Spørg Scientariet: Kan Jorden på et tidspunkt få to sole?

Vores læser Michael Rigtrup har spurgt:

Kan det være muligt, at Jorden på et tidspunkt kan få to sole?

Hvis vort solsystem kommer inden for en gravitationsradius til et andet system eller enlig sol, ville disse eller denne så kunne tiltrækkes og udgøre et nyt system med to sole?

Læs også: Spørg Scientariet: Bliver hele universet på et tidspunkt til et sort hul?

Jørgen Christensen-Dalsgaard, professor på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, svarer:

Der findes faktisk systemer, der har flere stjerner i deres midte. Men jeg må nok desværre skuffe i mit svar på, om vi her på Jorden nogensinde vil kunne opleve en smuk dobbelt solnedgang. Det vil vi ikke.

Mangt og meget er sket for vores forståelse af, hvad et planetsystem kan være siden 2009, da Nasa-rumsonden Kepler blev sendt op på sin oprindelige mission.

Her på Stellar Astrophysics Centre har rumsonden blandt andet givet os en helt fantastisk indsigt i, hvor mange forskellige og utrolige verdener, der kan findes i universet. Nu ved vi med sikkerhed, at der findes flere tusinde planeter og systemer rundt om med vandplaneter, ultrasorte planeter, systemer med flere sole og en lang række andre helt fantastiske og spektakulære verdener.

Læs også: Spørg Scientariet: Kan man bruge energien i kosmisk stråling til noget?

Men for det første er det særdeles usandsynligt, at Solen møder en anden stjerne. Skulle det ske, at en anden stjerne passerer tilpas tæt forbi Solen, og de to stjerners oprindelige relative hastighed er tilstrækkelig lav, så kunne stjernen blive indfanget gennem tab af bevægelsesenergi på grund af tidevandseffekter i de to stjerner.

Det ville så blive et dobbeltstjernesystem med en, i første omgang, meget langstrakt bane. Den slags processer sker nok i tætte stjernehobe, hvor chancen for sammenstød er meget højere. Banen kunne så gradvist blive cirkulariseret på grund af fortsatte tidevandseffekter.

Problemet er, at hele denne proces ville forstyrre vores solsystem i en sådan grad, at alle planeter formodentlig ville blive spredt for alle vinde.

Så slutresultatet ville ikke blive, at Jorden finder en stabil bane omkring et tæt dobbeltstjernesystem.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.