til, at en specifik E. coli kan være sygdomsfremkaldende og give f.eks. diarré, urinvejsinfektioner, blodforgiftning eller meningitis. Smitten vil ske fra fødevarer eller fra andre personer, der er smittet med eller bærere af de specifikke E. coli.

Nogle personer er således bærere af E. coli med virulensgener i tarmen uden at blive syge, her er der altså opnået en balance med immunsystemet eller den øvrig tarmflora, som gør, at bakterien holdes 'i skak' i mave-tarmkanalen. I den situation vil man ikke selv blive 'smittet', altså blive syg af den pågældende bakterie, når det gælder diarré-tilstande.

Man kan derimod godt gennem dårlig hygiejne smitte sig selv ved at få overført E. coli-bakterier fra egen afføring til urinvejene og dermed fremkalde en urinvejsinfektion, og i den situation er man ikke immun, selvom man har været bærer af den specifikke E. coli i mave-tarmkanalen.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger