Spørg Scientariet: Kan man se en prut i frostvejr?

Vores læser Pernille Skovgaard har spurgt:

Hvis man slår en lummer luskefis i frostvejr, kan de andre så se den?

Jeg har flere gange haft sjov ud af at lege ryger, når jeg har stået og åndet i frostvejr. Men hvad sker der, hvis jeg vælger at slå en lummer, lunken luskefis i frostvejr, vil den så også skabe dampskyer, som udåndingsluften gør?

Jeg tænker, at begge dele er varm luft, der møder frosten, men den kemiske komposition er forskellig (medmindre man lider af dårlig ånde).

Vi nærmer os vinteren, og der er sikkert mange, der gerne vil vide, om alle de andre kan se det, hvis man vælger at slippe en vind ved busstoppet.

Læs også: Pruttebukser tager stanken

Lasse Rosendahl, professor på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet, svarer:

Uden nødvendigvis at være ekspert i prutter, så er den synlige del af udåndingsluften vanddamp, der fortættes.

For at en prut skal kunne ses, skal der tilsvarende være vanddamp i prutten – og det vil jeg umiddelbart tro, at der ikke er, i hvert fald ikke i samme koncentrationer.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvad afgør, hvilken sne der falder?

Der kan være svovlbrinte og andre svovlforbindelser (det, der lugter), methan, lidt brint og CO, CO2, luft, vi har fået suget ned i maven, osv, men i hvilke forhold og koncentrationer skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men det er nedbrydning af organisk materiale, og sammensætning vil formentlig variere, alt efter hvad vi spiser. Der er ingen af disse gasser, der umiddelbart vil fortætte som vand på en kold dag, så mit korte svar vil være at nej, prutter kan ikke ses, og 'luskefisen' overlever.

Et forsøg vil jo desuden forudsætte, at man i bogstaveligste forstand udfører det med enden bar, da eventuelle synlige dråber/partikler jo ellers ville blive fanget af stoffet i undertøjet. Om man vil gå så langt ved busstoppestedet, må være op til den enkelte.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ser fake ud.

Burde en prut ikke være lys på termokamera, da den jo må have krops-temperatur?

Og jeg har svært ved at tro på, at prutten fortsætter ubesværet ud af bukserne på den måde - der er som oftest to lag stof, der vil bremse luftflowet.

Jeg vil tro at en prut kun varmer lokalt i området omkring udgangen.

Men det må da lige testes :D

  • 3
  • 0

Det er godt, at Ingeniøren behandler nogle af livets store spørgsmål ;-)

Jeg er faktisk ikke enig i svaret, som Lasse Rosendahl giver i artiklen ovenfor.

Vandindholdet i afføringen er normalt væsentligt over 50%. Det gælder selv efter, at en del af vandet er reabsorberet af den nederste del af tarmsystemet. Gasansamlinger i tarmen (dem, vi slipper ud som prutter), som er i ligevægt med omgivelserne, vil derfor uden tvivl have en relativ fugtighed, som er tæt på 100%. Ved kropstemperatur svarer det til, at vanddamp udgør ca. 5% af den totale sammensætning af gasarterne i prutter.

Prutter har dermed samme vandindhold som udåndinglluften har, når man ånder med munden. Når man ånder med næsen, er vandindholdet lavere. Forskellen skyldes, at noget af vanddampen fortættes på indersiden af næsen, som er koldere end udåndingsluften. Herfra afgives vandet igen, når man ånder ind næste gang. Det sker ikke rigtig, når man ånder med munden, for mundhulen bliver ikke ret meget koldere end kropstemperaturen.

Når prutter har samme vandindhold som udåndingsluften, må man forvente, at de pr. volumen giver anledning til samme grad af kondens som udåndingsluften.

Der er flere årsager til, at man dog næppe i praksis vil se dampskyer fra prutter. Dels er volumen af prutter meget lavere end volumen af udåndingsluften, dels vil vanddampen have tendens til at fortættes i tøjet, som på ydersiden vil nærme sig omgivelsestemperaturen.

Men, som nævnt i flere af indlæggene ovenfor - som naturvidenskabsfolk må vi da se at få det checket, når vi får ordentligt, koldt vejr ;-)

  • 7
  • 0

Spændende hvis det faktisk kan ses eller på anden måde detekteres. Befolkningen må herefter forlange at journalister interviewer politikerne i frostvejr, så man kan vide om de lukker 'varm luft' ud :-)

  • 2
  • 0

En fuldtræffer på et spejl på klos hold efterlader synlig kondens. Temperaturforskel 15 grader. Så i teorien skal prutten bare være stor nok for at være synlig i frostvejr. Størrelsen vil samtidig påvirke udgangshastigheden, så braget vil være mere afslørende end kondensstriberne i den omgivende luft.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten