Spørg Scientariet: Kan jeg undgå løse hunde ved at tisse i min have?

24. november 2016 kl. 16:2710
Spørg Scientariet: Kan jeg undgå løse hunde ved at tisse i min have?
Illustration: Cornell University.
En læser har 'pisset territoriet af' hjemme hos sig selv og forventer at undgå løse hunde på grunden. Kan han det? Det svarer Institut for Husdyrvidenskab på.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vores læser Stefan Ovesen Banke har spurgt:

Jeg 'pisser' min grund af, og områdets løse hunde er nu holdt op med at løbe ind på min grund. Jeg så tricket i en dokumentar om ulve i Alaska og prøvede for sjov at markere grunden på denne usynlige måde.

Jeg tænker, at der må være duftstoffer i menneskeurin, der informerer hundene om, at her skal de ikke komme. Men kan hundene ikke lugte forskel på menneskeurin og hundeurin? Eller forbinder hundene min duft med en person, der har smidt dem ud af et bestemt område på et tidspunkt?

Læs også: Sådan blev 40 ulve til 23 for at ende med 4

Artiklen fortsætter efter annoncen

Björn Forkman, professor i Sektion for Dyrevelfærd og Sygdomsbekæmpelse, Aarhus Universitet, svarer:

Der er ikke noget godt svar på det spørgsmål. David Meech, der forsker i ulve i Alaska, mener, at han har observeret en hanulv reagere på sin urin, som den ville reagere på en anden ulvs, og måske er det det, der her henvises til.

Jeg kender også folk, som har været ude for, at hvis de tisser i skoven, så kommer deres hund efterfølgende og markerer det samme sted – men det er meget langt fra alle, der har den erfaring – jeg har det ikke selv.

Det er helt sikkert sådan, at hunde kan identificere, at det er menneskeurin og ikke hundeurin – det er der slet ikke nogen tvivl om. Det er imidlertid ikke det samme, som at de så reagerer forskelligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når jeg forlader min hund om morgenen, så kan jeg godt finde på at sige til ham, at jeg vender hjem igen, og at det ikke bliver så sent. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke kan se forskel på ham og et menneske, men langt hen ad vejen så behandler jeg ham som et menneske.

På den samme måde behandler min hund mig som en anden hund – fordi det er det adfærdsrepertoire, han har. Da de hilser på et menneske på samme måde, som de hilser på en hund, kan de reagere på menneskeurin, som de gør på hundeurin. Det er ikke fordi, de ikke kan kende forskel.

Karen Thodberg, seniorforsker på Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, supplerer:

Uden helt at være ekspert på området, så er der ikke tvivl om, at hunde indhenter mange oplysninger om hinanden via deres urin. De kan sikkert lugte, hvem der har tisset, hvis de har tidligere erfaringer med hinanden, hvilket køn den anden hund har, og måske vil en hanhund være mere forsigtig med at gå ind i et område, hvor den kan lugte, at en anden hanhund har været.

Jeg vil umiddelbart forvente, at hundene sagtens kan kende forskel på menneske- og hundeurin. De har en meget veludviklet lugtesans i forhold til os, og lugte har stor betydning i forhold til individuel genkendelse, afmærkning, seksual adfærd, osv., som jo også er det, spørgeren vil udnytte i dette tilfælde.

Læs også: Naturforskere: Vi har flere arter i Danmark end nogensinde før

Jeg tror umiddelbart ikke, at hundene vil koble personens identitet til personens urin, da en sådan indlæring ville kræve, at den enkelte hund har urin + person på samme tid, og måske også samtidig haft en negativ/skræmmende oplevelse med personen.

Jeg forestiller mig, at en ukendt lugt – i dette tilfælde menneskeurinen – kan have forvirret hunden (måske fordi det er en ny lugt). De fleste hunde har dog sikkert lugtet menneskeurin før, da det jo ikke er usædvanligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Måske vil hunden ikke lige i første omgang gå ind på området pga. en ny lugt, men jeg vil tro, at den efter et stykke tid, hvis den erfarer, at der ikke er nogen negative konsekvenser, vil gå derind igen.

Hvis man derimod forestillede sig, at personen tog hunden på fersk gerning, når den forsøgte at gå derind, så den oplevede lugten og noget negativt på samme tid, kunne det måske have en hvis effekt ... men effekten ville nok skulle holdes ved lige.

Vi kan herefter lægge den ud til læserne. Er der nogen af jer, der har gjort jer erfaringer på dette område?

10 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
13
27. november 2016 kl. 22:59

Så engang (flere år siden) et ganske underholdende og spændende program med en mand der forsøgte at leve blandt ulve og tisse sit territorium af. Det gik vist ikke helt godt. Der var nogle komiske scener hvor han hoppede rundt og tissede omkring sin lille hytte, hvor han f,eks også spise mus. Nogen der har set programmet - mener det var på en af dr's kanaler.

10
27. november 2016 kl. 20:53

Hunde kan helt sikkert lufte forskel på urin som flere har nævnt eksempler på.

Hunde vil ofte "overpisse" steder hvis de er på eller nær deres territorier. Det samme gælder på steder de regelmæssigt kommer selv om det ligger langt fra deres daglige territorier.

Desuden har tæver og hanhunde ikke samme adfærd. Tæver kan i løbetiden udvise stærk territoriel adfærd. Hunde er intelligente dyr hvor man skal være varsom med at drage entydige konklusioner. Et godt råd - anskaf en hund. Man kan kun blive klogere.

Med hensyn til ræve, er det bedste middel 12/76 med 3'er hagl og den stive ladning.

9
27. november 2016 kl. 20:29

Det er muligt, at hunde pr. default opfatter mennesker som alfa-individer, og derfor er forsigtige, hvis et menneske har markeret et område som sit, på hundemanér. Mennesker har påvirket hundes fysik og psyke på talrige områder gennem avl, så det er i hvert fald ikke umuligt, og jeg synes bestemt at er er noget der tyder på, at hunde for det meste kigger til mennesker for at få at vide hvad der nu skal ske. Helt anderledes med ulve, og sikkert også med ræve: De er fuldt så intelligente som hunde, men de vil, undskyld sproget, skide på hvad menneskene synes de skal gøre: Hvis chancen byder sig tager de hønen.

7
25. november 2016 kl. 08:59

Der findes en del produkter på marked under betegnelsen ”gå væk hund ” eller ”gå væk kat”.

Hjælper ikke en dyt - eller for at helgardere - gjorde de ikke for 30 år siden. Vores kat havde fået for vane at den en gang imellem skulle besørge et sted inde i huset. En masse "gå væk" hjalp ikke, men det havde vist en effekt alligevel: Det virkede som om katten absolut skulle overdøve den "fremmede" lugt med sin egen ved hele tiden at besørge på stedet :-(

Så måtte vi mandsopdække katten så den kunne blive smidt ud når den kom derhen, og så fik vi den vænnet af med det :-)

Med hensyn til ræve og høns: Mon ikke en positiv effekt er lige så meget "held som forstand"?

F.eks. har min svigerdatter løsgående høns og fik en 6-7 høns bidt ihel sidste sommer på en (højlys) dag. Hun har ikke mistet nogle siden, og hun har ikke iværksat skræmmekampagner. Altså er løsningen at gøre ingenting ---- eller modsat: Hvis hun på en pæl 3,33 meter fra hønsehuset havde sat en en skål vand ilagt et foto af en ræv med en pistol for panden, så var det denne metode der havde holdt hønse-dræberen væk :-)

Med andre ord: Et enkelt forsøg et sted kan ikke bruges som "bevis" --- og så er min indledning om vor kat heller ikke meget værd :-0

5
25. november 2016 kl. 00:08

At urinere omkring hønsehuset mhp. at holde ræven væk er et gammelt huskeråd.

Der findes en del produkter på marked under betegnelsen ”gå væk hund ” eller ”gå væk kat”. En ældre metode, er et pulver som man selv kan fremstille af ti dele svovlblomme og en del knust peber. Som så skal lægges ud der hvor besøget er uønsket.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

3
24. november 2016 kl. 19:44

Holder ikke en meter!

Udråbstegnet antyder, at dit udsagn ikke er et gæt. Har du mulighed for at underbygge det lidt?

2
24. november 2016 kl. 19:36

Jeg har en anden sjov oplevelse. For nogle år siden, da jeg havde en schæferhund, havde jeg den oplevelse, at hunden gik ud i min køkkenhave og gravede mine nysatte kartofler op, for at æde dem. Det ærgrede mig lidt, så da jeg havde sat nogle nye og de også blev gravet op, prøvede jeg at fortælle hunden med min urin, at det altså var mine kartofler. Det hjalp og den gravede ikke flere op.

1
24. november 2016 kl. 17:43

jeg sætter urin i flasker ud i haven kender en del der gør det samme..ræven kommer ikke igen. hvis den kan lugte urin alle dem jeg kender har ikke problemer med ænder gæs høns efter de gør det.jeg har heller ikke siden haft besøg af ræven siden